Intelligent maling (nanomaling)

Fakta | 

Intelligent maling er fremstillet ved hjælp af nanoteknologi og skulle angiveligt kunne få smuds og pletter på væggene til at forsvinde "af sig selv", forebygge skimmelvækst og desuden rense luften i rummene. Der foreligger en vis dokumentation for egenskaberne, men endnu ikke megen erfaring med produkterne.

 


intelligent maling Hvad er intelligent maling?

Intelligent maling har egenskaber ud over de almindelige malingstyper, hvor man kun kan ændre overfladens farve og glans. Intelligent maling laves ved hjælp af nanoteknologi.
 
Malingen har aktive egenskaber, og kan ifølge producenterne rense sig selv for misfarvning og fedt og forhindre vækst af bakterier og skimmel på overfladen. Nogle intelligente malinger kan også mindske flygtige opløsningsmidler såsom formaldehyd og butanol, samt lugt fra tobaksrøg, stegeos og lign.. Andre typer intelligent maling kan isolere mod stråling fra f.eks. mobiltelefoner og sendemaster.

Intelligent maling males på med en almindelig malerrulle.

Hvad er nanoteknologi?

Nanoteknologi gør det muligt at ændre på et materiales egenskaber. Nano betyder dværg på græsk, og en nanometer er en milliarddel af en meter.

Nanoteknologi handler om at kunne kontrollere naturens mindste byggesten på det atomare niveau. Med atomar præcision kan man bestemme, hvor atomerne eller de forskellige lag af atomer skal sidde, når man fremstiller materialer og strukturer. Det gør det muligt at give materialer nye funktioner.

Hvordan virker intelligent maling?

Malingen virker ved, at der "lægges" et tyndt lag titanoxid i form af nanokrystaller ind i overfladen på malingen ved hjælp af nanoteknologi. Når malingen får dagslys eller kunstig belysning, starter den kemiske proces, fotokatalysen, der nedbryder organiske luftforureninger (formaldehyd etc.) som kommer fra rengøringsmidler, lak fra træmøbler m.v. Jo mere lys, jo større virkning.

Er der nogen sundhedsrisiko ved intelligent maling?

Der har været meget skriveri omkring sundhedsrisici ved arbejde med nanoteknologiske produkter (specielt dem, der sprøjtes på, f.eks. rengøringsprodukter), og det kan ikke med sikkerhed siges, om intelligent maling baseret på nanoteknologi udgør en sundhedsrisiko. Professor Wolfram Maier fra Maxit Group mener ikke at der er nogen risiko, idet nanopartiklerne er bundet i malingen og ikke på noget tidspunkt bliver frigjort, så de kan indåndes. Arbejdsmiljøinstituttet, AMI, giver umiddelbart Wolfram Maier ret, forudsat at malingen ikke sprayes ud. Seniorforsker Ph. D. Keld Alstrup Jensen fra AMI mener dog, at der kan tænkes at være risiko for indånding af nanopartikler den dag malingen skal skrælles af væggen igen eller hele væggen nedrives. I de situationer vil støvpartiklerne indeholde de oprindelige nanopartikler som evt. indåndes, og AMI kender intet konkret til hvordan støvpartiklerne og nanopartiklerne i dem vil opføre sig i de tilfælde. Man kan dog i vidt omfang beskytte sig selv mod støvpartiklerne ved at bruge åndedrætsværn og andre værnemidler.    

Hvad lover producenterne?

Bolius har været i kontakt med to firmaer, der producerer intelligent maling.

Maxit reklamerer med, at deres intelligente maling:

  • kan rense luften for lugt og urenheder som røg, mados og indelukkethed og for skadelige stoffer som formaldehyd (findes blandt andet i nye beklædningstekstiler) og ammoniak (findes blandt andet i rengøringsmidler).
  • kan omdanne luftens urenheder til harmløs kuldioxid og vand.
  • kan sikre friskere luft og et bedre indeklima til gavn for alle ? også et stigende antal allergikere.
  • ikke rummer nogen sundhedsrisiko
  • kan virke ved både sollys, halogenspots, UV-lys og anden kunstig belysning.

Rockidan reklamerer med, at deres intelligente maling kan:

  • nedbryde organiske forbindelser og reducere bakterievækst på den behandlede overflade.
  • mindske lugten af tobak, stegeos og lign.
  • skabe optimalt indeklima overalt i private hjem.
  • kombineres med et andet produkt fra Rockidan, som kan skærme mod elektrosmog, elektromagnetisk stråling fra blandt andet mobiltelefoner og sendemaster.
  • virke ved uv-lys.

Virker den intelligente maling?

Maxit har sendt følgende dokumentation:

En rapport fra Forschungsinstitut für Pigmente und Lacke e.V. konkluderer, at både Airfresh Puds og Airfresh Maling har en fotokatalytisk effekt, der reducerer indholdet af kvælstofoxider NO og NO2 i luften. En stor del af NO stammer fra luftforurening fra bilos og kraftvarmeværker.
 
Rapport fra University of Hannover, Prof. Dr. Bahneman, som er en af pionererne inden for fotokatalyse og formand for Tysklands standardiseringskomite for testmetoder omkring fotokatalyse. Rapporten konkluderer, at det er fastlagt, at Maxit Airfresh (maling) besidder yderste bemærkelsesværdige fotokatalytisk aktivitet, hvor ved den ikke ønskværdige dannelse af NO2 antager et meget lavt niveau (der er testet for Propanol og Aceton).

Rapporten "Determination of the Ability of Maxit Airfresh Plaster to Reduce Odour and the Formaldehyde Concentration in the Indoor Climate" fra Teknologisk Institut konkluderer, at Maxit Airfresh Puds har en effekt på reduktion af formaldehydkoncentration og ammoniak i luften.

Rockidan er kommet med følgende dokumentation:

En rapport fra Fraunhofer Institut for Bauphysik oversat til dansk konkluderer, at malingen har en reducerende effekt på vækst af skimmelsvampe og bakterier.

En rapport fra Zentrum angenwandte Chemie Institut für Technische Chemie konkluderer, at malingen har en nedbrydende effekt på fedt- og farvestoffer.

En rapport fra Fraunhofer Institut for Materialanalytik und Innenluftchemie, konkluderer, at malingen har en tydelig effekt på reduktion af formaldehydkoncentrationen i luften.

Bolius konkluderer følgende ud fra den fremsendte dokumentation:

Da rapporterne kommer fra anerkendte institutter, betyder det, at der er dokumentation for, at malingen fra Maxit reducerer luftens indhold af kvælstofoxider (NO og NO2), en lang række flygtige opløsningsmidler, formaldehyd, ammoniak, samt lugten af mados og tobaksrøg.

Dokumentationen fra Rockidan viser, at produktet Capasan 1010 har en reducerende effekt på vækst af skimmelsvampe og bakterier på overfladen af væggen. Ligeledes har den en nedbrydende effekt på det snavs, der sidder på væggen. Derudover er der dokumentation for, at den kan reducere luftens indhold af formaldehyd. Der er ikke dokumentation for, at nanomalingen kan reducere eller fjerne lugt. Der er ikke dokumentation for, at produktet Caparol Electro Shield kan fjerne eller reducere elektrosmog.

Hvad mener producenterne?

Ifølge Maxit forbedrer Maxit Airfresh indeklimaet betragteligt og som en sidegevinst kan malingen også fjerne en række pletter og misfarvninger fra f.eks. rødbedesaft, rødvin og kaffe.

Rockidan understreger, at Capasan kan bidrage til et endnu bedre indeklima i rum, hvor der i forvejen gøres rent og luftes ud, og at malingen aldrig må blive et alternativ til regelmæssig udluftning eller rengøring. Dels fordi ikke alle stoffer kan spaltes og nedbrydes, dels fordi en masse andre indeklimaproblemer, f.eks. husstøvmider, hænger direkte sammen med, om der luftes ud eller ej.

 

 

 

Publiceret: mandag 5. juni 2006

Kolofon / Send feedback

Af 
Kim Gregersen, nyhedsredaktør
Lone F. Geyer, fagredaktør i Bolius, bygningskonstruktør og byggeøkonom

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen