Par sparede 25.000 kroner på varmeflytning
Vindere af kategorien ”Energi” i Bolius Idépris investerede 500 kroner i varmeflytningssæt. Siden har de sparet 8.500 kroner om året.

Det syner nærmest af ingenting – det lille hul med en diameter på 10 cm helt oppe under loftet over brændeovnen. Men effekten. Den er enorm.
Ved hjælp af et billigt varmeflytningssæt med ti meter rør, en motor og lyddæmpere har John Sommer formået at ”flytte” varmen fra den brændeovns opvarmede stue ind til kontor, soveværelse og gæsteværelse. På den måde har han og samleveren Jytte Kilstrup kunnet slukke for de elslugende radiatorer.
Samlet besparelse på fire år: Ca. 25.000 kr.
30.000 kroner i præmie – mulighed for 75.000 ekstra
Og nu har parret så fået en ekstra gevinst ud af sparetricket – de er novembers måneds vindere af kategorien ”Energi” i Bolius Idépris og vinder dermed 30.000 kr.
Samtidig går de videre til konkurrencen om årets bedste idé i december, hvor præmien er 75.000 kr., mens der trækkes lod om et gavekort på 25.000 kr. blandt de, der stemmer på de seks deltagere.
Nemt at flytte varme
At vinde prisen er noget, der gør John Sommer rigtig glad. Ikke kun fordi, at pengene selvfølgelig er rare at få – men også fordi at andre forhåbentlig kan blive inspireret af den billige måde at spare energi på.
- Der er meget fokus på energi-renoveringer nu. Men hvis du skal bygge om for fem millioner kr. for at spare 10.000 kr., så går idéen jo lidt af det, siger John Sommer, mens vi sidder ved bordet i parrets parcelhus i Græsted.
Han kalder selv sit eget varmeflytnings-projekt for et ”ikke professionelt gør det selv-projekt”, der bare kræver et 100 mm bor og så en enkel aftens arbejde.
Regulator styrer varmeflytning

Varmen fra brændeovnen ender oppe i rørsystemet, der føres rundt over hele huset. En motor pumper varmen fra rum til rum, hvor et spjæld på røret er med til at regulere, hvor varmt der skal være i de enkelte rum.
Der er tændt op i brændeovnen, og træbriketterne brænder lystigt bag glasruderne, mens John demonstrerer den regulator, han har tilsluttet varmeflytnings-systemet. Med den kan han og Jytte skrue op og ned for, hvor meget varme, der skal flyttes fra stuen ind til de øvrige rum.
I dag står alle dørene i huset åbne, og da Bolius er på besøg er der en behagelig temperatur. Det er hverken ekstremt varmt eller meget koldt. Men sådan var det ikke, da John Sommer flyttede ind til Jytte i parcelhuset i november 2005.
- Da jeg kom, var der virkeligt koldt. Jytte blev nødt til altid at have alle døre i huset lukkede. Hun brugte ca. 1 ton brænde om året og samtidig lå forbruget på ca. 7.000 kWh el årligt, fortæller John Sommer, mens Jytte indskyder:
- Det var også fordi, at elradiatorerne var gamle og dårlige. De brugte en masse strøm, men afgav ikke meget varme.
Varmeflytningssæt kostede 500 kroner
John Sommer kendte til idéen med at udnytte varme fra brændeovnen ved hjælp af et rør-system. Så i februar 2006 efter fire måneder hos Jytte i det ”bjældekolde” parcelhus, som han kalder det, tog han en tur i Silvan.
- Der købte jeg et varmeflytningssæt til 500 kr. Det er i plastik og udgår nu – men man kan få et lignende i metal til ca. 2500 kr.
John fik boret huller og sat rørene, motor og de to lyddæmpere op – og så kunne parret ellers efterhånden helt stoppe med at bruge de dyre elradiatorer til opvarmning.
Brændeovn giver varme til hele huset

Det er nok til at holde huset varmt.
- Radiatoren i stuen har vi helt fjernet. Det eneste tidspunkt, vi tænder for en radiator på, er på badeværelset en gang imellem, fortæller Jytte Kilstrup.
I dag har parret et forbrug på max 3.000 kWh el om året.
En sport at spare på energien
Hver måned aflæser John, hvor meget han og Jytte har brugt i strøm. Og det yderst synlige resultat af varmeflytningen på elregningen har for alvor givet ham blod på tanden til at spare endnu mere.
Siden har parret investeret i en induktionskogeplade, så det nu ikke længere tager 11 minutter at få et æg kogt. De sørger for at pille opladeren til mobilerne ud af stikkontakterne for at reducere standbyforbruget, og slukker helt ned for computer og tv efter brug.
- Det er blevet en sport for mig at spare på strømmen. Motivationen for varmeflytningen er i bund og grund at spare penge, men samtidig har vi også fået et langt bedre indeklima her i huset – og at der er en klimagevinst oveni gør jo heller ikke noget, siger John Sommer.
For Jytte Kilstrup er det sidste nu noget af det bedste – at parret får reduceret i CO2-udslippet ved ikke at bruge så meget el.
Ny fryser kan reducere elregning
Næste ting i huset, der trænger til udskiftning, er fryseren, fortæller parret. Den nuværende fryser bruger meget strøm – og John har regnet sig frem til, at de vil kunne spare 300 kr. om året på elregningen ved at investere i en ny.
- Men med den besparelse tager det selvfølgelig noget tid at få den tjent ind igen, siger han.
Til gengæld har varmeflytnings-projektet for længst tjent sig selv ind. Så måske bliver en ny fryser prioritet nu, siger John Sommer, mens Jytte Kilstrup giver ham helt frie tøjler til at bruge pengene på det, han synes.
- Jeg er bare så glad for, at John har fået vores forbrug ned. Det er udelukkende hans fortjeneste. Og jeg tænker, at der vil være rigtig mange boligejere med elopvarmede huse og brændeovne, der kan bruge denne idé til noget, siger Jytte Kilstrup.
|
Fakta om vinderprojektet til at spare energi
|
|
Så stor har besparelsen været med varmeflytning
|
|
Fordele og ulemper ved varmeflytning med brændeovn Fordele
Ulemper
|
Kolofon / Send feedback
Lene Ejg Jarbøl
Foto: Torben Klint
Henvisninger
Se de øvrige vindere af kategorien "Energi" i Bolius Idépris her. Fra 1.-14. december kan du stemme på årets bedste boligidé og vinde et gavekort til 25.000 kr. Få gode råd til at spare på energien på Bolius' nye energisite.
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer