Tjek dit badeværelse for fugtproblemer

Fakta | 

Ældre badeværelser kan have utætte gulve, vægge eller rør, hvor vandet kan sive ud i de tilstødende bygningsdele. Ikke alene kan vandet nedbryde husets konstruktioner med råd og svamp, men fugten kan også medføre skimmelvækst, som giver dårligt indeklima, der kan påvirke helbredet. Læs her om, hvad du skal se efter, og hvad du kan gøre.

Gå dit badeværelse efter i sømmene, så du fanger problemerne i tide.
Gå dit badeværelse efter i sømmene, så du fanger problemerne i tide.

Her kan skaderne forekomme

Der er i de senere år kommet mange nye lovkrav til, hvordan man skal udføre vandtætning i badeværelser, når man bygger nyt eller renoverer. De ændrede regler gør ikke de eksisterende badeværelser ulovlige, men nye krav er jo ofte et udtryk for, at de ældre udførelsesmetoder ikke altid var gode nok. Derfor kan der være god grund til at gennemgå sit badeværelse for eventuelle utætheder.

De værste fugtfælder i et badeværelse er naturligvis der, hvor vandpåvirkningen er størst, dvs. omkring brusepladsen, badekarret og gulvafløbet. Netop her er der mange tilfælde af nedbrudte bygningsdele. Der kan være anvendt forkerte materialer, eller det kan være ukorrekt udført, hvilket kan medføre vandgennemsivning og fugtskader.

Disse steder i badeværelset kan det anbefales at undersøge grundigt:

  • Revner i terrazzogulve, gulv- eller vægfliser eller der, hvor fugemørtel er faldet helt ud.
  • Vægfliser sat op i mørtel med knasfuger (fliser, der er sat helt tæt sammen) eller dårligt udfyldte cementfuger.
  • Flisehjørner, der går indad, hvor cementfugerne kan været revnet.
  • Skjulte eller indmurede vandrør, afløbsrør, faldstammer eller ved gulvvarmerør, der er tæret.
  • Rørgennemføringer i de mest vandpåvirkede områder eller revner i fuger mellem gulvafløb og gulvfliser.
  • Silikonebaserede tætningsfuger, der efter en årrække kan blive utætte på grund af kraftig skimmelvækst, hvis fugemassen ikke indeholder skimmelhæmmende midler.
  • Hvis der er lagt et nyt flisegulv oven på et gammelt badeværelsesgulv, skal gulvafløbet være hævet tilsvarende. Løfter du risten, må der ikke være "bar" beton i siden af hullet.
  • Manglende eller modsat fald på gulvbelægningen mod gulvafløbet.
  • Ventilationsrør, der er ført uisoleret igennem et koldt tagrum, hvor der kan dannes kondensvand ned ad rørets udvendige side, der så kan gøre tilstødende bygningsdele fugtige.
  • Manglende opkant i gulvet ved badeværelsesdøren, der kan medføre, at der løber vand ud i gangen.
  • Manglende forhæng el.lign. ved brusepladsen, der kan gøre tilstødende træværk fugtigt.
  • Trægulve. De senere år er det blevet populært at lægge f.eks. teaktræsgulv på gamle flise- eller terrazzogulve. Et trægulv vil, uanset træets kvalitet eller tætte fuger, aldrig være vandtæt.
  • Hvor badeværelsesgulve eller -vægge er opbygget på et underlag af træplader eller -bjælker, skal man være særlig opmærksom. Råd- og svampeskader her kan være svære at konstatere - måske først, når det er for sent, og en eventuel trænedbrydende svamp har bredt sig til de tilstødende bygningsdele.

    Sådan konstaterer du skader

    Det kan umiddelbart være svært at se, om der trænger fugt igennem de "vandtætte" gulve og vægge til de tilstødende bygningsdele. Sikre tegn på, at der siver vand gennem vægge, der støder op til badeværelset, eller lofter under badeværelset, kan være:

    • Hvis overfladen føles fugtig eller føles uforholdsmæssig kold, når man lægger håndfladen på.
    • Hvis malingen skaller af.
    • Hvis tapetet buler ud.
    • Hvis der er misfarvning på overfladen.
    • Hvis der er fine pulveragtige forekomster, det kunne måske være skimmel!
    • Hvis der er rustgennemslag på loftet.
    • Hvis det ligefrem drypper ned fra loftet, eller hvis fodpaneler, vægpaneler, forsænkede lofter, indfatninger eller andet træværk er uforholdsmæssigt blødt eller angrebet af råd.

      Hvis skaden er sket

      Er der konstateret fugt, skal kilden findes, måske ved hjælp af lup, lommelygte og en fugtmåler. Det er aldrig nok blot at smøre en eller anden form for vandtætningsmiddel på den side, der er beskadiget.

      Når vandgennemsivningen er standset, skal væg- eller gulvkonstruktionen eller de tilstødende bygningsdele tørre helt igennem. Træ, der er nedbrudt af råd eller svamp, skal skiftes ud. Kompakte og sammensatte konstruktioner kan være vanskelige at få tørret helt igennem, men normalt vil der ske en langsom udtørring - så med tålmodighed og evt. ekstra varme og/eller udluftning kan det lade sig gøre.

      Tilgængelige trækonstruktioner bør efter udtørring påføres et kraftigt svampenedbrydende træbeskyttelsesmiddel. Vægge med gipsplader, der er blevet fugtige, vil efter udtørring have den samme styrke som før. Vægge med et skelet af træ beklædt med spånplader vil have forringet styrke, når de har været fugtige, og skal derfor udskiftes.

      Har fugtpåvirkningen fundet sted over længere tid, bør der måske foretages en svampeundersøgelse for at få konstateret, om der er opstået trænedbrydende svampe.

      Hvad koster udbedringerne?

      Reparation af revner i terrazzogulve skal udføres af en fagmand, hvad enten det er selve terrazzobelægningen eller betondækket, der er ødelagt. En terrazzomand vil kunne udføre en korrekt og pæn reparation af et par meter mindre revner i et terrazzogulv for 4.-5.000 kr. Er selve betondækket nedbrudt på grund af rust i armeringen, kan dækkets bæreevne være reduceret, og betondækket skal totalrenoveres. En sådan gulvrenovering kan nemt koste over 100.000 kr.

      Revnede væg- eller gulvfliser kan en handyman selv udskifte. Skal en murer forestå en større udskiftning af gulv- eller vægfliser, uden at vådrumsmembranen skiftes ud, koster det ca. 900 kr. pr. m2 ekskl. materialer. Revnede eller nedbrudte fuger mellem fliser er noget vanskeligere at udbedre. Det hjælper sjældent ret meget bare at smøre ny flisefugemasse eller en silikonefugemasse hen over revnerne. De ødelagte fuger skal fjernes helt, inden der fuges om. Ved fuger imellem gulv og væg eller mellem indadgående hjørner anbefales det at fuge med en elastisk sanitetssilikone. En murer kan genoprette sådanne fuger i en bruseniche for 5.-6.000 kr. 
       
      Ændring af gulvafløb og udskiftning af tærede rør kræver absolut en fagmand. Har man et rigtig gammelt badeværelse med utidssvarende sanitet, dårlig indretning, revnede gulv- og vægfliser, kan man overveje at få totalrenoveret hele badeværelset. Et lille baderum på ca. 4 m2 koster med ny sanitet, omlægning af afløb og vandinstallationer, nye gulv- og vægfliser, gulvvarme, skabsinventar, elarbejde og malerarbejde 120.-130.000 kr. inkl. materialer og håndværkerudgifter. Et 8-10 m2 stort badeværelse koster i tilsvarende udførelse 200.-220.000 kr.

      Publiceret: torsdag 10. januar 2008

      Kolofon / Send feedback

      Af 
      arkitekt maa Michael Freddie
      redaktionschef Kristine Virén

      Kommentarer

      Ingen kommentarer
      * alle felter skal udfyldes



      Nyhedsbrevfh-newsletter

      Køb bolig
      Læs om naboer og naboskab
      Skader på din bolig
      • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
      • Lautrupvang 2
      • 2750 Ballerup

      Se her hvordan du kontakter os

      Få GRATIS bogen
      "Førstehjælp til dit hus"

       

      - så er du klar hvis uheldet er ude

       

      Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

      Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
      ”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

      Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

      Luk og vis ikke igen