Langt hen af vejen, afgør du selv, hvor nem din køkkenhave skal være. Det handler primært om selve haveplanen, fx, at du planter tæt på huset og helst i højbede og krukker, der er lettere at passe. Og så handler det i høj grad også om de afgrøder du vælger.

10 nemme afgrøder

Herunder får du 10 grøntsager, krydderurter og spiselige blomster, der er nemme at passe i haven.

1. Kartofler

Kartofler skal have masser af næring, så giv jorden kompost eller gødning, før du lægger dem.

Vil du have tidlige kartofler, kan du forspire læggekartoflerne fra midt i marts og sætte dem i jorden 5-6 uger senere. Tidlige kartofler skal lægges med 40 cm mellem rækkerne og 30 cm mellem hver plante i samme række. Sene kartofler skal du lægge fra midten af april, og de kræver lidt mere plads.

Tricket til at opnå en god kartoffelhøst er at hyppe kartoflerne 2-3 gange i vækstperioden. Det foregår ved, at du hakker jord op og laver volde omkring kartoffelrækkerne. Det holder ukrudt væk, og du undgår, at kartoflerne får lys og bliver grønne.

Når kartoffelplanterne blomstrer, er de klar til høst.

Kartofler er nemme, da de ikke kræver meget pleje, når de først er i jorden. Fjern lidt ukrudt og hyp dem af og til, og du vil få et godt resultat. Du behøver ikke engang en køkkenhave for at dyrke kartofler. De kan også dyrkes i en spand på terrassen eller altanen.

2. Gulerødder

Gulerødder er forholdsvis lette at få til at gro, og de fungerer godt sammen med radiser. Gulerødder vokser langsomt i starten, og i lang tid kan du kun se en lillebitte kimplante.

Jorden skal være blød og min. 15 cm dyb, hvis du dyrker dem i plantekasser, og det vil i så fald være en god idé at vælge en sort, der giver korte, runde gulerødder. Så gulerødder i april i en tynd række, og tynd ud, når de spirer frem, så der bliver 5-8 cm afstand mellem hver.

3. Radiser

De små pink og hvide radiser vokser hurtigt og kan trives i de fleste jordtyper. De kan sås fra det tidlige forår og flere gange i løbet af sæsonen, da de kan være færdigvoksede på helt ned til 2-3 uger i midten af sommeren.

Så dem flere gang i små portioner, så du sikrer en konstant forsyning af friske radiser.

Tynd ud i rækkerne, så planterne har 2-3 cm imellem sig. Så har de plads til at blive store. Brug dem som mellemafgrøde blandt mere langsomt spirende grøntsager som fx gulerødder, pastinakker, løg eller porrer.

4. Salat

Du kan så salat fra april og flere gange i løbet af sommeren, så du sikrer dig en jævn forsyning af frisk salat. På den måde når du også at høste salaten, før den går i stok.

Sørg for at vande salaterne, så jorden ikke tørrer ud - ellers stopper salatens vækst. Hvis du vælger pluksalat i stedet for hovedsalat, kan du nøjes med at høste netop den portion blade, du har behov for, i stedet for at kappe et helt salathoved hver gang.

5. Spinat

Du kan så spinat allerede fra starten af april, og spinat vokser hurtigt, så du kan nå at høste planterne og derefter bruge jorden til en ny afgrøde. Derfor egner spinat sig godt til en køkkenhave, hvor pladsen er knap.

Så spinat i rækker med 25-30 cm afstand, og udtynd planterne, så der er 10-15 cm mellem hver.

6. Løg

Stikløg er lette at sætte i jorden. De skal stå med spidsen opad, og du skal helst plante dem i starten af april, for de vokser kun i størrelsen, så længe dagene bliver længere, dvs. indtil Sankt Hans.

Så dem i rækker med 8-10 cm afstand til andre løgrækker eller med 25 cm afstand til anden afgrøde. Jorden må ikke tørre ud, så vand dem, hvis der kommer en tørkeperiode. Løg er høstmodne, når toppen vælter ned til siden.

7. Hestebønner

Hestebønner er måske ikke den mest udbredte afgrøde i danske køkkenhaver, men det er en robust plante, som du let får til at vokse sig stor og frodig. Desuden har bønner den fordel, at de vokser i højden og derfor ikke fylder meget i bunden af dit bed. På den måde udnytter du pladsen optimalt. Planterne bliver omkring 1 meter høje og giver et stort afkast.

Så bønnerne fra starten af april og dyrk dem gerne sammen med kartofler. Når frøene er i jorden, skal du blot luge ukrudt væk, indtil planterne er blevet så store, at de selv skygger for ukrudtet.

8. Blomstrende urter

Skal der nu stå blomster i køkkenhaven? Ja, blomstrende urter som morgenfrue og honningurt er faktisk glimrende at plante enten i en række eller ind imellem afgrøderne, fordi de tiltrækker insekter, der spiser bladlus og andre skadedyr.

Morgenfruers blomsterblade er spiselige, så du kan bruge dem i salater eller som pynt på kager. Så frøene i april-maj direkte i jorden i 1 cm dybde.

Honningurtens blå blomster tiltrækker svirrefluer, hvis larver æder bladlus. Du kan så honningurt fra april til september.

Du kan også vælge andre blomster end honningurt og morgenfruer til køkkenhaven, du skal blot vælge arter, der har åbne blomster med masser af nektar og pollen, så de kan tiltrække en masse insekter.

9. Jordskokker

Jordskokker er en meget robust plante, som er let at dyrke. Den flerårige plante kan blive op til 2-3 meter høj og kan altså give masser af højde i din køkkenhave. Du kan både dyrke jordskokker i en potte eller på friland i køkkenhaven.

Det er bedst at lægge jordskokker i jorden i april eller maj. Læg dem i ca. 15 cm dybde med en afstand på ca. 40 cm mellem hver jordskok, og vand godt igennem. En enkelt jordskok kan give op mod et kilo jordskokker..

10. Krydderurter

Ligesom blomster er krydderurter med til at skabe et mangfoldigt miljø i din køkkenhave, og de tiltrækker bestøvere og andre nyttedyr.

Desuden er mange af dem lette at dyrke. Vælg fx dild, kruspersille eller citronmelisse. Køber du krydderurter som plante, er det nemt at plante dem direkte ud i din køkkenhave, højbed eller krukke. Vælger du i stedet frø, skal visse krydderurter forspire indenfor eller i drivhus, før de bliver sat ud.

Grafik: Få en nemmere køkkenhave