Jeg betragter det at rådgive folk om noget så privat som boligindretning som et tillidshverv. Jeg vil derfor gerne bruge denne første spalteplads til at introducere mig selv.

Jeg er uddannet på Danmarks Designskole, Institut for Rum, hvor jeg tog afgang juni 1999. Umiddelbart derefter startede jeg min egen tegnestue, som jeg har haft i seks år. Her beskæftiger vi os med alle former for indretning - både for private og erhvervskunder.

Jeg er 38 år, gift og har to børn og bor i et gammelt murstenshus fra 1930, hvor der konstant er noget at arbejde med. Så jeg ved godt, hvad det vil sige at leve i byggerod i lange perioder. Jeg ved godt, hvad det vil sige at kunne se resultatet for sig, men være meget længe om at komme derhen.

Jeg kender godt de frustrationer, der opstår, når alt er pakket væk eller har andre pladser end normalt. Jeg har masser af gange tænkt tanker som "måske skulle vi bare leve i det, som det er" eller "jeg vil hellere bo til leje" - men jeg er også hurtigt kommet på andre tanker. Fordi jeg gang på gang ser det ske via mit arbejde: Folk køber en bolig - drømmer, planlægger, udfører og lever. Det er fantastisk at være med til og opleve og er en af de mange grunde til, at jeg elsker mit job. Fordi det handler om at opfylde folks drømme og visioner om, hvordan de gerne vil leve deres liv i deres bolig. Hvordan de gerne vil indramme deres hverdag og sætte en dagsorden for, hvordan livet skal leves i deres bolig.

Jeg har efterhånden været i omkring 100 danske hjem. Det har været fantastisk. Det har været underholdende, spændende og lærerigt. Og aldrig kedeligt, sørgeligt eller ligegyldigt. For hjem er en historie om mennesker - om hvordan vi tænker, tror og drømmer. Om steder, vi har været, og steder, vi gerne ville være. Om mælk, der er spildt, og stole, der er slidt. Om forandringer og forankringer. Om hvordan vi lever - sammen og alene.

Men indretning handler om mere end blot, hvor skabet skal stå. Indretning handler også om, hvor væggene skal placeres, om hvilke funktioner der skal hænge sammen eller være adskilte. Om hvilke typer rum man har brug for, om at have meget plads, hvor man er sammen, og intime rum, hvor man er alene. Om at prioritere sine m2, hvis man har meget plads. Om muligheder for opbevaring og muligheder for udfoldelse. Om den rigtige belysning til den rette funktion og om verdenshjørnernes betydning for de farver, man vælger på væggene. Om forholdet mat og blank og om kontraster. Om ganglinjer og deres betydning for møblering. Og meget mere …

At bo småt har jeg også prøvet. Jeg har boet på 79 m2 i to etager (et grundplan på 40 m2) og masser af skråvægge. Sådan boede jeg i 10 år - først med kæreste og senere kom der to børn til. Til sidst sov vi forældre på reposen, og børnene delte et værelse. Det var meget småt og kunne egentlig ikke lade sig gøre, men hele vores familie blev dannet i disse år. Vi har haft nogle fantastiske stunder i denne - alt for lille - bolig. Den var svær at flytte fra - men nødvendigt. For selv om vi var opfindsomme, og den næste plan ville have været noget med et hejseværk med kurve under kip (!), var vores trivsel i fare. Vi havde fået nogle andre behov - ingen kunne være i fred, medmindre vi kørte en tur i Berlingoen (vores ekstra værelse). Det var tid til at erkende, at nu måtte vi videre. Men det at skabe et hjem på ny er ikke ligetil. En bolig skal indtages, og det tager tid. Det kan man ikke fremskynde. Det kræver tålmodighed at lære en ny bolig at kende - børnene sagde i lang tid, at de gerne snart ville "hjem" igen. Men hvad er det, der skaber denne "hjemfølelse"? Hvordan kan man gøre sin bolig til sit hjem? Jeg tror, at dette kun kan ske over tid. Et "hjem" er i høj grad et sted omgivet af minder om gode og mindre gode stunder oplevet sammen med familie og venner. Et "hjem" vokser frem af ting og møbler, der tilføjes undervejs. Og det er kun hjemmets beboere - altså jer, kære læsere - der kan gøre dette. Jeg - som indretningsarkitekt - kan hjælpe til med at skabe de gode rammer, der befordrer den slags oplevelser, ved at rådgive jer om de ovenfor nævnte forhold. Men det er jer, der skal skabe livet i rummene - i jeres "hjem".

På et tidspunkt boede jeg til leje hos en ældre dame på Nørre Søgade i en gammel femværelses københavnerlejlighed med udsigt til Søpavillonen og søerne. Hun var enke efter en arkitekt og ville ikke skille sig af med sin store lejlighed trods den megen plads. For disse rum mindede hende om deres liv sammen. Alt, hvad hun havde omgivet sig med, fortalte hende en historie om deres liv sammen. Uden disse minder kunne hun ikke eksistere. Derfor havde hun brug for plads.

Hele hendes indretning var valgt efter lyset. Dér, hvor sollyset ramte om morgenen, havde hun soveværelse. Senere blev teen indtaget og avisen læst i den stue, hvor solen kom ind først på formiddagen. Så gik hun i byen, for solen nåede først den næste stue først på eftermiddagen. Kl. 17.00 fik hun et glas whisky i den stue, hvor den sidste sol kunne mærkes, hvorpå den gik ned, og fjernsynet startede. Hun levede med dagslyset. Lys er lig med trivsel - ikke kun for planter, men også for os mennesker. I næste artikel vil jeg derfor kaste lys over en række forhold, som man skal være opmærksom på i sit valg af lys - både dagslys og kunstig belysning.