Omkostninger ved at eje bolig
De samlede omkostninger ved at bo i eget hus består af udgifter til drift, renter og afdrag. I en traditionel familiebolig udgør driftsomkostningerne cirka en tredjedel, mens renter og afdrag tegner sig for resten.
Hvor meget skal du betale i samlet husleje?
Ved en normal udbetaling på 5 procent og en handelspris på omkring 2,5 mio. kr. bør du som tommelfingerregel regne med, at din samlede nettohusleje kravler op på 7-8 procent af boligens handelspris.
For en standardbolig til 2.495.000 kr. i Odense udgør de samlede udgifter til forbrugsafgifter, vedligeholdelse, forsikring, skatter, renter og afdrag m.v. ca. 16.400 kr. månedligt, når boligen finansieres med et traditionelt fastforrentet lån til 5 procent (kurs pr. 1.11.06). Dermed udgør den samlede nettoboligudgift ca. 7,9 procent af handelsværdien.
Hvad skal du betale på realkreditlånet?
Prisen på et realkreditlån bestemmes af den aktuelle rente og af lånetypen. Et traditionelt fastforrentet lån er dyrest, da du er sikret mod rentestigninger og samtidig kan drage fordel af et større rentefald gennem en låneomlægning. For standardboligen i Odense til 2.495.000 kr. giver forskellige lånetyper dette resultat:
-
Fastforrentet lån: Nettorenter og afdrag på et fastforrentet lån udgør ca. 4,2 procent af handelsprisen.
-
Renteloft: Ønsker du en lidt lavere ydelse, kan du vælge et lån med renteloft, hvor nettoydelsen ligger på ca. 4 procent af handelsprisen.
-
Variabelt forrentet lån: Et variabelt forrentet lån (F1) er lidt billigere, da du som låntager bærer en risiko for højere husleje, hvis renten skulle stige. Nettoomkostningerne udgør ca. 3,9 procent af handelsprisen.
-
Afdragsfrit og fastforrentet lån: Med et fastforrentet lån med afdragsfrihed har du mulighed for at udskyde afdragene i 10 år. Afdragsfriheden betyder, at første års nettoydelse havner helt nede på ca. 3 procent af handelsprisen.
-
Afdragsfrit og variabelt forrentet lån: Den ultimativt laveste nettoydelse får du med et afdragsfrit og variabelt forrentet lån (F1). Her er den årlige nettoydelse 2,4 procent af handelsprisen.
Hvor meget koster boliglånet?
Den såkaldte restfinansiering finansieres typisk af enten et boliglån i banken eller et sælgerpantebrev. Renten ligger aktuelt på 7-8 procent, og lånet kan afdrages over 20-30 år. Med en variabel rente på 7 procent bliver nettoydelsen på boligen i Odense ca. 0,9 procent af handelsværdien.
Vær opmærksom på, at bankerne beregner forskellige rentesatser på boliglån og gebyrer for oprettelsen.
Hvor meget skal du betale for den samlede finansiering?
Med det aktuelle renteniveau (pr. 1.11.06) skal du regne med at bruge mellem 3,2 og 5,1 procent af boligens handelsværdi til nettorenter og eventuelle afdrag.
For boligen i Odense med en salgspris på 2.495.000 kr. bliver udgiften mellem 6.700 og 10.600 kr. om måneden i renter og eventuelle afdrag, afhængigt af lånetype.
Hvad koster driften af boligen?
Selvom du betaler din bolig kontant og ikke optager lån i den, skal du alligevel af med en månedlig husleje, der dækker udgifterne til drift af boligen.
For boligen i Odense udgør udgifterne ca. 5.800 kr. månedligt, dvs. ca. 69.000 kr. årligt. Beløbet omfatter forbrugsafgifter som el, vand og varme og desuden udgifter til skatter, forsikring, vedligeholdelse, skorstensfejning, renovation, antenneafgift m.v.
Som en tommelfingerregel bør du kalkulere med, at driftsudgifter for et ældre hus i familieklassen udgør ca. 2,8 procent af boligens handelsværdi.
Hvad koster det at bo ejerlejlighed?
Bor du i ejerlejlighed, er udgiftsniveauet ikke markant anderledes. Typisk skal du betale lidt mere i fællesudgifter, end du ellers skulle afsætte til vedligeholdelse af et mindre hus. Derimod er grundskatten lavere på en ejerlejlighed end på et parcelhus. Udgifter til varme, fællesantenne og internetforbindelse er som hovedregel lavere i en lejlighed end i et fritliggende parcelhus.
Hvilken opvarmningsform er billigst?
Fjernvarme er den billigste opvarmningsform, mens opvarmning med oliefyr gennemsnitligt er den dyreste løsning. Har du adgang til billigt træ, vil en effektiv brændeovn dog kunne konkurrere med den billigste pris på fjernvarme.
For et standardparcelhus på 135 m2 er udgifterne for forskellige opvarmningsformer som følger:
-
Fjernvarme: Opvarmning og varmt vand koster i 2006 årligt cirka 14.600 kr. inklusive den faste afgift. Den gennemsnitlige pris på fjernvarme dækker over store forskelle fra område til område.
-
Naturgas: Opvarmning med naturgas koster ca. 18.700 kr. årligt, men også her er der tale om betydelige prisforskelle, afhængigt af leverandør og individuelt aftalte priser.
-
Fyringsolie: Fyring med olie er den dyreste opvarmningsform, da energiindholdet i olie normalt kun udnyttes med 80-90 procent, og prisen på fyringsolie er steget kraftigt. Regn med en årlig udgift på 22.800 kr. til køb af olie.
-
Brænde: Opgjort i energienheder ligger brænde prismæssigt på niveau med fjernvarme, hvis brændet er tørt og indkøbt til markedspriser.
Hvad løber elregningen op i?
Med et årligt gennemsnitsforbrug på 5.600 kWh og en kraftigt stigende elpris er elregningen blevet en af de tunge poster på budgettet. For en familie på fire personer skal du regne med en årlig udgift på omkring 10.000 kr. med en elpris i niveauet 1,70 kr. pr. kWh.
Hvor meget skal du af med i boligskatter?
Skatten på en ejerbolig er sammensat af ejendomsværdiskat og grundskat. For huset i Odense beløber den samlede skat sig til ca. 18.000 kr. årligt.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Beskatning af ejerboliger (ejendomsværdiskat og grundskat)
Hvad koster forsikring?
En husforsikring er for langt de fleste boligejere obligatorisk, da panthavere ikke vil acceptere udlån med sikkerhed i ejendommen uden en forsikring. Prisen er afhængig af husets størrelse, tagdækning og alder. Derudover svinger priserne fra selskab til selskab med gruppe- og fagbaserede ordninger som de billigste. Priserne spænder fra 2.000 til 5.000 kr. årligt. Undersøg derfor, om du i kraft af dit job eller fag har mulighed for at tegne en billigere forsikring.
For huset i Odense har vi sat forsikringsudgiften til et gennemsnit af præmien i tre store selskaber, hvilket udgør 3.942 kr. årligt.
Hvor meget koster vedligeholdelse?
Uanset husets alder bør du afsætte et vist beløb til vedligeholdelse. Udgiften afhænger af, hvor meget du selv kan ordne, og af husets alder. Med udgifter til maling, besøg i byggemarkedet og håndværkere taler meget for, at du ikke bør regne med ret meget mindre end 75 kr. årligt pr. m2, hvilket svarer til ca. 10.000 kr. årligt. Dertil kommer udgifter til vedligeholdelse af have i form af gødning, planter m.v.
Hvilke andre udgifter skal du regne med?
Ud over ovennævnte udgifter bør du kalkulere med udgifter til renovation, eventuel grundejerforening, skorstensfejning, antenneafgift samt andre løbende udgifter på boligen.
For boligen i Odense er beløbet ca. 4.000 kr. årligt.
Publiceret: torsdag 25. januar 2007
Kolofon / Send feedback
Kilder
Danske Fjernvarmeværkers Forening
Odense Energi
Odense Vandværk
Odense Kommune
Oliebranchen i Danmark
Salgsopstillinger på villaer og ejerlejligheder
Finansministeriet
Center for alternativ samfundsanalyse, CASA
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer