Pas på, når du køber byggematerialer
Der kan være mange penge at spare ved selv at købe byggematerialer. Læs, hvilke byggematerialer du kan købe, og hvilke du bør holde dig fra.
Et udstillingskøkken til spotpris over nettet. Flotte polske klinker, du nærmest får kastet i nakken ved personlig afhentning. Eller en tysk luksusemhætte til halv pris.
Det er nemt at blive fristet til at udnytte udlandets og ikke mindst nettets lokkende tilbud, når hjemmet trænger til en overhaling af de større.
Men selv om der umiddelbart er penge at spare ved selv at købe varen, kan det ende med at blive dyrere. Det afhænger alt sammen af, hvor meget det købte produkt ligner det, den entrerede håndværker plejer at arbejde med, og om varen overhovedet lever op til de gældende standarder for en dansk bolig.
Dansk Byggeri: Lad professionelle købe materialer
- Den eksisterende CE-mærkning og EUs byggevaredirektiv, der er under revision, har til formål at skabe harmonisering og dermed lette handlen mellem landene. Men det er min overbevisning, at man skal lade en professionel om at foretage indkøb af materialer, siger branchedirektør Niels Nielsen, Dansk Byggeri.
Han peger på de mange nye krav til byggematerialer, som en af udfordringerne, hvis du selv køber vinduer eller døre.
Byggematerialer skal leve op til danske standarder
Samtidig mener han, at spørgsmålet om ansvar i forbindelse med mangler og erstatning bør overvejes, inden du påtager sig opgaven som privat materialeindkøber.
- De skærpede krav til boligen omkring bl.a. energi skal overholdes. Her ved en professionel langt bedre end en husejer, hvilken standard der er påkrævet. Ved selv at påtage sig opgaven, påtager man sig også en risiko, hvis man køber noget fejlagtigt, eller hvis varen ikke kommer til tiden, så håndværkeren er kommet forgæves, advarer Niels Nielsen.
Hjælpematerialer koster også
Dansk Byggeri peger desuden på, at du ved sammenligning af priser hos byggevirksomheden med byggemarkedets og nettets priser, bør huske også at medregne prisen på hjælpematerialer.
- Hjælpematerialer som fugemasse og klæber samt forskellen på netto- og bruttomængder er vigtig for prissætningen, forklarer Niels Nielsen.
Fagmand bør købe gasfyr og varmepumpe
Byggerådgiver hos Bolius, Bjørn Bo Klahn, peger på, at du bør være varsom med at købe elektroniske byggematerialer.
|
Byggematerialer, du selv kan købe
|
- Jo mere komplicerede ting er, når de skal sættes op, jo mere bør man holde sig fra at købe dem. Det gælder bl.a. materialer med mange komponenter eller elektronik som et gasfyr eller en varmepumpe.
- Det kan sagtens være, der er mange penge at spare, men det kræver, håndværkeren kender mærket og kan sætte det op, og så er det vigtigt, at alle komponenterne er til stede, forklarer Bjørn Bo Klahn.
Svært at vurdere krav til byggematerialer
Han mener godt, du som husejer kan kaste dig ud i rollen som indkøber. Men du bør begrænse dig til udvalgte områder.
- I Danmark findes der minimumskrav til en del bygningsmaterialer. Vinduer skal f.eks. være tilsluttet DVC, Dansk Vindues Klassificering, som indeholder nogle standarder for vinduer, der sikrer en god standard. Om et polsk vindue lever op til samme regler kan være en meget svær opgave at vurdere specielt for en lægmand, siger Bjørn Bo Klahn.
|
Materialekøb du bør overlade til den professionelle
|
”Farligt” at købe vinduer selv
Han mener, at netop vinduer sjældent kan betale sig at købe selv.
- Ofte får bygherre taget forkerte mål, så hvis vinduerne ikke kan leveres tilbage, skal de enten kasseres, eller vindueshullet skal bankes større. Fejlkøbet er bygherres ansvar alene og kan ende med at blive en merudgift på 40.000-100.00 kr. for et helt hus, vurderer Bjørn Bo Klahn.
Pas på med at købe gulvafløb i udlandet
Han advarer også mod indkøb af gulvafløb i udlandet. I Danmark er der særlige krav til konstruktion af vådrum. Derfor kræver det en særlig viden at foretage køb af materialer til badeværelser.
- En god professionel håndværker vil aldrig tage ansvaret for at sætte et ikke godkendt afløb op, da det er ham, der bliver draget til ansvar. Men skulle det alligevel ske, kan en opsætning af gulvafløbet på et 1.-sals badeværelse med let konstruktion resultere i en langsom rådskade i etageadskillelsen, der kan koste flere hundrede tusinde kr., forklarer Bjørn Bo Klahn.
Køb de sikre varer og spar
- Men du kan til gengæld sagtens selv købe fliser, trægulv, mursten eller teglsten, hvis bare du sikrer dig at købe de rigtige mængder fra starten.
- Du kan også selv købe køkkenelementer og vvs-udstyr, men du kan ikke helt gardere dig mod, at håndværkeren kommer lidt ekstra på regningen som kompensation for den fortjeneste, han gik glip af omkring materialerne, vurderer Bjørn Bo Klahn.
Kolofon / Send feedback
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer