Børneværelset - hvordan indretter du det?

Inspiration |  Publiceret: mandag 12. september 2005

Indretningsarkitekt Louise Boel giver gode råd om indretning af børneværelset. Få gode råd om, hvad der skal være, og hvilke materialer du kan bruge.

Jeg elsker børneværelser. Der er noget frit og uspoleret over et børneværelse - i hvert fald dem, som børnene selv har kontrollen over.

Men mange forældre har alt for meget at skulle bevise med indretningen af deres børns værelser. Jeg kommer ud i en del hjem, hvor det bl.a. drejer sig om gode ideer til børneværelser. Og her betinger jeg mig altid, at børnene er hjemme! De skal altså være med. Det er deres fristed - ikke vores (læs forældres) showroom!

Børn vil være, hvor vi andre er - det meste af tiden. Det vil sige, man skal ikke tro, at et godt, smart, sejt, lækkert, sødt, råt børneværelse kan få ungerne til at blive dér. Det kan man ikke indrette sig ud af - det er et spørgsmål om psykologi. Men man kan understøtte og hjælpe - specielt de mindre børn - med at få sig et rigtig godt værelse, hvor de kan udfolde sig og føle sig hjemme.

Hvad skal et børneværelse egentlig bruges til?

Et børneværelse skal først og fremmest være barnets fristed. Det sted, hvor man kan udfolde sig frit uden for mange begrænsninger. Her er der ikke nogen, der siger nej - inden for rimelighedens grænser.

Her skal være mulighed for ikke at blive stoppet i en leg, fordi man skal rydde op. En leg skal kunne tage flere dage/uger, hvis det er nødvendigt. Dels er det sjovt at komme så langt ind i en leg, dels er det meget udviklende at kunne lege færdig.

Tøj behøver ikke gemmes på børneværelset

Mange bruger også børneværelset til at opbevare barnets tøj. Det er dog i høj grad forældres behov - ikke børnenes. Det kan være en fordel at opbevare børnenes tøj i et centralt påklædningsværelse eller i forældrenes skabe, så der frigives mere plads til at lege på. Det er først, når barnet bliver teenager, at det kan blive et krav at have tøjet på værelset. 

De fleste bruger også børneværelset som soveværelse for hvert enkelt barn. Dette er dog et voksent behov - mindre børn har slet ikke behov for at sove alene i deres eget værelse (hvem kender ikke problematikken med børn i dobbeltsengen?). Måske skal der etableres et fælles soveværelse for børnene - så de - i hvert fald indtil de er teenagere - sover sammen.

Hertil skal ikke bruges så meget plads - det er faktisk hyggeligt, at det er småt og intimt (f.eks. køjesenge). Der er således mulighed for at skabe et eller flere fælles legeværelse(r) med mere plads til at udfolde sig på, se fjernsyn og høre musik. Når børnene bliver teenagere, vil et sådant rum kunne fungere som 'slyngelstue' til gavn for alle parter.

Hvad skal børneværelset indeholde?

Et børneværelse skal først og fremmest have masser af gulvplads. Mange lege - specielt med legetøj - foregår på gulvet. Derfor skal der være rig mulighed for at kunne bygge og konstruere ting og lege mange forskellige lege med puder, stole, tæpper, skumgummidyr, Legoklodser og alt muligt andet.

Hvad angår møbler på børneværelset, er det for de mindste børn skægt at have møbler i børnestørrelse. Så kan de sidde som de voksne - i en sofa eller på en bænk.

For de lidt større børn behøver møblerne ikke ligne traditionelle møbler. Her er sækkestole, store gulvpuder, marokkopuder og puffer geniale. De kan bruges til mange forskellige lege og som byggesten til huler. Ligeledes vil en stor dobbeltmadras med puder være meget populær - dels til at hoppe i, dels til at sidde og læse på med eller uden voksne og dels til tv-kiggeri.

Få arbejdsbord eller tegnebar på børneværelse

Et godt arbejdsbord, som børnene kan sidde rundt om, ligesom vi andre sidder ved et langbord, vil også blive meget populært. Her kan der males, spilles, tegnes, læses og leges butik, bibliotek, kontor og meget andet. Hvis bordet har almindelig spisebordshøjde er det en fordel at have høje stole til børnene. De kan benyttes meget længe, og børn elsker at sidde højt.

Hvis der ikke er så meget plads, kan man lave en 'tegnebar' - dvs. et smalt bord, der sidder ud fra væggen, så man kan sidde på begge sider (se ill.) med opbevaring af papir og tegnegrej lige ved siden af.

Brug brede kasser til legetøj

Opbevaring af legetøj er vigtigt. Det skal dels være nemt at rydde hurtigt op, så alle ting kommer på deres rette plads, dels skal det være nemt at overskue, hvor man har hvad. Derfor kan det anbefales at have lave, brede opbevaringskasser, så børnene ikke skal rode alt for langt ned i en kasse. Resultatet vil blot være, at de vender alt indhold ud på gulvet for at se, hvad der er i kassen!

Lave kasser med hjul på har den fordel, at de kan køres ind under reoler, borde og senge. Lave reoler er også en god idé - de kan bruges til at udstille de fine ting, der bliver produceret, fungere som opbevaring og endelig som dukkehuse og ridderborge (se ill.)!

Og sidst - men ikke mindst - husk knager til alverdens udklædningstøj! Det er guld værd, og når du ikke selv kan bruge en jakke eller skjorte, kan du jo prøve at hænge den ind på knagen og se, hvad der sker!

Neutral farve på væggen og tavlelak

Et børneværelse vil i sagens natur være en temmelig spraglet affære med forskelligt legetøj, børnetegninger, bøger osv. Derfor vil en neutral farve på væggen kunne skabe ro og helhed.

En af væggene i rummet kan være én stor tavle, malet med tavlelak. Så må man gerne tegne på væggen, og børnene står selv for udsmykningen.

En anden god idé kan være at tapetsere én af væggene i rummet med et fototapet - en elverskov, et vandfald, en bøgeskov eller en tropisk sandstrand! Det store billede vil danne baggrund for mange lege.

Med hensyn til materialerne i et børneværelse er kravene, at de skal være slidstærke, rare at røre ved og nemme at rengøre. Derfor vil et trægulv være et egnet gulv, og væggene bør males med lidt højere glanstal end ellers (f.eks. glans 8), så de er til at vaske af.

Få godt lys i børneværelset

Lys i et børneværelse er vigtigt - både dagslys og elektrisk lys. Børneværelser skal placeres, så der er masser af dagslys dagen igennem - dvs. gerne med vinduer til flere sider. Det vil være medvirkende til, at børnene vil gøre brug af deres værelser.

Med hensyn til elektrisk belysning skal der være en alment oplysende loftlampe med et blødt, diffust lys (f.eks. rispapir eller en slebet glaslampe) samt ved tegne- og arbejdsbordet et godt arbejdslys. Derudover kan billeder, tavler og reoler oplyses og derved give et indirekte lys i resten af rummet - hertil kan anvendes spots, der kan rettes i forskellige retninger alt efter behov.

Kolofon / Send feedback

Af Louise Boel, indretningsarkitekt

Kommentarer

Ih, overvejer nu at lave fælles legeværelse for mine 2 mindste piger på 1 og 4 år og fælles soveværelse i et andet værelse til dem. Den store på 4 er helt med på idéen - tror det er tanken om en køjeseng, der lokker :-)
Eva Hald | 21 Apr 2012
Tak for de gode og saglige råd!!

Mvh Rikke
Rikke Møller Glendorf | 06 Jul 2010



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen