Bygningsreglementerne BRS-98 og BR-95

Fakta | 

Et bygningsreglement er de praktiske anvisninger til byggeri, som skal sikre, at Byggeloven overholdes. Der er i dag et reglement til både mindre og større byggeri.

I samarbejde med advokat Simon Heising, Centura Advokater, www.centura.dk.

INDHOLD


Hvad er et bygningsreglement?

Bygningsreglementerne Et bygningsreglement er et regelsæt som i detaljer fortæller, hvordan et byggeri skal udføres for at være håndværksmæssigt korrekt samt teknisk og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Bygningsreglementerne er udformet med hjemmel i Byggelovens § 6. Byggeloven er en såkaldt rammelov, som formulerer det overordnede formål med lovgivningen på byggeområdet. Bygningsreglementerne udspecificerer med andre ord, hvad det er, Byggeloven kræver. Kravene i Byggeloven og bygningsreglementerne skal sikre, at et byggeri udføres og indrettes, så det er tilfredsstillende i både brand-, sikkerheds- og sundhedsmæssig henseende. Der er bl.a. krav til bebyggelsers højde, afstand til skel, konstruktion, indretning, materialevalg m.v.

Det er Erhvervs- og Byggestyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet, som administrerer bygningsreglementerne.

Hvorfor er der to bygningsreglementer?

Historisk set har der tidligere kun været ét samlet bygningsreglement, som regulerede alle former for byggeri. Helt frem til Bygningsreglementet 1982 var der ét fælles regelsæt for alle typer af bebyggelse.

Men da der er stor forskel på etagebyggeri og almindeligt parcelhusbyggeri, har det været oplagt at udforme to forskellige bygningsreglementer, som tager højde for de specielle krav, der kan være for de forskellige typer byggeri. Det har man fra lovgivningens side valgt at gøre med de seneste bygningsreglementer BR-95 og BR-S98.

Er et bygningsreglement det samme som en lov?

Selvom et bygningsreglement ikke er en lov eller bekendtgørelse i traditionel forstand, men mere en administrativ forlænget arm, som uddyber reglerne i Byggeloven, har det samme retsgyldighed som en lov. Konsekvensen af ikke at overholde et bygningsreglement kan både være påbud og straf.

Hvilke hustyper gælder BR-95 for?

Bygningsreglement BR-95 kaldes også "det store" reglement, fordi det dækker større byggerier.

BR-95 omfatter:

  • Etageboligbyggeri

  • Tofamiliehuse, dvs. huse med to boliger, som er adskilt ved et vandret lejlighedsskel

  • Alle former for erhvervs- og institutionsbyggeri (herunder større lokaler til forretninger, kontorer, industri, værksteder og lager m.v. samt kirker, teatre, hoteller, sygehuse, fængsler, kaserner m.v.)

  • Garager, udhuse og andet såkaldt sekundært byggeri, der opføres i tilknytning til etageboliger og erhvervsbyggeri.

Hvilke hustyper gælder BR-S98 for?

Bygningsreglement BR-S98 kaldes også "småhusreglementet", fordi det dækker mindre byggerier som parcelhuse, sommerhuse og lign.

BR-S98 omfatter:

  • Fritliggende enfamiliehuse

  • Helt eller delvist sammenbyggede enfamiliehuse (dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse, gruppehuse og lign., dvs. hvor boligerne er adskilt ved lodret lejlighedsskel)

  • Sommerhuse i sommerhusområder

  • Kolonihavehuse og campinghytter

  • Garager, carporte, udhuse, drivhuse og lignende mindre bygninger, der opføres i tilknytning til fritliggende eller sammenbyggede enfamiliehuse eller sommerhuse.

BR-S98 gælder også, selvom en del af huset anvendes til erhverv som f.eks. advokatkontor, revisor m.v.

Hvilken type arbejde gælder bygningsreglementerne for?

Du skal forholde dig til bygningsreglementerne BR-95 og BR-S98, når du vil:

  • Opføre en ny bebyggelse

  • Lave en tilbygning til din bebyggelse

  • Ombygge eller forandre bebyggelsen

  • Ændre benyttelse af bebyggelsen, og ændringen er væsentlig i forhold til Byggelovens eller reglementets bestemmelser

  • Rive bebyggelsen ned.

Det er dig selv som bygherre, der har ansvaret for, at kravene i reglementerne er overholdt. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det byggearbejde, du godt vil have lavet på dit hus, er en "væsentlig forandring" (og dermed kræver, at bygningsreglementet overholdes), kan du tage kontakt til teknisk forvaltning i din kommune.

Hvis du bygger i strid med reglementerne, vil byggeriet eller dele af det være ulovligt. Det kan betyde, at du får påbud om at lovliggøre byggeriet, en bøde eller måske endda i sidste ende må rive byggeriet ned.

Helt almindelige mindre renoveringer af din bolig som maling af væggen, gulvtæpper eller anden indvendig modernisering er ikke omfattet af bygningsreglementerne.

Hvad er straffen for ikke at overholde bygningsreglementet?

Bestemmelser om straf for ikke at overholde et bygningsreglement er beskrevet i Byggelovens § 30.

Ifølge Boligloven er det kommunalbestyrelsen i de enkelte kommuner, som skal kontrollere, at bygningsreglementerne bliver overholdt. I praksis er det den tekniske forvaltning i kommunen, som udfører kontrollen. De behandler også ansøgninger om byggetilladelser, dispensationer m.v.

Hvis kommunen/teknisk forvaltning opdager, at et byggeri ikke er opført i overensstemmelse med bygningsreglementet, kan de kræve, at byggeriet bliver gjort lovligt, medmindre der er tale om bagatelagtige forhold.

Den offentlige myndighed, i form af kommunen, har ret til at standse et byggeri, indtil de nødvendige tilladelser er givet, eller et ulovligt forhold er bragt i orden. Kommunen kan endda tinglyse et påbud om lovliggørelse af en byggesag, så eventuelle kommende købere kan se, at boligen ikke er lovlig.

Hvis du ikke efterkommer et påbud fra kommunen, kan den gå til domstolene, som så kan pålægge dig at bringe forholdene i orden inden for en tidsfrist. Sker det ikke, har kommunen lov til at bringe orden i tingene for din regning.

Endelig kan du straffes med bøde, hvis du begynder på et byggeri uden de nødvendige tilladelser, tilsidesætter vilkår i byggetilladelsen eller undlader at efterkomme påbud fra kommunen.

Hvad er en byggetilladelse og en anmeldelse?

Byggerier, som reguleres af det store bygningsreglement BR-95, kræver altid en byggetilladelse. Byggearbejder, som reguleres af BR-S98 (småhusreglementet), kan enten kræve en byggetilladelse eller en anmeldelse til kommunen.

En byggetilladelse er kort sagt en tilladelse fra kommunen til at begynde det byggeri, som du har søgt om. Byggetilladelsen kan indeholde en række vilkår, som skal opfyldes i forbindelse med byggeriet, for at bygningsreglementet er overholdt.

En anmeldelse er en orientering til kommunen om det byggeri, som du ønsker at gå i gang med. Efter en anmeldelse laver kommunen ikke en decideret byggesagsbehandling, men man vurderer, om der overhovedet er hjemmel til at begynde på det anmeldte byggeri.

Du kan læse om, hvilke byggerier der kan udføres uden byggetilladelse, men alene på baggrund af en anmeldelse til kommunen, i BR-S98, afsnit 1.5. og 1.7.

Skal bygningsreglementerne følges, selvom dit projekt ikke kræver byggetilladelse?

JA. Det er en misforståelse, at BR-95 og BR-S98 kun gælder for byggerier, hvor du skal søge om byggetilladelse. Misforståelsen gælder især anvendelse af småhusreglementet BR-S98, fordi det ikke er alle byggearbejder, som kræver byggetilladelse. Men hvis alle mindre byggerier, renoveringer og moderniseringer krævede byggetilladelse frem for blot en anmeldelse, ville administrationen hos teknisk forvaltning være alt for omfattende.

Selvom et byggearbejde ikke kræver byggetilladelse fra kommunen, skal byggeriet selvfølgelig stadig være lovligt og opfylde kravene i det bygningsreglement, som byggeriet er reguleret af.

Kan du få dispensation fra reglerne i bygningsreglementet?

Hvis du ved, at dit byggeri ikke kan opfylde de tekniske krav eller andre bestemmelser i bygningsreglementerne, kan du søge om en dispensation hos kommunen. Ifølge Byggelovens § 22 kan kommunen give dispensation for kravene i Byggeloven og bygningsreglementerne, hvis de skønner, at dispensationen er forenelig med de hensyn, som ligger til grund for de pågældende bestemmelser.

I visse tilfælde kræver behandlingen af en dispensationsansøgning en nabohøring. Kommunalbestyrelsen kan ikke give dispensation, før en sådan nabohøring er gennemført, og der ikke er kommet nogen indsigelser, som berettiger til, at kommunen afslår dispensation. Under alle omstændigheder må du ikke begynde på et byggeri, førend hele byggesagen er færdigbehandlet hos kommunen.


 

Publiceret: torsdag 24. maj 2007

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén
Lizette Heising, advokat Centura Advokater

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen