Flere ugers varmt og tørt vejr har mange steder gjort haverne knastørre, og tørken har fået brandvæsenet til at rykke ud til flere brande i haver og andre naturområder end normalt. 

– Antallet af naturbrande ligger i 2023 et godt stykke over gennemsnittet for de seneste år. Vi ligger mange dage også over 2018, hvor der ellers var rekordmange naturbrande, siger Frederik Prytz-Grønfeldt, analysechef i Beredskabsstyrelsen.

Han forklarer, at selvom der de seneste dage har været byger flere steder, ændrer det ikke afgørende ved, at risikoen for naturbrand er høj.

– Helt overordnet skyldes hovedparten af brandene, at vi ikke er forsigtige nok, når vi bruger åben ild, eller at vi ikke er omhyggelige nok med at slukke fx et bål, siger han.

Hvad er en naturbrand?

Naturbrande dækker overordnet over brande i det fri. Dvs. brande i haver, parker, marker, strande, skove osv.

Kilde: Beredskabsstyrelsen

Tjek, om der er afbrændingsforbud

En række steder i landet har man besluttet at indføre afbrændingsforbud, hvilket betyder, at det fx kan være forbudt at bruge kulgrill og tænde bål.

Afbrændingsforbuddene er typisk lokale og ændrer sig løbende. Hvis du har planer om en grillaften eller lignende, er det derfor en god idé at undersøge, om der er afbrændingsforbud i din kommune. Det kan du bl.a. gøre her: Tørke i Danmark: Fakta, tørkeindeks og konsekvenser. Du kan også følge med på brandfare.dk.

Det er brandvæsenet, som sammen med hver enkelt kommune beslutter, om der er afbrændingsforbud, og du bør derfor også tjekke din kommunes hjemmeside, da der kan være særlige regler, der gælder i dit lokalområde.

Hvad får du i bøde, hvis du overtræder afbrændingsforbud?

Hvis du overtræder et afbrændingsforbud, får du som udgangspunkt en bøde på 5.000 kr.

Bøden bliver uddelt til den, der er ansvarlig for at overtræde afbrændingsforbuddet.

Du har selv ansvar for at sætte dig ind i, hvad der gælder i dit lokalområde.

Kilde: Fyns Politi

Pas på selvom der ikke er forbud mod afbrænding

Selvom der ikke er udstedt et decideret afbrændingsforbud i dit lokalområde, er det dog ikke ensbetydende med, at det er en god idé at tænde ild.

– Selv hvis der ikke er indført restriktioner i din kommune, så skal man være virkelig påpasselig, når det er så tørt, og måske helt undlade at bruge åben ild, indtil der er kommet mere vand end de seneste dages byger, siger Frederik Prytz-Grønfeldt. 

5 gode råd til at undgå brand i tørken

1. Hold igen med ukrudtsbrænderen

Mange tænker ikke over, at en ukrudtsbrænder nemt kan starte en brand – men haveredskabet er ikke så uskyldigt, som det ser ud.

– For den enkelte hus- og haveejer er ukrudtsbrænderen et særligt opmærksomhedspunkt. Den tegner sig formodet for 17 procent af brandene, og vi ser desværre tit, at den slags brande kan udvikle sig voldsomt og nogle gange sprede sig til huset eller andre bygninger, siger Frederik Prytz-Grønfeldt.

Hvis du bruger en ukrudtsbrænder, er det vigtigt, at du fejer belægningen for blade og andet, som let kan antænde og sprede sig. Det er også en god idé at vande området, inden du benytter ukrudtsbrænderen.

– Generelt bør du ikke bruge en ukrudtsbrænder i en tørkeperiode. Men hvis du absolut skal, bør du holde skarpt øje med flammen og sørge for, at ukrudtet ikke bliver brændt, men kun kortvarigt svitset, siger Tine Sode, fagekspert i Videncentret Bolius.

2. Tænk over værktøjet til dit gør-det-selv-projekt

Også andre typer værktøj, som skaber gløder, gnister eller flammer, bør du holde langt væk fra din tørre have, understreger Tine Sode.

– Selvom det kan være rart at komme i gang med nogle af alle gør -det -selv-projekterne, skal du virkelig passe på i øjeblikket, når du arbejder udendørs. En vinkelsliber skaber fx gløder, som nemt kan antænde tørre planter.

3. Brug et bålfad og et underlag, der ikke er brændbart

Bål er ligeledes et særligt opmærksomhedspunkt – og for nylig blev det meldt ud, at der til sankthans gælder et særligt bålforbud i hele Jylland, på Fyn samt i en række områder på Sjælland og Bornholm.

– Men selv hvis der ikke er afbrændingsforbud eller bålforbud i din kommune, er det mange steder så tørt i øjeblikket, at det kan være en god idé at spørge sig selv, om man virkelig har brug for det bål, råder Tine Sode.

 – Hvis du alligevel gerne vil lave bål, bør du ikke bygge det direkte på græsset. Måske har du allerede et bålsted med sten rundt om i sikker afstand fra hus og hæk – og så kan du bruge det. Men ellers kan du benytte et bålfad, som du stiller oven på nogle fliser eller et andet underlag, der ikke er brændbart. Sørg for, at bålet er langt væk fra huset.

Hvis du har et sommerhus tæt ved vandet eller har mulighed for en tur på stranden, kan du evt. også tænde bålet her i god afstand fra noget, der kan brænde.

4. Vælg gasgrill i stedet for kulgrill – og tænk over underlaget

Når der er afbrændingsforbud, er det typisk forbudt at benytte kulgrill og engangsgrill i haven, men ikke gasgrill eller elgrill. Det skyldes, at gasgrillen ikke skaber gløder, som kan blive blæst ud af grillen og antænde græs og anden bevoksning.

Hvis du gerne vil have grillmad, er det derfor en god idé at benytte gasgrill eller elgrill og sørge for, at grillen står på et fast underlag, der ikke kan brænde.

Hold evt. øje med din kommunes hjemmeside, om der gælder særlige regler ift. brug af grill i dit område.

5. Hav en haveslange liggende med en forstøver 

Et tip, hvis du laver bål, griller eller andet, der kan give øget risiko for brand, er at have en haveslange liggende. Gerne med en forstøver på, da den slukker ilden mere effektivt.

– Hvis der opstår brand i din have, skal du skynde dig at slukke ilden – men ring også 112, hvis der er risiko for, at ilden kan brede sig. Generelt skal man ikke være bange for at ringe efter hjælp. For det går afsindigt hurtigt, hvis ilden først får fat i fx et tørt træsommerhus, siger Tine Sode.