Køb af bruse- og dampkabine

Fakta | 

Med en bruse- eller dampkabine på badeværelset kan du få vandmassage, tyrkisk bad eller bad med tropisk regnskyl hjemme hos dig selv. Men tjek kvaliteten, før du køber kabinen.

Brusekabine.
Brusekabine.

Hvad er en brusekabine og en dampkabine?

Et brusebad kan være indrettet i en niche i badeværelset, der f.eks. er afgrænset af en væg, en glasplade og/eller et bruseforhæng. Brusebadet kan også være installeret i en særskilt brusekabine af glas eller plast.

Brusekabiner kan fås i mange størrelser og udformninger. De kan være runde, ovale eller mere kantede. Nogle modeller er udformet, så de passer ind i et hjørne. Nogle brusekabiner er åbne i toppen, mens andre har loft. De fleste har en dør, som kan lukkes.

Væggenes højde er typisk 2,2 meter. Bagerst i kabinen er der en fast "væg", som vandinstallationerne løber i og er monteret på.

Fælles for kabinerne er, at de har en fast bund med afløb. I nogle tilfælde har de en motor, som pumper vandet ud af kabinen og ned i kloakken. Disse kabiner er normalt lettest - og dermed billigst - at få opstillet.

Dampkabiner
Siden år 2000 har det også været muligt at købe kabiner med dampbad til badeværelser.

Dampkabiner ligner brusekabiner, men ud over almindeligt brusebad kan de f.eks. give vandmassage med vandstråler med forskellig hårdhed, tyrkisk dampbad eller noget så eksotisk som et tropisk regnskyl.

Dampkabinen har altid en lukket top, da dampen ellers vil stige til vejrs og væk, og det dermed ikke vil være muligt at tage dampbad.

Hvad skal du tænke på, når du køber en bruse- eller dampkabine?

Før du køber en bruse- eller dampkabinen, må du selvfølgelig tage stilling til, hvor stor en kabine du har behov for og plads til på dit badeværelse.

Det kan være en hjælp at tegne en skitse af dit badeværelse set oppefra. Her kan du tegne kabiner i forskellige størrelser og udformninger ind, så du lettere kan vurdere, hvor meget kabinen fylder i badeværelset, og hvilken udformning der passer bedst til rummet.

Hvis badeværelset ikke er så stort, er det normalt bedst at placere kabinen i et hjørne, da den så tager mindst muligt plads.

Kvalitet
Det er vigtigt at være opmærksom på kvaliteten, når du køber en bruse- eller dampkabine. Der er nemlig stor forskel på glassets kvalitet i de forskellige modeller af bruse- og dampbade, f.eks. kan tykkelsen af glasvæggene variere en del.

Glasvæggenes farve kan også variere. Nogle glasvægge har et grønligt skær, mens andre er mere rent glasklare. Kabinerne fås også med forskellige typer af matteret glas, så den, der står inde i badet, kun kan anes udefra.

Før du køber en bruse- eller dampkabine, bør du desuden tjekke, hvordan glasset er monteret på selve rammerne, som oftest er af stål. Der skal helst være gummifuger langs samlingen, så vandet fra kabinen ikke kan trænge ud.

Tjek også, hvordan døren går på hængslerne. Kan døren åbnes uden besvær og knirken, og virker hængslerne solide, så døren ikke "hænger", når du åbner den? Tjek også, om døren lukker tæt til, så vandet ikke kan trænge ud langs dørens kanter.

Opsætning af kabinen
Du må ikke selv installere en bruse- eller dampkabine. Dette arbejde skal udføres af en autoriseret vvs-installatør.

Ud over selve opsætningen af kabinen skal vvs-installatøren også installere de nødvendige vandrør og afløbsrør til kabinen. Jo mere rørarbejde vvs-installatøren skal lave, jo dyrere bliver det at få kabinen sat op. Derfor er det en fordel, hvis du kan placere kabinen tæt på eksisterende vandrør og afløb i badeværelset.

Skal du selv købe en bruse- eller dampkabine eller lade fagmanden gøre det?

Det er en god ide at få vejledning i en vvs-butik, når du vælger din brusekabine.
Det er en god ide at få vejledning i en vvs-butik, når du vælger din brusekabine.

Når du skal købe en bruse- eller dampkabine, er det en fordel at besøge en vvs-butik, hvor du kan se og mærke de forskellige modellers kvalitet.

Vvs-butikker, som forhandler bruse- og dampkabiner, tilbyder som regel også at installere dem. Det kan være en fordel at vælge den løsning, da forhandleren som regel har et indgående kendskab til de modeller, han sælger. Jo større kendskab vvs-installatøren har til den konkrete type kabine, jo større er sandsynligheden for, at den bliver korrekt sat op og tilsluttet.

Det er selvfølgelig også en mulighed selv at bestille kabinen hos en forhandler eller på internettet og derefter få din lokale vvs-installatør til at stå for opsætningen. For en sikkerheds skyld bør du dog tage en snak med vvs-installatøren, før du bestiller kabinen. Dermed kan du på forhånd sikre dig, at der ikke vil være problemer forbundet med at installere den valgte model på dit badeværelse.

Kan det betale sig at købe en bruse- eller dampkabine i udlandet?

Det kan normalt ikke anbefales at købe en bruse- eller dampkabine i udlandet. Det kan godt være, at du kan gøre en god handel, men du kan risikere at købe en model, som ikke kan tilsluttes hjemme hos dig, fordi udformningen af eller størrelsen på kabinens forskellige rør og afløb ikke passer til danske forhold.

Hvis du bliver fristet af billige priser på f.eks. en udenlandsk hjemmeside, bør du som minimum tage en snak med en autoriseret vvs-installatør i Danmark, inden du køber kabinen.

Publiceret: mandag 23. marts 2009

Kolofon / Send feedback

Af 
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen