Pas på dårlige træbriketter til brændeovnen

Nyhed |  Publiceret: torsdag 7. oktober 2010

Træbriketter er et godt alternativ til brænde, men der er stor kvalitetsforskel på briketterne. Læs, hvordan du undgår de værste faldgruber, og find ud af, om briketter er lige så billigt som brænde.

Mange danskere er begyndt at fyre med træbriketter i deres brændeovn. Foto: Torben Klint
Mange danskere er begyndt at fyre med træbriketter i deres brændeovn. Foto: Torben Klint

Hårdtpressede træbriketter er et populært alternativ til almindeligt brænde. Bl.a. fordi de fylder mindre og har et lavt fugtindhold på mellem 6 og 10 procent.

– Mange, der ikke har selv har adgang til billigt eller gratis træ, foretrækker at fyre med træbriketter frem for at købe brænde på paller. Ikke mindst fordi briketterne fylder mindre end stablet brænde. Samtidig kan du fyre op uden at bekymre dig om, hvorvidt dit brænde er tilstrækkeligt tørt, forklarer skorstensfejermester Henrik B. Jensen fra Københavns Skorstensfejerlaug.

Du slipper også for at flække brænde, da briketterne allerede har den størrelse, de skal have. Vil du alligevel dele dem lidt op, kan du ganske enkelt knække briketterne over.

Stor kvalitetsforskel på træbriketter

Der er imidlertid også nogle hyppigt sete ulemper ved træbriketter.

– Der er meget stor kvalitetsforskel på briketterne, og nogle produkter er decideret uegnet til deres egentlige formål. Jeg ser f.eks. en del eksempler på briketter, der svulmer helt op til 50 procent under afbrænding, og som faktisk ikke brænder særlig godt, påpeger Henrik B. Jensen.

– Andre briketter lugter kemisk ved afbrænding eller smuldrer uforholdsmæssigt meget, hvilket kan give ekstra rengøringsarbejde i stuen, tilføjer han.

Briketter fremstilles af savsmuld eller høvlspåner

Det bedste materiale til en god briket er tørre høvl- eller savspåner, der højst er 15x5x2 mm store. En sådan briket har normalt et askeindhold på under 0,5 procent af udgangsvægten, hvis den forbrændes korrekt i en god brændeovn.
Det bedste materiale til en god briket er tørre høvl- eller savspåner, der højst er 15x5x2 mm store. En sådan briket har normalt et askeindhold på under 0,5 procent af udgangsvægten, hvis den forbrændes korrekt i en god brændeovn.
Foto: CF Nielsen

Forklaringen findes dels i fremstillingsprocessen, dels i hvilket materiale, briketterne er sammensat af.

Det siger eksportchef Gunnar Pedersen fra virksomheden CF Nielsen A/S, der sælger mekaniske briketpressere til fremstilling af træbriketter.

– En god træbriket fremstilles af fuldstændig rent, relativt groft savsmuld, høvlspåner eller knust træ, der sættes under en trykkraft på helt op til to tons pr. kvadratcentimeter, siger Gunnar Pedersen.

Bindemiddel holder sammen på træbriket

– Undervejs i briketteringsprocessen stiger temperaturen i materialet op til 150-170 grader. Processen aktiverer træets naturlige indhold af bindemidlet lignin, der herefter sørger for, at briketten holder sin form og struktur, når den siden køler ned igen, forklarer han.

Ideelt består en god træbriket altså af rent, tørt træ, der brænder præcist som et stykke brænde af tilsvarende træsort.

Dårlige briketter smuldrer og svulmer op

Nogle af de billigste træbriketter kommer fra Østeuropa, og er ikke altid fremstillet af rent træ. Til højre på billedet kan man se, at briketterne smuldrer og har fået en anden form pga. for stort fugtindhold.
Nogle af de billigste træbriketter kommer fra Østeuropa, og er ikke altid fremstillet af rent træ. Til højre på billedet kan man se, at briketterne smuldrer og har fået en anden form pga. for stort fugtindhold.
Foto: CF Nielsen

Er det anvendte træmateriale derimod alt for finkornet – og presses materialet ikke hårdt nok – vil briketten dels smuldre relativt let ved håndtering, dels svulme op og brænde skidt.

– Så har producenten skåret nogle hjørner i processen for at presse fremstillingsprisen ned, får man også et markant ringere produkt. Det afslører sig lynhurtigt, når du tænder op, siger Gunnar Pedersen.

Risiko for forurenet affaldstræ i billige briketter

Samtidig fremstilles en del af de billigste træbriketter af producenter i tidligere østbloklande, hvor man ikke altid tager det særlig tungt, hvor det anvendte træmateriale stammer fra.

– Hvis træspånerne f.eks. stammer fra en møbelfabrik, hvor man ukritisk fejer revl og krat op fra gulvet og smider det i pressen, kan der både være melaminrester, MDF og andre spændende sager i briketten, tilføjer Gunnar Pedersen.

Dén slags materialer bør selvsagt ikke ende i en privat brændeovn, da der dannes giftige forbindelser ved afbrænding. De spreder sig igen i nabolaget eller – hvis du ikke fyrer helt efter bogen – i stuen, hvis der slipper lidt røg ud, f.eks. under optænding, eller når du åbner ovnen for at lægge ekstra brændsel på..

Tjek de billigste træbriketter

Både Gunnar Pedersen og Henrik B. Jensen råder derfor forbrugere til at være på vagt overfor de billigste briketter og – som minimum – nøjes med at købe et mindre kvantum af en bestemt slags træbriketter i første omgang for at se, hvordan briketterne klarer sig i praksis.

– Hvis der breder sig en lugt af brændt lim og lak, når du tænder op, er det tegn på, at briketten ikke består af rent træ. Og smuldrer den, vil den også give en dårligere forbrænding og er ikke pengene værd. I begge tilfælde bør du naturligvis ikke købe den samme slags en anden gang, råder Henrik B. Jensen.

Træbriketter ikke meget dyrere end brænde

Umiddelbart forekommer hårdtpressede træbriketter mere kostbare end almindeligt, ikke-ovntørret brænde stablet som ’tårn’ på paller. Men det snyder lidt, for grundet deres form kan briketterne pakkes mere effektivt end almindeligt brænde. Samtidig er de tættere i strukturen.

Så selv om et ton briketter ikke syner af meget ved siden af et brændetårn, koster det ifølge Energitjenesten omtrent det samme at fyre med de to brændselstyper målt i kroner pr. kilowatttime.

Se sammenlignelige opvarmningspriser i det Excel-ark, du kan hente på energitjenesten.dk.

Disse priser gælder dog kun, hvis du køber træbriketter i store mængder. Køber du briketterne i 10-kilos poser hos byggemarkedet, kan prisen let være 50-100 procent højere.

Kolofon / Send feedback

Af journalist Michael C. Svendsen

Kommentarer

Det har jeg også prøvet - problemet er de importøere som bare køber i østeuropa og derfor skal stole på producenterne. Det er således at sand, sten osv. er billigere end træ. Derfor kommer de disse elementer i briketterne når de bliver presset på prisen. Jeg køber kun briketter der hvor sælgeren faktisk selv ejer briketpresserne. På den måde har de total kontrol over kvaliteten. Et eksempel på er bla. kvalibrænde - de ejer deres priketpressere og derfor får du topkvalitet. Den direkte adgang til råvaren betyder også at prisen faktisk ikke er højere - de har pt. de absolut billigste briketter på markedet! www.kvalibrænde.dk
Kim | 16 Feb 2012
Er der nogen, der har erfaring med/oplevet, at der har været fremmedlegemer - nærmest sten - i lyse træbriketter fra Rosager, som sælges i pakker af 10 kg og på hele paller.
Bent Pedersen | 02 Feb 2012
Jeg har netop købt briketter fra www.kvalibrænde.dk - super kvaliter. Hvis jeg stiller luften korrekt så kan de holde hele natten selvom de ikke er navngivet som"over night". Det er absolut briketter til en god pris
Kim | 29 Jan 2012
Jeg har købt "greenwood briketter" for 1600,- pr. palle. Men de ryger da ret meget, lige meget om ovnen er varm eller ej eller jeg fylder lidt eller meget på ad gangen. Er der nogen der har erfaring med dem?
Ole Henriksen | 14 Jan 2012
Jeg får lige lyst til at dele mine erfaringer, har til sæsonen i år (2011/12) købt 2 paller "absolut træbriketter" og en palle Barlinek træbriketter. Absolut briketterne var lidt billigere end barlinek briketterne. 1200 og 1400 kr./palle + fragt... MEN Barlinek briketterne er langt bedre. De er faste, de smuldrer ikke og vigtigst de kan ligge og gløde i 4 - 6 timer. Jeg har fortrudt at jeg ikke købte 3 paller Barlinek briketter, det gør jeg næste år.
Iversen | 30 Dec 2011
God viden om træbriketter. Vi fyrer selv med det herhjemme og har godt nok prøvet mange forskellige udgaver af det. Og jeg kan bakke op omkring at kvaliteten virkelig er svingende. De seneste gange har vi handlet hos http://greenii.dk/, hvilket vi har været godt tilfredse med. De slår meget på kvalitetssikring af produkterne, hvilket betyder en del!
Christian | 13 Dec 2011
Kigger aktuelt på Barlinek EcoBriketter, de koster 2300-2400 herhjemme men flere forhandlere syd for grændsen har dem til ca. 1500 + fragt pallen. Angiveligt er de af høj kvalitet, men de produceres i Ukraine så jeg er lidt i tvivl? Tror dog jeg skal prøve sådan en tysk palle.
S. Nielsen | 10 Dec 2011
Jeg har forsøgsvis købet nogle pakker brikketter i Silvan. Både de "lyse" og de "mørke" i "pejsebrændelængder. De er ret hårdtpressede, smuldrer ikke og brænder fint og rent. Jeg har prøvet noget i retning af dem L.Pedersen omtaler (se billedet) og de er ikke at anbefale: De smuldrer nemt, sviner i stuen og brænder hurtigt af. Synes da "rigtigt" brænde er nr. 1, men godt og tørt træ koster rigtigt mange penge.. Kører i Silvan eller lign igen i dag. God vinter!
Holm | 09 Dec 2011
Jeg har købt 1 palle øko-brik træbriketter den 6. april 2011 hos fyr-selv, Tjæreborg pris incl. lev. kr. 2349,00 - de lugter ikke særlig godt og de ser ud som på billedet ovenover.
L.Pedersen | 27 Nov 2011
En anden ting man skal være opmærksom på , når man køber træbriketter er om vægten passer. Jeg har netop hos Silvan købt 2 paller (192 poser) a 10kg pr. pose. Ved kontrol af vægten viste det sig, at vægten lå mellem 7 og 9 kg pr. pose..
P.E.Michaelsen | 27 Oct 2011



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen