Feng Shui, virker det

Inspiration |  Ajourført: mandag 10. maj 2010

Den orientalsk inspirerede praksis har vundet indpas i specielt mange amerikanske hjem, hvor Feng Shui bl.a. angiver regler for den optimale placering af møbler og valg af farver i boligen. Feng Shui kan betragtes som almindelige tips til boligindretning på linje med alle mulig andre ideer og hviler ikke på nogen naturvidenskabeligt funderet sandhed.

 


Hvad er Feng Shui?

Ny_Lys_blomst.jpg Feng Shui, udtales "fung sway". Der er tale om en flere tusind år gammel kinesisk praksis, der sigter på at skabe en menneskelig harmoni i vores omgivelser. Begrebet tager afsæt i taoismens lære om ying og yang, om chi-energien, de fem elementer og de otte verdenshjørner.

Selve navnet Feng Shui kommer af begrebets fokus på, hvordan naturen indvirker på menneskets velbefindende. Således betyder "feng" vind, mens "shui" betyder vand.

Oprindeligt skulle Feng Shui-eksperterne rådgive den kinesiske kejser, således at han opnåede et godt helbred, velstand og magt. Feng Shui har undervejs i historien delt sig i en række skoler, hvoraf nogle er blevet forbundet med den såkaldte new age-bevægelse.

På vore breddegrader er Feng Shui mest kendt for sin lære om indretning af beboelsesrum og arkitektur. Udgangspunktet er, at du kun opnår en følelse af harmoni og velvære ved at indrette boligen og arkitekturen efter principperne i Feng Shui og dermed undgår de såkaldte negative energier.

Hvem er tilhængere af Feng Shui?

Tilhængerne af Feng Shui i vor del af verden befinder sig typisk inden for det alternative behandlermiljø, der rummer metoder lige fra astrologi over pyramideenergi til magnetterapi. Inden for samme sfære finder vi også den såkaldte new age-bevægelse, der opstod i slutningen af forrige århundrede som en reaktion mod verdsliggørelsen af samfundet.

I lighed med andre grupper inden for det alternative behandlermiljø har de mest fremtrædende tilhængere af Feng Shui gjort en levevej ud af deres tro. Indtægterne hentes hjem ved salg af konsulentydelser og foredrag, seminarer og undervisning om Feng Shui.

Er Feng Shui en videnskab?

Ofte foretages en skelnen mellem de hårde naturvidenskaber og de mere bløde samfundsfaglige og humanistiske videnskaber. Fælles for både de hårde og de bløde videnskaber er imidlertid, at opgaven er, at skabe nye teorier, der bringer os til en dybere forståelse af verden inden for et givet område.

Er en teori således åbenlyst uholdbar, bør den justeres eller forkastes, så den i højere grad beskriver det, som den udtaler sig om. Videnskab er med andre ord en metode til at indsamle og bearbejde viden med det formål at få en dybere indsigt i et givet fænomen.

Ud fra ovennævnte kriterier vil Feng Shui ikke kunne beskrives som en videnskab i traditionel forstand. I naturvidenskabelige kredse betragtes Feng Shui da heller ikke som videnskab, selvom mange videnskaber inden for den samfundsfaglige og humanistiske sektor i givet fald også ville få problemer med at leve op til naturvidenskabens benhårde videnskabelige kriterier.

Er Feng Shui fup eller fakta?

Svaret afhænger af, hvem du spørger. Mange etablerede designere og arkitekter betragter det som ren sortekunst, mens tilhængerne begrunder deres entusiasme med, at der er tale om en praksis, der har flere tusind år på bagen.

Historien har da også vist os, at en metode godt kan fungere, selvom den videnskabelige dokumentation mangler. At dømme efter talrige forsøg virker akupunktur ofte smertestillende, selvom forskerne har svært ved at finde en videnskabelig forklaring på fænomenet. Den etablerede lægeverden har i mange år afvist akupunktur som ren hokuspokus, men gennem de senere år har flere naturvidenskabeligt uddannede personer taget metoden til sig.

Findes der videnskabelig dokumentation for Feng Shui?

Det amerikanske tv-show "Bullshit" beskæftiger sig med aflivning af populære myter. De to værter, Penn og Teller, tog i marts 2003 arbejdsmetoden hos tre Feng Shui-konsulenter under systematisk behandling. Udgangspunktet var, at hvis Feng Shui var en videnskabelig disciplin, ville de tre Feng Shui-konsulenter også nå frem til det samme resultat i indretningen af et almindeligt sydcalifornisk hjem.

Ikke helt overraskende blev resultatet, at de tre konsulenter arrangerede møbler og foreslog farver i hjemmet, som hver især var meget forskellige fra de andre konsulenters forslag. På den baggrund konkluderede Penn og Teller, at Feng Shui var og blev "pølsesnak".

Mange tilhængere af Feng Shui kan imidlertid berette om positive effekter af en alternativ indretning af boligen.

Findes der én korrekt måde at indrette boligen på?

Tilhængerne af Feng Shui mener, at den optimale indretning af boligen kan begrundes ud fra en given facitliste, der tager sit udgangspunkt i læren om Feng Shui.

Blandt indretningsarkitekter og designere er holdningen mere fleksibel. Der findes ganske enkelt ikke nogen facitliste for den optimale indretning af boligen, lyder det fra de etablerede kredse. Designere og arkitekter holder sig helt overordnet til, at indretning og herunder valg og sammensætning af farver varierer med moden.

I en periode er en bolig holdt helt i hvidt sagen, mens der i en anden periode skal kraftigere farver til. Populære myter, som at "grønt er godt for øjnene", vinder ikke genklang hos de professionelle, der tværtimod anfører, at opfattelsen af farver er kulturelt bestemt. Opfattelsen af farver er med andre ord en del af vores fælles "kulturelle ordbog".

Samtidig er der tvivl om, hvorvidt alle mennesker opfatter en given farve på samme måde. Forskere er dog ikke i tvivl om, at personer med farveblindhed opfatter bestemt farve anderledes end ikke-farveblinde personer.

Hvad kan Feng Shui gøre for dig?

Svaret afhænger af, om du tror på Feng Shui eller ej. Nogle tilhængere argumenterer for, at hvis du indretter din bolig efter principperne i Feng Shui, bliver du bedre i stand til at koncentrere dig, bliver mere modstandsdygtig over for sygdomme og bliver mindre træt.

Andre tilhængere nøjes med at love en mere harmonisk tilværelse, som gør dig mere afslappet og mindre stresset.

Hvordan kan Feng Shui have en effekt?

Blandt de fleste forskere er det anerkendt, at omgivelserne spiller en rolle for en persons velvære. Eksempelvis bryder de færreste sig om at bo i et værelse med nøgne, kolde og afskallede betonvægge. Arkitekter og designere udnytter denne viden til at skabe rum, der giver brugerne et positivt indtryk af helheden og dermed giver mulighed for øget velvære.

På samme vis arbejder Feng Shui-konsulenter på at skabe omgivelser, der giver tilfredse brugere. I ingen af tilfældene kan det afvises, at indretningen af boligen eller kontoret spiller en rolle for brugernes velbefindende. Men nogen form for "ekstra dimension" eller naturvidenskabeligt belæg indeholder Feng Shui ikke.

Læs også mere i "Ryd op i dit rod" | bog af Karen Kingston | Bogans Forlag, 2005

 

 

 

Kolofon / Send feedback

Af Jørgen Rasmussen
Jan Bo Felland, videnformidlingschef jaf@bolius.dk

Kilder

Vurder [Der er 0 der har stemt. Hvad synes du?]

Sender din stemme...

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes


CAPTCHA billede for SPAM beskyttelseHvis du ikke kan læse ordet, tryk her.


Annonce

NETOP NU

Skal du vælge krukke eller højbed?
 
Tips & Råd | Svar: Krukkernes mobilitet gør dem praktiske til følsomme planter, mens højbed bliver varmere end resten af haven.

Nyhed | Hvor gør du af børnenes legetøj i haven?

Tips & Råd | Hvor meget kan du spare ved at dyrke dine blåbær selv?

Annonce
Annonce

Inspirerende billedserier

Køb bolig
Førstehjælp til dit hus
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2, 1
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os