Tegneprogrammer for boligejere

Fakta | 

Der findes en række tegneprogrammer, du kan bruge, hvis du selv har lyst til at tegne lidt på dit nye køkken eller hus. At tegne selv kan afklare mange spørgsmål for dig, og tegningerne er gode at have i dialogen med køkkenfirma eller arkitekt.

Plantegning, som du vil kunne lave i et tegneprogram.
Plantegning, som du vil kunne lave i et tegneprogram.

Hvad er et tegneprogram?

Et tegneprogram er en videreudvikling af den "gammeldags" metode med papir og blyant. I de helt basale programmer tegner man som på et papir med linjer, cirkler osv. I andre tegneprogrammer kan man "bygge" eller "modellere" sit hus i 3d. Man kan modellere det præcis, som man forestiller sig det, lægge materialer på og se sit arbejde fra flere vinkler.

De helt basale 2d-programmer er faktisk de sværeste at lære. De er nemlig meget præcise, og ofte skal man være ret dygtig til programmet for at kunne bruge det til noget. 3d-programmerne er ofte mere brugervenlige og nemme at gå til. De er ikke helt så præcise, men gode nok til hobbybrug.

For at få den rigtige proportionering af dine tegninger er det en god idé at måle huset eller rummene op eller arbejde ud fra eksisterende tegninger.

Hvordan køber og downloader du programmer?

I de fleste tilfælde betaler det sig at hente programmet over internettet. Her er udvalget størst og priserne ofte lavere, end hvis du køber programmet i en butik. I de fleste tilfælde kan det anbefales i første omgang at downloade en prøveversion. Derefter kan du beslutte dig for, om du vil købe det eller ej.

Den sikreste løsning er at hente programmet direkte fra producentens side. Dermed undgår du mellemhandlere. Men ofte kan du bruge Google til at finde en anden side, der udbyder det samme program billigere.

I langt de fleste tilfælde er programmet og den side, du skal hente programmet fra, på engelsk.

Du skal ikke være bekymret for, om din forbindelse kan klare at hente programmet. Næsten ingen har i dag en forbindelse, der er for langsom til at hente et tegneprogram. Hvis du som en af de efterhånden meget få danske netbrugere stadig har en beløbsafregnet internetforbindelse eller en forbindelse med en øvre grænse for download, skal du dog være opmærksom på, hvor meget programmet fylder. Du skal også huske, at onlinetegneprogrammerne sender data frem og tilbage over din internetforbindelse.

Hvilke tegneprogrammer findes der på dansk?

Møbelbutikker som IKEA og Bolia tilbyder onlinetegneprogrammer, hvor du kan indrette med firmaernes møbler. Også køkkenfirmaer som Kvik, Tvis og HTH har tegneprogrammer, hvor du kan placere forskellige køkkenelementer og hårde hvidevarer. Der er tale om et enkle, intuitive og gratis programmer, der på få minutter bringer dig i gang med designet af dit eget køkken.

Et andet og meget interessant alternativ er den danske onlinetjeneste Love My Home. Det er et gratis onlinetegneprogram og kræver derfor, at du er på internettet for at kunne bruge det. Det er meget enkelt at arbejde i både 2d og 3d, og der er et stort udvalg af møbler, gulvtæpper m.v. at indrette huset med. Du kan endda gå en tur i huset, når du har tegnet det færdigt, eller tage foto af det til brug for samtale med håndværkere eller arkitekter.

I tegneprogrammerne kan du afprøve forskellige rumindretninger og finde frem til den, du synes bedst om.
I tegneprogrammerne kan du afprøve forskellige rumindretninger og finde frem til den, du synes bedst om. Foto fra Lovemyhome.de

Hvilke udenlandske tegneprogrammer findes der?

Floorplaner

Floorplanner tilbyder en gratis version af sit onlinetegneprogram. Det betyder, at du skal være på nettet hele tiden, mens du tegner. Til gengæld skal du ikke downloade noget og kan være i gang efter få sekunder. Programmet giver mulighed for indretning i et plan og op til fem gemte projekter. Floorplanner er enkelt og intuitivt opbygget, hvilket sikrer en hurtig start på dit projekt.

SketchUp

Google har udviklet et gratis program, der langt hen ad vejen kan matche de langt mere komplicerede professionelle programmer. Faktisk bruger mange tegnestuer en lidt udviklet version af den gratis version i deres daglige arbejde. Det kræver lidt øvelse at bruge SketchUp, til gengæld er mulighederne enorme.

Et af de store plus ved SketchUp er den store hjælp, du kan få til programmet, fra videoer på YouTube og supportfora. Desuden er der et kæmpe bibliotek af allerede tegnede elementer, som du kan hente ned fra nettet med blot få søgninger på Google.

TurboFloorplan 3D

Ikke helt så dybt, men til gengæld enormt let at lære. Det er hurtigt at komme i gang, hvilket ofte er vigtigt, så tegnefasen i projektet ikke optager for meget tid. Desuden er det let at lave flotte og højtopløselige billeder af sin husmodel.

Floorplan er en del af Imsisofts serie, der dækker alle facetter af tegningsmaterialet til byggeri. TurboCAD kan ligeledes anbefales. Det er et 2d-tegneprogram, der fx kan bruges til meget præcise detaljetegninger.

Den danske distributør tilbyder dansk support på produktserien. TurboFLOORPLAN 3D Home & Landscape Deluxe v15 koster 280kr at downloade (januar 2011).

Home and Landscape Design v2

Punch! Software har en lang række programmer til at designe og indrette både hus og have. Home and Landscape Design v2 er versionen til begyndere. Er dine behov større, findes softwaren også i professionelle versioner, men så er prisen også højere.

Programmet er nemt at komme i gang med, og det tager ikke mange timer, før de første design er færdige. Er du registreret bruger af softwaren, har du adgang til et engelsksproget forum, hvor du kan stille spørgsmål og få hjælp af andre brugere.

Programmet er udviklet af Punch! Software og koster 50$ at downloade (januar 2011)

Hvordan får du hjælp til programmerne?

Langt de fleste programmer er faktisk så nemme at gå til, at man som regel helt kan undvære hjælp. Ofte kan man klikke sig lidt rundt, og pludselig har man et stort resultat. Skulle man på et tidspunkt komme i tvivl om noget, er internettet dog rigt på hjælp.

Supportforum

Alle større programmer har et supportforum på nettet, hvor man kan bede om hjælp. De er næsten altid på engelsk. Her har programmets udbredelse stor betydning, for jo flere brugere og jo mere udbredt programmet er, jo bedre er forummet.

Videoer på YouTube

En anden måde, man virkelig kan lære et program på, er via www.youtube.com. Ved at søge på "tutorial", softwarens navn og et nøgleord, finder man let en bred vifte af vejledningsvideoer. Det kan også fungere som en meget fin introduktion til produktet.

Step by step-manual

Til næsten alle programmer følger en manual med, der forklarer processen trin for trin. Det som oftest i form af en pdf, som du kan have åben, samtidig med at du bruger programmet. Hvis du følger manualens trin, kan du oftest lære de basale funktioner i et program i løbet af et par timer.

Ulemper ved tegneprogrammer for boligejere

Denne type tegneprogrammer er gode redskaber i dialogen med enten arkitekter, køkkenfirmaer eller diverse rådgivere, når du er ved at bygge om eller renovere boligen. Som redskab til at boligejerne, i første omgang selv beskriver sit behov og drømme overfor rådgiveren, kan disse tegneprogrammer være meget nyttige.

Programmerne kan i nogle tilfælde være gode til at visualisere projektet, så det er nemmere for den enkelte boligejer at se hvordan det givne projekt kommer til at se ud.

Ulempen ved tegneprogrammerne er dog, at du hverken kan eller bør lave færdige tegninger til at bygge efter. Det at tegne sit hus/ombygning handler ikke så meget om at "tegne" det, men at vide HVAD man tegner, altså hvornår noget er pænt,
funktionelt og byggeteknisk i orden.

Fordi noget ser fornuftigt ud i et tegneprogram, er det ikke ensbetydende med at det fungerer i den virkelige verden. Det er her at arkitekternes erfaring er afgørende for at opnå et godt resultat.

Publiceret: mandag 24. januar 2011, ajourført: mandag 24. januar 2011

Kolofon / Send feedback

Af 
boligøkonom Jørgen Rasmussen
redaktionschef Kristine Virén
journalist Thomas Berger

Kilder

Kommentarer

Beklager!
Jeg kom netop til at klikke på 1 stjerne i vurderingen. Det skulle have været 3. Det er en rigtig god side, godt nogen gør sådan et arbejde og deler med os andre.
Jørgen Rasmussen | 19 Feb 2011
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen