Sådan beregner du din grundskyld (ejendomsskat)

Fakta | 

Du betaler to skatter på din bolig. Den ene er ejendomsværdiskatten, den anden er grundskylden. Beregningen af grundskylden er ret kompliceret, men her reder vi trådene ud for dig.

Hvad er grundskyld?

Grundskyld, der også er kendt under betegnelserne ejendomsskat og grundskat, er en skat på jord, som i dag udskrives og opkræves af kommunen. Den kan variere alt efter, hvilken kommune dit hus ligger i, men udgangspunktet for grundskylden er grundens vurdering, som den fremgår af den seneste offentlige ejendomsvurdering.

Læs, hvordan den offentlige ejendomsvurdering fastslås og få en samlet oversigt over boligskatter og -afgifter i: Beskatning af ejerboliger (ejendomsværdiskat og grundskyld)

Hvor meget skal du betale i grundskyld?

Skatten på din grund beregnes principielt som en promille af vurderingen (grundværdi minus eventuelle fradrag – læs længere nede om fradrag). Har din kommune en grundskyldspromille på fx 20, betyder det altså, at du skal betale 20 promille (eller 2 procent) af grundværdi fratrukket fradrag i grundskyld. Du betaler ikke grundskyld af den aktuelle vurdering. Betalingen sker med 2 års forskydning. Skatten i 2011 opkræves således af vurderingen 2009, skatten i 2010 af vurderingen 2008 osv.

Hvis vurderingen stiger, skal du betale mere i grundskyld. Du skal også betale mere, hvis grundskyldspromillen i din kommune stiger, og det har der været en klar tendens til på landsbasis de senere år.

Der er dog grænser for, hvor meget din grundskyldsbetaling kan stige som følge af en højere vurdering. Som konsekvens af regeringens skattestop har der nemlig i de sidste 10 år været et loft over, hvor meget beregningsgrundlaget må øges. Dette stigningsloft er ved uændret grundskyldspromille svingende fra år til år, men har ligget på mellem 4 og 7 procent.

Stigningen kan dog alligevel være højere – nemlig hvis din kommune hæver grundskyldspromillen. Kommunen må fastsætte en promille op til 34.

Kan du få fradrag for grundskyld?

Er dit eksisterende fradrag for lavt, kan du klage ved at indsende dokumentation til Skat, der beviser, at fradraget bør hæves.

Du er berettiget til en reduktion i din grundskyldsbetaling, hvis grunden er plaget af støj, forurenet, dårlig jordbund, eller hvis der har været forbedringer på din grund. Fx kan visse udgifter til byggemodning udløse et fradrag.

Byggemodningen er den opgradering af jorden, der sker, når den forvandles fra bar mark til byggegrund. Her vil der være udgifter til etablering af veje, kloak, vand, varme, elledninger, stianlæg, landinspektør, tilslutningsafgifter, støjvolde, visse former for terrænregulering osv., og disse udgifter kan fratrækkes i en periode på 30 år fra det tidspunkt, byggemodningen blev udført.

Mange grundejere er ikke opmærksomme på dette fradrag, og kommunerne har ikke altid sat fradraget korrekt, ofte alt for lavt. Det blev pressen opmærksom på i slutningen af 2010, hvorfor mange grundejere krævede at få penge retur fra kommunerne.

Hvis du er i tvivl, om du har betalt et for højt beløb i grundskyld som følge af manglende fradrag for byggemodning, kan du bede Skat om at genoptage din ejendomsvurdering og forhøje dit fradrag.

Hvordan klager du over for lavt fradrag for grundskyld?

Teknisk set sker det således: Hvis du beder om genoptagelse senest 1. maj i et givent år, kan du få genoptaget vurderingen 4 år tilbage og senere. Efter 1. maj kan du få genoptaget vurderingen 3 år tilbage. Anmelder du eksempelvis din sag 30. april 2011, kan vurderingerne fra 2007 og frem genoptages, mens du kun kan få genoptaget vurderingerne fra 2008 og frem, hvis du først beder om genoptagelse den 2. maj 2011.

Dokumentation, der viser, at det eksisterende fradrag er for lavt, skal indsendes til Skat. Eksempelvis i form af regninger for byggemodningen eller kommunens anlægsregnskaber, der kan opnås gennem aktindsigt eller lignende. Det kan være vanskeligt som privatperson at finde den nødvendige dokumentation og få Skat til at godkende den, når byggemodningen har fundet sted for op til 30 år siden, men mod betaling kan du hente hjælp hos rådgivningsselskaber, der har specialiseret sig i det.

Kommunerne har vægret sig ved at tilbagebetale pengene i forbindelse med den for højt satte grundskyld, men efter at sagen kom frem i pressen i 2010, har de fleste kommuner valgt at ændre denne praksis og betale penge tilbage til husejere, som har haft et for lavt fradrag.

Eksempel på grundskyld

Her er et konkret eksempel på grundskyld. Der er valgt et fiktivt år, som her kaldes ”aktuelt år”. De konkrete tal og procenter er også opfundet til lejligheden, men realistiske.

Grundværdi, offentlig vurdering året før, minus fradrag

450.000 kr.

Grundværdi, offentligt vurdering i aktuelt år, minus fradrag

495.000 kr.

Stigning i forhold til året før: 10 %

45.000 kr.

Højst tilladte stigning: 6 %

27.000 kr.

Beregningsgrundlag i aktuelt år

477.000 kr.

Grundskyldspromille: 20, til betaling

9.540 kr.

Publiceret: tirsdag 31. maj 2011

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Aksel Brink
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer




Skriv til Bolius’ brevkasse

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, kan du gratis spørge en af eksperterne i brevkassen Spørg Eksperten.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få hjælp af en fagekspert

Har du brug for mere hjælp indenfor dette felt? Så få besøg af en fagekspert fra Bolius. Vores ansvarlige på området er

  • Tine Sode
  • Fagekspert

Klik og få mere at vide

Jeg mangler et eksemple på beregning af ejendomsskatten for forsståelsen.
Skat nævner flere begreber som Ejendomsværdi : 531.000. Grundværdi:531.000 Grundskatteloftsværdi:426.500.
Skat beregner så "Grundskylden" 28,230 : x 426.500.

Hvordan opstår tallet 426,500 kr.

Venlig hilsen
Johnny I Sørensen | 29 Apr 2012
Hvad er et alm. fradrag i grundværdi for forbedringer?
ulrik | 26 Jun 2011
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Facebook
Annonce
Annonce
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os