Generelt om brændeovne og pejse
Brændeovne og pejse er ikke helt ufarlige, så hvis du drømmer om at hygge dig ved levende ild på kolde vinterdage, så læs her, hvad der skal til, for at du kan gøre det trygt og sikkert.
Hvilke typer af brændeovne og pejse findes der?
Der findes et utal af brændeovne og pejse, både danske og udenlandske. De bygger alle på nogle få grundlæggende principper for god varmeafgivelse. Alligevel er brændeovne meget forskellige, både hvad angår deres form og den daglige anvendelse.
Her kan du se en oversigt over de mest almindelige typer brændeovne og pejse samt den form for varmeafgivelse, der karakteriserer dem.
|
Typenavne |
Beskrivelse |
Form for varmeafgivelse |
|---|---|---|
|
Fritstående brændeovne |
Den fritstående brændeovn er nok den mest udbredte ovn i Danmark. Nye ovne er en videreudvikling af de gamle enkle støbejernsovne. |
Konvektion |
|
Pejse |
Pejse er åbne ildsteder, der ofte er muret ind i husets konstruktion. De kan være ret omfattende i størrelse og tyngde. |
Strålevarme |
|
Indbyggede brændeovne (pejseindsatser) |
Den moderne indbyggede brændeovn kan både monteres i nyt murværk og bygges ind som en pejseindsats i gamle åbne ildsteder. |
Konvektion |
|
Gamle støbejernsovne og kaminer |
Den lille og kompakte støbejernsovn kender vi som forgængeren for den moderne brændeovn. Kaminer er heller ikke særlig store, men ovnene er ofte rigt udsmykkede. |
Strålevarme |
|
Kakkelovne og porcelænskakkelovne |
Disse kakkelovne er murede brændeovne med kakler, fliser eller porcelæn. Kakler er populært sagt kraftige fliser. |
Konvektion |
|
Masseovne (store murede, lukkede ovne) |
Masseovnens avancerede varmegennemløb og dens store masse sikrer en lang varmeafgivelse. * Ved contra-flow sendes varme og røg rundt i ovnens trækkanaler, hvilket dels opvarmer murværket, dels giver en høj energiudnyttelse. |
Contraflow* |
|
Træpilleovne (brændeovne, hvor der fyres med træpiller) |
En ny type ovn, der endnu ikke er særlig udbredt i Danmark, men som er ved at vinde indpas. |
Konvektion |
|
Gasbrændeovne og -pejse |
En ny type ovn, der ikke er særlig udbredt i Danmark. |
Konvektion |
Hvordan fungerer brændeovne og pejse?
Lidt forenklet sagt virker de fleste brændeovne og pejse efter et af to principper:
- Varmestråling direkte fra ovnen ud i rummet
- Konvektionsvarme, hvor varmen cirkulerer rundt i rummet
Strålevarme
Lidt ældre brændeovne (støbejernsovne) er normalt kun bygget op i ét lag. Sidepladerne omkring selve ovnen (brændkammeret) er det eneste, der skiller brændet fra omgivelserne. Da brændeovnen kun er bygget op i det ene lag, bliver den ret hurtigt varm. Den kan endda blive glohed på ydersiden. Varmen stråler ud og varmer især rummet tæt på ovnen op. Ovnen er ikke så god til at fordele varmen i rummet.
Konvektionsvarme
I dag bygges næsten alle brændeovne efter konvektionsvarmeprincippet. Konvektionsovne er bygget op af flere lag jern. De har en kappe af jern uden om selve brændkammeret. Mellem de to lag jern er der kanaler, hvor den varme luft kan cirkulere. Når brændeovnen bliver varm, overføres varmen fra brændkammeret til luften i kanalerne, og da varm luft stiger til vejrs, suges der helt automatisk kold luft ind i bunden af ovnen. Det er det, man kalder konvektion. Konvektionen sætter luften i bevægelse og får dermed varmen til at fordele sig mere jævnt i rummet. Konvektionsovne bliver normalt ikke så varme på overfladen som strålevarmeovne, og derfor kan man som regel møblere tættere på konvektionsovne.
Lufttilførsel til brændeovnen
Under forbrænding skelnes der mellem to måder at tilføre ilt til forbrændingen på - primærluft og sekundærluft. Primærluft tilføres under brændet og benyttes kun under optænding. Sekundær luft tilføres over brændet og er meget vigtig. Den skal give ilt til forbrænding af de gasser, som frigives, når brændet antændes. Den sekundære luft er den, du løbende kan justere ved at regulere på spjældet.
Hvilke love og regler gælder for opsætning af brændeovne og pejse?
Der er en række regler og love, som gælder for opsætning af brændeovne og pejse, som du har pligt til at følge - hvad enten brændeovnen er ny eller brugt. Reglerne fremgår af Bygningsreglement (BR10), afsnit 8 om installationer.
Bygningsreglementet stiller bl.a. krav til brandisoleringen mellem brændeovn, vægge og lofter, krav om, at gulvet omkring brændeovnen skal være af ubrændbart materiale, og om at der skal være et røgspjæld, der kan reguleres manuelt.
Må du selv installere en brændeovn?
Der er ingen regler, som forbyder, at flittige gør det selv-folk selv opsætter deres brændeovn eller pejs. Vi vil dog anbefale dig at tage fagfolk med på råd. Du kan f.eks. søge rådgivning hos den lokale skorstensfejer eller hos den forhandler, hvor du har tænkt dig at købe din nye brændeovn eller pejs.
Når du installerer en ny - eller brugt - brændeovn, skal skorstensfejeren under alle omstændigheder godkende installationen i sin helhed.
Skorsten og skorstensfejning
Du skal sikre dig, at din skorsten fungerer og er egnet til den brændeovn, du vælger.
Skorstenen skal renses jævnligt, normalt cirka én gang om året. Det kan dog være nødvendigt at få skorstenen renset oftere, hvis der er flere ovne tilsluttet samme skorsten, eller hvis brændeovnen bruges meget. Det er din skorstensfejer, der vurderer, hvor ofte skorstenen skal renses.
Du skal selv melde skorstensfejning til og fra, alt efter om du bruger skorstenen eller ej. Skorstensfejning betales i langt de fleste kommuner sammen med ejendomsskatten.
Læs mere om kravene til skorstenen i BOLIUS Fakta: Køb af brændeovn eller pejs .
Tilmelding af brændeovn eller pejs til BBR eller kommunen
Hvis huset ikke tidligere har haft brændeovn eller pejs, har du som husejer pligt til at oplyse kommunen om, at du nu agter at installere en brændeovn/pejs.
I husets BBR-meddelelse kan du se, om der allerede er tilmeldt en brændeovn. Her fremgår det, om der er andre såkaldte varmeenheder i dit hus ud over fyret. Hvis der under punktet "Supplerende varme" står "Ovne til fast brændsel (brændeovn o.lign.)", betyder det, at der er tilmeldt en brændeovn.
Du kan tjekke din BBR-meddelelse her.
Forurener brændeovne og pejse?
Undersøgelser viser, at brændeovne, pejse og små brændefyr er skyld i halvdelen af den luftforurening med partikler og tjærestoffer, der kommer fra kilder i Danmark. Den anden halvdel stammer fra trafik. Dermed er luftforureningen fra brændeovne og pejse et væsentligt miljøproblem i Danmark.
Målinger i Danmark har vist, at luftforureningen i et villakvarter med mange brændeovne under særlige vejrforhold kan være lige så slem som på en stærkt trafikeret vej i København i myldretiden. Problemet er størst på kolde, vindstille dage, hvor røgen kan lægge sig som en dyne over kvarteret. En del af denne forurening kommer også ind i folks huse gennem åbne vinduer og via ventilationsanlæg.
Du kan gøre en hel del for at begrænse forureningen fra din brændeovn. Målinger på skorstensrøgen fra forskellige huse viser, at der er stor forskel på, hvor mange farlige stoffer der kommer ud af skorstenen. Det ser ud til, at brændeovnens type og alder har stor betydning for, hvor meget den forurener. Undersøgelser viser, at gamle brændeovne generelt forurener dobbelt så meget som nye.
Men også måden, du fyrer på, og det brænde, du bruger, har stor betydning for, hvor meget din brændeovn bidrager til luftforureningen i villakvarteret og dit hjem.
Læs mere om, hvordan du undgår forurening i BOLIUS Fakta: Fyring i og vedligeholdelse af brændeovne og pejse .
Hvilke farer er forbundet med brændeovne og pejse?
Der er naturligvis farer forbundet med at have levende ild inde i huset. Gløder kan f.eks. antænde møbler eller tæpper i nærheden af ovnen. Heldigvis er der i høj grad taget højde for dette i de regler og love, som gælder for brændeovne og pejse. Så det er en god idé at følge dem.
Skorstensbrand er en af de ulykker, som oftest forekommer i forbindelse med brugen af brændeovne og pejse. Skorstensbrande opstår som regel, fordi løbesod, som sidder på indersiden af gamle og uisolerede skorstene, bryder i brand. Løbesoden opstår f.eks., hvis du fyrer med for lav temperatur eller for vådt brænde.
Kulilteforgiftning og røggaseksplosioner er heldigvis sjældne. De skyldes næsten altid forkert betjening af ovne og pejse eller brug af fugtigt brænde.
Brænderøg kan være sundhedsskadelig. Når vi indånder partiklerne i røgen, kan de sætte sig på lungerne, og her kan de forværre lungesygdomme som f.eks. astma. I værste fald kan partikler fra røgen være årsag til lungekræft eller blodpropper i hjertet. Røg og sod fra brændeovne indeholder bl.a. tjærestoffer og dioxin, som er kræftfremkaldende.
Du kan læse mere i BOLIUS Fakta: Sundhedsproblemer ved brændeovne og pejse og BOLIUS Fakta: Fyring i og vedligeholdelse af brændeovne og pejse .
Hvordan dækker forsikringen ved ulykker med brændeovne og pejse?
Husets brandforsikring dækker også, hvis brændeovnen eller pejsen er skyld i, at huset brænder. Du behøver ikke at foretage dig noget særligt i forhold til forsikringen, fordi du anskaffer dig en brændeovn eller pejs.
Du kan dog risikere, at forsikringen ikke dækker, hvis brændeovnen, pejsen eller skorstenen er ulovlig, eller hvis skorstenen ikke jævnligt er blevet renset af en skorstensfejer. Herudover gælder det som med al anden forsikring, at hvis du selv er skyld i ulykken, fordi du opfører dig groft uagtsomt - dvs. at du opfører dig direkte tåbeligt eller hensynsløst - så risikerer du, at forsikringen ikke dækker.
Publiceret: mandag 25. september 2006, ajourført: tirsdag 9. august 2011
Kolofon / Send feedback
Kilder
DAPO, Foreningen af Danske Producenter af Pejse og Brændeovne
Statens Byggeforskningsinstitut
Erhvervs- og Byggestyrelsen
Danmarks Miljøundersøgelser
Miljøstyrelsen
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer
Er der lovkrav mht rensning af røgen, afstand til skel, højde af skorsten eller andet, enten i bygningsreglementet eller fra miljøstyrelsen.