Køreplan for nyt badeværelse

Fakta | 

Badeværelset er det rum i boligen, det koster mest pr. kvadratmeter at bygge om. Derfor er det ekstra vigtigt at planlægge ombygningen grundigt, før du går i gang.

Med lidt planlægning skal dit nye badeværelse nok blive, som du drømmer om.
Med lidt planlægning skal dit nye badeværelse nok blive, som du drømmer om.

Det typiske forløb for et badeværelsesprojekt

At lave et nyt badeværelse er ret dyrt og kompliceret set i forhold til, hvor få kvadratmeter det egentlig drejer sig om. Det skyldes, at der stilles særligt høje krav både til materialer og udførelse, fordi badeværelset dagligt udsættes for både vand og fugt. Hvis badeværelset ikke er i orden, kan der hurtigt opstå alvorlige skader, som kan være temmelig dyre at udbedre.

For at få overblik over den lange række af beslutninger, der skal tages for at lave et nyt badeværelse, kan det være en god idé at dele projektet op i forskellige faser, som her er opstillet i en nogenlunde kronologisk rækkefølge:

Badeværelsesgulv med marmorfliser lagt i mønster.
Badeværelsesgulv med marmorfliser lagt i mønster.
  • Planlægningsfasen
  • Valg af rådgivere
  • Tjek på krav og regler
  • Valg af materialer og installationer
  • Budget og afklaring med banken
  • Tilbud og aftaler med håndværkere
  • Forsikring
  • Den praktiske udførelse
  • Afleveringsforretning

Planlægningsfasen

Før du hyrer håndværker, køber materialer og går i gang med dit nye badeværelse, bør du gøre dig en lang række overvejelser. Det er nemlig både dyrt og besværligt at lave tingene om, hvis du vælger forkerte, upraktiske eller ulovlige løsninger.

Her er nogle af de spørgsmål, du bør overveje i planlægningsfasen:

  • Skal du blot modernisere det eksisterende badeværelse, eller skal du renovere rummet mere grundlæggende og have alle de gamle fliser, sanitet osv. ud? Eller skal du i stedet vælge at lave et nyt, ekstra badeværelse et andet sted i huset?
  • Skal du bruge det eksisterende rum, som det er? Eller skal du gøre rummet større ved at flytte vægge i huset og inddrage kvadratmeter fra andre rum?
  • Hvordan fungerer det eksisterende badeværelse? Hvad er godt, og hvad savner du i det daglige? Er der f.eks. brug for mere opbevaringsplads eller et boblebad i hjørnet?
  • Hvilke vaner har du og din familie, når det gælder badeværelset? Skal der være plads til flere personer på badeværelset på én gang, eller benytter I rummet hver for sig? Det har stor betydning for, hvordan rummet skal indrettes, og om der f.eks. skal være to håndvaske eller et ekstra stort bruserum eller badekar.

Inspiration
Ud over alle disse praktiske forhold er det selvfølgelig også vigtigt at beslutte, hvilken stil dit nye badeværelse skal have. Du kan f.eks. hente inspiration i bøger, blade, badeværelsesbutikker og på internettet.

Det kan være fristende at indrette et super moderne badeværelse i det sidste skrig inden for farver, stil og indretning. Men du skal huske på, at jo mere trendy og fancy badeværelset er, jo større risiko er der for, at badeværelset kommer til at virke helt forkert, når moden skifter.

Et meget personligt badeværelse i farvestrålende farver og mønstre efter eget design er sjovt og anderledes, men hvis du har planer om at sælge huset inden for en overskuelig fremtid, er det nok mere sikkert at vælge en mere klassisk stil.

Læs mere i  BOLIUS Fakta: Inspiration til badeværelset  og  BOLIUS Inspiration: Indretning af badeværelset.

Valg af rådgivere

Arkitekt eller indretningsarkitekt
Da badeværelset er et meget trafikeret rum på visse tider af døgnet, er det vigtigt, at rummet bliver indrettet praktisk og funktionelt. Hvis du selv har svært ved at overskue, hvordan badeværelset indrettes mest hensigtsmæssigt, kan du søge hjælp hos en arkitekt eller en indretningsarkitekt.

Byggerådgiver og byggeleder
Det kan være en god idé at søge råd hos en byggerådgiver, så du kan sikre dig, at alle krav og regler bliver overholdt. Det kan f.eks. være en murer eller en bygningskonstruktør.

Når håndværkerne går i gang med badeværelset, kan du have glæde af at have en byggeleder til at styre arbejdet undervejs. Der er mange forskellige håndværkere involveret i at lave et badeværelse, bl.a. murer, vvs-installatør, tømrer, maler, flisemand. Deres arbejde skal koordineres, hvis der ikke skal blive for meget spildtid.

Det er også meget vigtigt at få en byggesagkyndig til at kontrollere, at en arbejdsopgave er løst korrekt, før den næste håndværker går i gang. Det er f.eks. både upraktisk og dyrt, hvis du først finder ud, at faldet i brusenichen er forkert, når fliserne er lagt. Hvis du vælger en uvildig rådgiver til dette arbejde, har du størst sikkerhed for, at kvaliteten er i orden.

Tjek på krav og regler

Blot den mindste lille utæthed i badeværelset kan forårsage alvorlige fugt- eller vandskader i de omliggende konstruktioner. Derfor stiller loven ret strenge krav både til materialer og konstruktioner i badeværelser og til arbejdets udførelse.

En stor del af det arbejde, der skal udføres, skal ifølge loven udføres af autoriserede håndværkere. Du har normalt både brug for en autoriserede vvs-installatører og en autoriseret elinstallatør, når du laver badeværelse. Hvis der skal ændres i kloakinstallationer, skal dette arbejde udføres af en autoriseret kloakmester.

Hvis du flytter badeværelset til et andet sted i huset, skal du anmelde det til kommunen.

Læs mere i  BOLIUS Fakta: Love og regler om badeværelser og BOLIUS Fakta: Gør det selv-arbejde i badeværelset.

Valg af materialer og installationer

Når du har lagt de overordnede rammer for dit nye badeværelse og har fundet ud af, hvilken stil det skal have, skal du til at vælge materialer og installationer.

Gulve og vægge
Fliser bruges ofte som overflade til vægge og gulve i badeværelset, især i de dele af rummet, som bliver mest våde. Fliser findes i mange forskellige størrelser, materialer og mønstre. Læs mere i BOLIUS Fakta: Valg af fliser til badeværelset.

Et toilet optager mindre plads på badeværelset, hvis det er monteret på væggen.
Et toilet optager mindre plads på badeværelset, hvis det er monteret på væggen.

Fliserne udgør kun selve overfladen på vægge og gulve. Under fliserne skal væg- og gulvkonstruktionen også være i orden. I den vådeste dele af badeværelset (vådzonen) skal konstruktionen være helt vandtæt. Læs mere i BOLIUS Fakta: Vægge i badeværelset og BOLIUS Fakta: Gulve i badeværelset.

Installationer
Tekniske installationer er en samlet betegnelse for wc-kummer, håndvaske, vandhaner, brusearmaturer, afløb, faldstamme og vandrør, gulvvarme, radiatorer, udsugningsanlæg osv.

Når det gælder valg af installationer til badeværelset, er der igen en masse spørgsmål, du må forholde dig til, bl.a.:

  • Skal toilettet hænge på væggen, eller skal det stå på gulvet?
  • Skal der være en eller to håndvaske? Hvor stor skal håndvasken være?
  • Hvilke slags vandhaner og brusearmaturer skal der være?
  • Hvor skal afløbet fra bruseniche og håndvaske være?
  • Skal der være gulvvarme eller almindelig radiator?
  • Skal der være en håndklædevarmer?
  • Hvordan skal badeværelset ventileres eller udluftes?

Læs mere i BOLIUS Fakta: Valg af toilet , BOLIUS Fakta: Valg af blandingsbatteri til bruseren og BOLIUS Fakta: Valg af udsugningsanlæg til badeværelset.

Belysning

Godt lys er også meget vigtigt i badeværelset. Lyset skal helst have en naturlig farvegengivelse, og der skal være et godt "arbejdslys", når man f.eks. skal barbere sig eller lægge makeup.

Vær opmærksom på, at der stilles særlige krav til lamper, der skal sættes op i badeværelser.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Sikre lamper i badeværelset.

Rengøring og vedligeholdelse

Når du vælger materialer til dit nye badeværelse, er det en god idé at tænke på, at rummet skal være nemt at rengøre. Nogle materialer er lettere at holde rene. De fleste keramiske fliser tåler f.eks. almindelige rengøringsmidler og kalkfjerner, hvorimod naturmaterialer som marmor og terrazzo ofte er mere sarte.

Et andet eksempel er glasvægge til brusenicher. De kan være en superflot og pladsbesparende løsning, men du skal være opmærksom på, at glasset skal tørres af, hver gang badet har været brugt, hvis pladen skal blive ved at være blank og pletfri.

Du bør også tænke på, at det skal være nemt at reparere badeværelsets installationer, f.eks. udskifte dele, når de er blevet slidt. Hvis du vælger almindelige og traditionelle installationer og løsninger, er det normalt både lettere og billigere at skaffe de nødvendige reservedele.

Budget og afklaring med banken

For at få et overblik over, hvad det vil koste at lave et nyt badeværelse, må du lave et byggebudget, hvor du stiller alle udgifter op. I starten er du nødt til at arbejde med overslagspriser, men efterhånden som detaljerne i projektet falder på plads, kan du lave et mere præcist budget for det nye badeværelse.

På et ret tidligt tidspunkt i projektet er det en god idé at tale med banken, så du kan få et overblik over, hvilke muligheder og begrænsninger din økonomi giver projektet.

Byggeprojekter bliver næsten altid dyrere end planlagt. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at der er lidt luft i budgettet. Som tommelfingerregel er det en god idé at sætte et beløb af til uforudsete udgifter, der svarer til 10-15 procent af projektets samlede pris.

Husk også momsen. I byggebranchen er det normalt at opgive priser uden moms. Du skal også huske at sætte penge af til rådgivere, forsikringer og låneomkostninger.

Hvad koster et badeværelse?

Badeværelset er det rum i boligen, det koster mest pr. kvadratmeter at bygge om. Et nyt badeværelse vil normalt koste fra 12.000 kr. pr. kvadratmeter for et pænt og funktionelt badeværelse til 40.000 kr. pr. kvadratmeter for et badeværelse i luksusklassen. Det vil sige, at et badeværelse på 6 kvadratmeter vil koste et sted mellem 72.000 kr. og 240.000 kr. (priser inkl. moms, 2008).

Materialerne har stor betydning for prisen. Det er f.eks. væsentligt dyrere at vælge metalfliser, marmor eller andre natursten end at vælge almindelige fliser. Armaturer, toiletkummer og badeværelsesskabe findes ligeledes i mange forskellige design og kvaliteter og dermed til forskellige priser.

De usynlige installationer er også afgørende for prisen. Det er normalt ret dyrt, hvis du skal flytte afløb, vandrør, faldstammer og lign. Et indbygget toilet er også dyrere end et fritstående toilet.

Tilbud og aftaler med håndværkere

Et badeværelse er ikke gør det selv-arbejde. En stor del af arbejdet skal ifølge loven udføres af autoriserede håndværkere. Et godt råd er at få alt arbejde udført af autoriserede håndværkere, måske lige med undtagelse af malerarbejde.

Du bør så vidt muligt sørge for at få et fast tilbud fra håndværkerne, så der er klare aftaler om, hvad arbejdet koster. Hvis arbejdet bliver udført på timebasis, er det meget sværere at styre økonomien og bevare overblikket over omkostningerne.

Jo flere oplysninger du kan give om projektet, jo mere præcist tilbud kan håndværkerne give dig. Hvis projektet er for løst, får du priser, du ikke kan regne med holder.

Indhent gerne flere tilbud på arbejdet. På den måde får du en fornemmelse af, om prisen hos den foretrukne håndværker er rimelig. Når du sammenligner priser, skal du sikre dig, at alle tilbud er ens, dvs. at de indeholder de samme arbejdsopgaver og materialer. Du skal også sikre dig, at håndværkeren/byggefirmaet ikke har taget forbehold for dele af opgaven. Du kan have gavn af at have en rådgiver til at se tilbuddene igennem sammen med dig.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Håndværkeraftaler.

Forsikring

Det er en god idé at tegne en såkaldt all risk- eller entrepriseforsikring, som dækker skader, der opstår under byggeprojektet. Da der er vand involveret, når du laver nyt badeværelse, kan sådanne skader nemlig blive ret omfattende og dyre, hvis det først går galt. I princippet bør håndværkeren selv have en forsikring, der dækker, men kan du ikke få dokumentation for, at han har forsikring, bør du tegne en selv, så du er på den sikre side.

Din almindelige husforsikring dækker ikke skader, som opstår på grund af fejl eller mangler, forårsaget af håndværkerne laver under ombygningen. Den dækker heller ikke tyveri af byggematerialer.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Forsikring, når du bygger om eller til.

Den praktiske udførelse

Udførelsen af et badeværelsesprojekt kan typisk opdeles i følgende hovedopgaver:

  • Eksisterende badeværelse rives ned.
  • Vvs-installatør etablerer nye rør og afløb.
  • Elektriker fører el i væggen.
  • Murer støber gulve, pudser vægge og monterer fliser m.m. Hvis der skal lægges vandbaseret gulvvarme, skal vvs-installatøren lægge rør til dette.
  • Vvs-installatør monterer armaturer, afløb, vaske, toiletkumme m.m.
  • Tømrer laver loft.
  • Maler finpudser vægge, sætter væv op og maler.
  • Murer lægger silikonefuger
  • Badeværelset er klart.

Selvom planlægningen og forarbejdet er gjort efter alle kunstens regler, er der mange ting, der kan gå galt under et byggeprojekt. Den største garanti for et vellykket projekt uden uheld, ekstraregninger og forsinkelser har du, hvis du får udført arbejdet som en hovedentreprise, hvor en af håndværksmestrene har hovedansvaret for projektet.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Håndværkeraftaler.

Det er desuden meget vigtigt, at du har en klar aftale med håndværkerne, som i detaljer beskriver, arbejdsopgaver, vilkår, tidsplaner, samt hvornår de forskellige rater af betalingen skal falde. Betal altid kun for arbejde, der er udført, og hvor kvaliteten er kontrolleret.

Det er en rigtig god idé at betale en uvildig rådgiver med erfaring inden for byggeri for at kontrollere, at arbejdet bliver udført i henhold til aftalen og i den aftalte kvalitet, samt at badeværelset overholder kravene i lovgivningen.

Afleveringsforretning

Når byggeprojektet er færdigt, er det en god idé at gennemføre en afleveringsforretning, hvor du gennemgår byggeriet for fejl og mangler. Hvis en af håndværkerne har haft hovedansvaret for badeværelset, laver du afleveringsforretningen med ham. Ellers må du gennemføre den med hver enkelt håndværksmester. Også her kan det være en god idé at have en uvildig rådgiver med.

Ved afleveringsforretningen skal I aftale præcis, hvilke fejl der skal udbedres, og hvornår arbejdet skal være udført.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Når håndværkeren er færdig.

Publiceret: tirsdag 20. januar 2009

Kolofon / Send feedback

Af 
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén

Henvisninger

Kommentarer

Husk at du også kan få FRADRAG når du fornyer dit badværelse, hvis du lader en fagmand udføre arbejdet.

Se mere på:
http://haandvaerkerfradrag.dk/skattefradrag-for-istandsaettelse-af-boligens-indre-rammer.asp
Peter Graversen | 01 Jul 2011
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen