Seniorbofællesskab giver tryghed

Inspiration |  Publiceret: fredag 22. januar 2010

Beboerne i seniorbofællesskabet Trekronergård ved Roskilde er gode til at passe på hinanden. Det giver dog også diskussioner om stort og småt at bo så tæt.

De spiser aftensmad sammen en gang om måneden og hygger med frokost i havestuen om lørdagen i sommerhalvåret. De friskeste af beboerne laver havearbejde sammen og passer også lidt ekstra på bofællesskabets ældste medlemmer, hvoraf en har rundet de 90 år.

At bo i bofællesskab på sine "gamle" dage giver en tryghed og et fællesskab. Det er noget, der især bliver rart at have, hvis ægtefællen pludselig falder fra, mener Helle og Svend Danielsen.

De har boet i seniorbofællesskabet Trekronergård i Trekroner lidt uden for Roskilde siden 2003, hvor husene stod færdige.

- Vi har bl.a. tænkt, at det er rart at have nogle at snakke med, hvis man pludselig bliver alene. Vi kigger lidt efter hinanden her og lægger mærke til, om gardinerne bliver trukket fra hos naboerne. Vi har også lister med navne og numre på alle beboernes pårørende, fortæller Helle Danielsen.

Der bor flest kvinder i Trekronergård

Der bor i alt 26 beboere i Trekronergård fordelt i 19 andelsrækkehuse. De 17 er kvinder, og ni er mænd.


Helle og Svend Danielsen nyder den tidlige forårssol sammen med gode vender fra bofællesskabet i den fælles pavillon.

Det var Roskilde Kommune, der tilbage i 2000-2001 arrangerede borgermøder for interesserede ældre, der godt kunne tænke sig at flytte i bofællesskab.


Der er i alt 19 andelslejligheder i Trekronergården, størrelserne på lejlighederne ligger fra 65 til 110 kvadratmeter.

En underafdeling af Kuben, Boligtrivsel i Centrum, ydede bistand under opstartsfasen, hvor beboerne bl.a. sammen med en antropolog og entreprenøren fra firmaet E.B. Nilson slog streger og fastlagde de fysiske rammer for bofællesskabet.

Vil ikke byde børnene at skulle rydde op

Undervejs i projektfasen faldt en del potentielle beboere fra, og nye kom til. Blandt dem var Svend og Helle Danielsen, der solgte deres 190 kvadratmeter store hus i Fløng, som de ellers havde boet i gennem 30 år.

- Vi kunne godt se, at vores hus på sigt ville være alt for stort til os. Så vi ville rydde op, mens vi kunne overkomme det og stadig var to. Den opgave ville vi ikke byde vores børn, siger Svend Danielsen.

Ægteparret havde også et sommerhus, som de gerne ville beholde. Derfor var andelsboligen i bofællesskabet i Trekroner en overkommelig økonomisk investering.



Et kig ind i ægteparrets store opholdsstue



Badeværelserne i alle andelslejlighederne er store og rummelige.

Ingeniørbaggrund var god i byggefasen

Svend Danielsen er uddannet ingeniør, og derfor blev han hurtigt involveret i byggeprocessen og deltog bl.a. i byggemøderne på vegne af beboerne.

Det gik ikke altid stille for sig. Beboerne var ikke helt tilfredse med kvaliteten af arbejdet, og undervejs gik entreprenøren konkurs. Der blev rejst en voldgiftssag, men efterfølgende har andelsforeningen via en advokat indgået forlig og fået omkring 1½ mio. kr. fra konkursboet.

Først sidste år blev byggesagen afgjort, fortæller Svend Danielsen.


Beboerne nyder godt af de store grønne fællesarealer


- Det var en større proces, end jeg havde forestillet mig. Folk har da også undervejs været lidt nervøse for, hvad det endte med, siger han.

Beboerne ville have svømmepøl

Til at starte med måtte beboerne komme med en masse ønsker til projektet, og det var måske lidt uheldigt, synes Svend Danielsen set i bakspejlet.

- Det blev hurtigt til en helt urealistisk ønskebod med f.eks. svømmebad i kælderen, og det havde vi slet ikke råd til. Så undervejs barberede vi en masse af og valgte nogle billigere løsninger, og det var selvfølgelig en lidt kedelig proces.


De åbne forhaver gør det nemt at stoppe op og høre hvordan hinanden har det

Men nu står de rødmalede rækkehuse af træ færdige side om side i hesteskoform med en lille glaspavillon i midten af gården. I den ene ende af længerne ligger fælleshuset, der bruges til spisning, møder og gymnastik en formiddag om ugen. Og naboer er der masser af lige uden for døren.

- Selvom vi bor tæt, så føler vi ikke, at vi bor for tæt. Vi kan også altid tage op i vores sommerhus, siger Svend Danielsen.

Små ting bliver diskuteret meget

Det er ikke altid helt let at blive enige om, hvordan fællesskabet skal drives, og de praktiske opgaver løses, eller hvilke ting der skal anskaffes, fortæller Helle og Svend Danielsen.


Bofællesskabet har en bestyrelse, og hver måned mødes alle beboerne til fællesmøde, hvor de diskuterer både store og små ting.


- Vi har lige skullet vænne os til, at alt skal diskuteres i plenum. Vi var jo vant til, at hvis der var noget, vi ville lave om i vores hus eller have, så gjorde vi det bare. Vi har haft en del gnidninger, fordi stort set alle er kommet fra deres egne parceller, hvor de selv bestemte.

Hvor går grænsen for de fysiske opgaver?

Et spørgsmål er bl.a., om de personer, der fravælger at være med til havearbejde - selvom de godt kan overkomme arbejdet - skal betale for at slippe. Men hvem skal i så fald afgøre, hvilke beboere der fysisk er i stand til at lave havearbejde, og som derfor skal betale?, spørger Svend Danielsen.

Det er derfor foreløbig blevet til, at alle, der har lyst til havearbejde, mødes og ordner opgaverne.

Helle og Svend Danielsen er enige om, at beboerne i Trekronergård er blevet bedre til at tale pænt til hinanden med årene. Og de diskuterer ikke længere små - og for nogles vedkommende ganske ubetydelige - emner helt så længe på fællesmøderne.

Fælles aktiviteter

I opstartsfasen fik beboerne tilskud fra Roskilde Kommune til at lave forskellige aktiviteter, f.eks. udflugter til museer, som kulturudvalget i bofællesskabet stod for at arrangere.

Nu er pengene sluppet op, og aktiviteterne "ud af huset" er droslet lidt ned. For nylig er beboerne begyndt at spise fast sammen den sidste søndag i hver måned, fortæller Helle og Svend Danielsen.

- De beboere, der ikke har så mange kræfter, dækker bord eller sidder ned og skræller kartofler. Så laver vi god hverdagsmad, og alle hygger sig. Her er en uskreven regel om, at vi ikke snakker om de ting, vi er uenige om. Det er faktisk det bedste, vi har gjort endnu, siger Helle Danielsen.

Fakta om byggeriet Trekronergård

  • 19 andelslejligheder
  • Færdige til indflytning i 2003
  • Administrator: OK Fonden
  • Boligstørrelser 65-110 kvadratmeter
  • Pris pr. andel: 272.000-376.000 kr.
  • Månedlig ydelse: 4.350-6.000 kr. plus acontovand og -varme
  • Fællesvaskeri og fælleshus

Fakta om bofællesskabet

  • Hjem for 17 kvinder og ni mænd mellem 55 og 90 år.

  • Beboerne kommer primært fra det tidligere Roskilde Amt og københavnsområdet.
  • Kriterier for at bo i Trekronergård:
  • Minimum 50 år
  • Ingen hjemmeboende børn
  • Ingen familie, der allerede bor i Trekronergård
  • Generalforsamlingen er højeste myndighed.
  • Fællesmøder en gang om måneden.
  • Beboerne deles om havearbejde.
  • Rengøring af fælleshuset og pudsning af vinduer betaler man sig fra.

Gode råd til andre, der vil lave et seniorbofællesskab

  • Kom i gang, inden I bliver for gamle, og mens I stadig har overskud og energi til etableringsfasen.
  • Vær fra begyndelsen realistiske med hensyn til, hvad beboerne ønsker at investere i og har råd til.
  • Find på et tidligt tidspunkt ud af, hvad tingene koster, så I ikke skal til at ødelægge en masse drømmescenarier såsom pool, gæsteværelser og værksteder.
  • Lav løsninger som indgange med store døre og store badeværelser, der passer til kørestols- og rollatorbrugere. Man ved aldrig, hvornår man selv får brug for den slags hjælpemidler.
  • Vær forberedt på at skulle vænne sig til, at de demokratiske (og til tider besværlige) beslutningsprocesser vil gælde for spørgsmål om ens bolig.
  • Accepter, at alle hverken kan eller har lyst til at yde lige meget i et bofællesskab. Der opstår hurtigt Tordenskjolds soldater i en beboergruppe. Det kan ikke betale sig at irritere sig over det.
  • Et fælleshus er en god investering i et bofællesskab. Så er der en ramme om socialt samvær.

Kilde: Svend og Helle Danielsen

Kolofon / Send feedback

Af 
Lene Ejg Jarbøl
Foto: Torben Klint

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen