Sikre lamper i badeværelset
Pas på, når du køber lamper til badeværelser. De skal være ekstra vandtætte, så du ikke risikerer at få stød.

- Det kan lade sig gøre at skabe smuk belysning på badeværelset, du skal blot være ekstra opmærksom på de særlige omstændigheder.
Hvilke lamper må du bruge på et badeværelse?
Elektricitet og vand kan være en farlig kombination. Vandet kan lede elektriciteten, så du risikerer at få stød, hvis lampen ikke er vandtæt. Derfor stilles der særlige krav til lamper, der skal bruges i badeværelset.
Badeværelsets forskellige zoner
Alt efter hvor i baderummet en lampe skal placeres, gælder der forskellige krav til lampens vandtæthed. Ifølge reglerne deles badeværelset op i følgende fire zoner ud fra, hvor vådt der er:
- Område 0: Den vådeste del af badeværelset, dvs. den indvendige del af badekarret og i brusenichen.
- Område 1: Den yderste del af badekarret og de dele af brusenichen, der er mere end 0,6 meter fra bruseren.
- Område 2: Den del af rummet, der ligger lige op ad område 1 og 0,6 meter ud fra dette. Desuden vægge op til 2,25 meter over gulvet.
- Område 3: Resten af rummet samt lofter og den del af væggen, der er over 2,25 meter over gulvet.
Krav til lamper i badeværelset
I den del af badeværelset, der ligger i område 3, må du gerne sætte en almindelig lampe op, som ikke er godkendt til vådrum. Det betyder bl.a., at du må sætte en almindelig loftslampe op, hvis loftshøjden i badeværelser er over 2,25 meter.
I alle andre områder i badeværelset skal du bruge ekstra vandtætte lamper, der er godkendt til badeværelser. Kravene til lampen afhænger af, hvor vådt der er det sted, hvor lampen skal sættes op.
Lampens IP-mærkning
Badeværelseslamper har en såkaldt IP-mærkning, som fortæller, hvor tæt lampen er i forhold til vand og støv. Tæthedsgraden angives som IP efterfulgt af to tal. Det første tal angiver, hvor støvtæt lampen er, mens det andet tal angiver, hvor vandtæt lampen er.
I de forskellige områder af badeværelset stilles der følgende krav til lampens IP-mærkning:
- Område 0: Lampen skal være mærket med IP67 og være på maksimalt 12 volt. Det betyder, at den er støvtæt og beskyttet mod indtrængen af vand
- Område 1: Lampen skal være mærket med mindst IP44 og være på maksimalt 12 volt. Det betyder, at den er beskyttet mod oversprøjtning med vand og mod partikler, der er større end 1 mm.
- Område 2: Lampen skal være mærket med mindst IP24. Det betyder, at den er beskyttet mod oversprøjtning med vand og berøring af genstande, der er større end 12 mm.
- Område 3: Lampen skal være mærket med mindst IP20. Der er ingen særlige krav til vandtæthed, men den skal være beskyttet mod berøring af genstande, der er større end 12 mm.
Når du skal vælge en lampe til badeværelset, er det altså vigtigt at vide præcis, hvor den skal sidde. Når du ved det, skal du finde en lampe, der har den rigtige IP-mærkning.
Ud over IP-mærkningen skal alle lamper og andre elapparater, der sælges i Danmark, være CE-mærkede. CE-mærket garanterer dig, at importøren eller fabrikanten af lampen tager ansvaret for, at lampen overholder en række fastsatte sikkerhedskrav. Du bør aldrig købe en lampe, der ikke er CE-mærket.
Hvordan finder du en godkendt lampe?
De lidt indviklede krav til lamper på badeværelser betyder, at det kan være svært at gennemskue, hvilke lamper du må bruge hvor. Det letteste er derfor at få en autoriseret elektriker, som forhandler badeværelseslamper, til at hjælpe dig med at finde en lampe, der er lovlig.
Elektrikeren kan også hjælpe dig med at finde ud af, om en bestemt lampe er godkendt. Hvis du kender lampens navn, kan han som regel hurtigt finde den og undersøge, om den overholder de nødvendige krav.
Det er vigtigt for elektrikeren at vide, hvor i badeværelset lampen skal sidde. Du skal derfor måle afstanden fra lampens placering til indersiden af badekarret eller bruseren.
Hvis du synes, at det er for besværligt, kan du i stedet købe en lampe med den skrappeste IP-mærkning (IP67). Så er du sikker på, at den må bruges overalt i badeværelset.
Må du selv sætter lamper op i badeværelset?
Du må kun selv sætte lamper op i den tørreste del af badeværelset. Det vil sige område 3. I resten af badeværelset skal du have en autoriseret elektriker til at sætte lamper og andre elinstallationer op.
Hvordan kan du tjekke, om dine nuværende lamper er sikre?
Hvis du ikke selv har købt lamperne i dit badeværelse, kan det være svært at vide, om de overholder kravene til vandtæthed.
Du kan tjekke, om lamperne virker sikre og i orden, på følgende måde:
- Tjek, om ledningen sidder godt fast i lampen. Ledningen skal kunne tåle et fast og bestemt træk uden at give sig eller gå løs. Den må heller ikke kunne "skubbes ind" i apparatet.
- Tjek, om lampen virker robust og er udført i en ordentlig kvalitet. Der må ikke sidde noget løst på eller i lampen.
- Hvis du får stød, når du rører ved lampen eller dens ledning, er der noget helt galt. På en lampe må du ikke kunne røre ved gevindet på pæren eller den indvendige del af lampens fatning, når pæren er sat i lampen, og lampen lyser. Du må heller ikke kunne pille dæksler eller plader af lampen, så du kan komme til at røre ved ledninger og samlinger.
- Tjek, om lampen har skarpe kanter. Der må ikke være skarpe kanter der, hvor ledningen går ind i apparatet. Hvis der er skarpe kanter, kan ledningen med tiden blive gnavet over, og du kan derfor risikere at få stød.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt lamperne i dit badeværelse er sikre og i orden, bør du få en elektriker til at undersøge, om du bør udskifte lamperne.
Hvilken slags lys er der brug for på badeværelset?
Der er som regel både brug for almindelig rumbelysning til at lyse rummet op og en særlig "arbejdsbelysning" ved spejlet, så familiens medlemmer kan se godt, når de skal barberer sig, lægge makeup el.lign.
I langt de fleste tilfælde er det derfor bedst med en kombination af flere forskellige lamper på badeværelset.
Belysning af rummet
Rumbelysningen kan f.eks. komme fra lamper i loftet eller uplights på væggene. Hvis brusebadet er placeret i en niche, kan det være nødvendigt med en ekstra lampe her.
Arbejdslys ved spejlet
Arbejdslyset ved spejlet bør være en mere koncentreret lyskilde. Lyset skal placeres, så det ikke kaster mærkelige skygger på ansigtet eller giver reflekser, som gør det vanskeligt at se detaljer.
Desuden er det vigtigt, at lyset har en god farve. Det er ikke særlig rart hver morgen at blive konfronteret med en unaturligt grå eller grøn udgave af sit ansigt. Du kan evt. spørge din elektriker til råds om, hvilke typer lamper der er bedst egnede.
Spejlinger og reflekser
I badeværelset er der mange spejle og blanke overflader, som kan reflektere lyset. Derfor bør du være særligt opmærksom på, om de lamperne, du vælger, kan blænde eller give ubehagelige lysreflekser, når de spejles i de blanke overflader.
Det er altid godt, hvis det er muligt at få dagslys ind i badeværelset. Men da en del badeværelser ikke har vinduer, er det ikke altid muligt.
Publiceret: torsdag 26. juni 2008
Kolofon / Send feedback
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén
Kilder
EBST - Erhvervs- og Byggestyrelsen
Bygningsreglement 2008
"Badeværelse sådan"! | Jan Pasternak | En Bolius-håndbog | Bolius2006
BBR
Home
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Det er stadig god læsning med mange gode råd til belysning i badeværelset og altid en fornøjelse at læse om de forskellige ting der skal tages højde for i våderum.
Det er godt med en gennemgang af IP klasserne og de forskellige områder i badeværelset.
www.ranlight.dk Lamper og Belysning til boligen
En rigtig god artikel om belysning i badeværelser, dejligt med lidt uddybning af IP klasser og våderums områder.
Der findes mange løsninger med LED belysning idag på den måde kan der laves mange senarier i badeværelset, der er også mange der vælger at få sat lysdæmpere på belysningen hvis der benyttes indbygningsspot, mange gange hvis rummet skal bruges om natten til bleskifte osv. for at undgå blænding.
Hilsen
Reene
RANlight