Lavenergihus bygget af flamingoklodser
Et hus af flamingoklodser og beton er godt isoleret og meget tæt. Huset er let at bygge, men du bør overlade det til en fagmand at støbe betonen.

- Hus bygget i flamingoklodser. Foto venligst udlånt af Isobyg.
Hvordan er et hus af flamingoklodser bygget?
Et hus af flamingo har ydervægge, der er opbygget af "byggeklodser" af flamingo (også kaldet styropor eller polystyren), som er hule. Da flamingoklodserne ikke i sig selv er stærke nok til at bære taget og stabilisere huset mod vinden, fyldes deres hulrum med beton. Det er betonen, der gør huset stabilt.
Husets facade kan pudses på den udvendige side med gipspuds (25 mm), eller den kan beklædes med f.eks. natursten. Indvendigt pudses væggene også med gipspuds (15 mm) eller beklædes med to lag gipsplade.
Hvorfor er flamingoklodser velegnede til lavenergihuse?
Ydervæggene af beton og flamingo isolerer godt, så der er ikke brug for yderligere isolering her. Væggene er også meget tætte, da der ikke er revner eller andre utætheder i ydervæggene, som varmen kan slippe ud igennem.
De eneste samlinger findes omkring vinduer og døre. Her skal der derfor isoleres omhyggeligt ved at stoppe isoleringsmateriale ind og fuge grundigt. Der er ingen kuldebro ved vinduesåbninger, hvor varmen kan trænge ud. Det skyldes, at der skubbes et endestykke ned mellem "for- og bagvæg" i den hule flamingoklods, som forhindrer betonen i at løbe ud, mens man støber.
Væggen føles ikke kold på indersiden.
Et lavenergihus skal leve op til skrappe energikrav, som fremgår af bygningsreglementet, og varmetabet gennem ydervæggen skal være lavt. Varmetabet angives som en U-værdi, og U-værdien skal normalt ned på 0,2 eller derunder, hvis huset skal opfylde kravene til et lavenergihus. Hvis huset skal opfylde kravene til et passivhus, skal U-værdien ned i nærheden af 0,1. Jo tykkere flamingoklodserne er, jo lavere er U-værdien.
Læs mere om kravene til lavenergihuse i BOLIUS Fakta: Energiklasser for nye enfamiliehuse og BOLIUS Fakta: Energiberegning af nye huse.
Hvordan ser et hus af flamingoklodser ud?
Alle muligheder står åbne, hvis du vil bygge et hus af flamingoklodser og beton. Du kan sætte flamingoklodserne sammen i lige netop den form, du ønsker dig.
Du kan også frit vælge den type facadebeklædning, du ønsker. De fleste flamingohuse står med pudsede ydervægge, men du kan også beklæde flamingoklodserne med træ, sten, klinker, natursten, eller hvad du nu skulle have lyst til.
Hvilke fordele er der ved et lavenergihus af flamingoklodser?
- Flamingoklodserne kan sammensættes, som du har lyst til. Det er lidt ligesom at bygge med legoklodser, så det giver arkitekten et stort spillerum.
- Det går hurtigere at opføre en ydervæg i flamingoklodser end at opføre en traditionel muret ydervæg med dobbeltmur.
- Både flamingo og beton er kendte materialer, der har en god holdbarhed.
- Flamingoklodser vejer ikke ret meget, så de er nemme at flytte rundt på.
- Det er nemt at skære klodserne til i de rigtige mål med almindeligt håndværktøj.
- Materialet isolerer så godt, at de indvendige vægge føles behageligt varme, selvom det er frostvejr.
- Blokkene er lagervare, så der er meget kort leveringstid.
- Materialet kan genbruges.
Hvilke ulemper er der ved et lavenergihus af flamingoklodser?
- Flamingo er et meget let materiale. Derfor er det vigtigt, at betonen i væggene er støbt korrekt af en fagmand. Ellers er der fare for husets stabilitet og sikkerhed i stormvejr.
- Flamingo er et brændbart materiale. Derfor skal den dækkes med et ubrændbart materiale (en såkaldt brandklasse 1-beklædning) både på den udvendige og den indvendige side. Det kan f.eks. være puds eller gips.
- Byggeri med flamingo er ikke udbredt i Danmark, så det er ikke sikkert, at kommunens tekniske forvaltning kender til det. Derfor er det en god idé at tage et møde med kommunen, inden du går i gang. Det kan måske lette sagsbehandlingen.
- Din lokale håndværker kender måske ikke til byggeri med flamingo. Men leverandørerne af byggematerialerne har udførlige brugsanvisninger. Du kan også vælge at få huset bygget af håndværkere, som du får anbefalet af leverandøren, og som du ved har erfaring med produktet.
- Det er absolut ikke alle arkitekter, bygningskonstruktører og ingeniører, der kender til at bygge med flamingoklodser. Så det kan kræve lidt benarbejde at finde rådgivere, der har erfaring med den type byggeri.
- I nogle lokalplaner stilles der krav om, at man skal kunne se facadens rå mursten (blankt murværk). Du skal derfor søge dispensation fra lokalplanen, hvis du vil bygge et hus af flamingo og beton.
Hvor kan du købe flamingoklodser?
Der findes flere leverandører af flamingoklodser. Her er to, som begge er tyske.
Isorast
Firmaet Thermisol forhandler produktet Isorast, som er fremstillet af polystyren. Klodserne findes i flere størrelser:
-
Tykkelse 43,75 cm og en U-værdi på 0,10.
I Tyskland er der blevet bygget over 15.000 huse af Isorast siden 1975. Heraf er 100 såkaldte passivhuse med et meget lille energiforbrug til opvarmning.
Maqu Bausysteme
Firmaet ISO-byg forhandler produktet Magu Bausysteme, som er fremstillet af styropor. Disse klodser fås også i flere størrelser:
-
Tykkelse 35 cm og en U-værdi på 0,16.
-
Tykkelse 40 cm og en U-værdi på 0,13.
-
Tykkelse 45 cm og en U-værdi på 0,11.
-
Tykkelse 50 cm og en U-værdi på 0,09.
Firmaet ISO-byg har indtil videre leveret klodserne til omkring 15 huse i Danmark. Der er bygget mange tusinde i Tyskland.
Hvordan kommer du i gang med at bygge et lavenergihus af flamingoklodser?
Hvis du gerne vil bygge et hus af flamingoklodser, er det nemmest at kontakte en af leverandørerne. Her kan du få anbefalet rådgivere og et byggefirma, som har prøvet at bygge den slags huse før.
Enhver arkitekt eller bygningskonstruktør kan tegne et sådant hus, og enhver ingeniør kan lave de statiske beregninger, men da konceptet ikke er ret kendt, vil det tage længere tid for dem, hvis de gør det første gang.
Hvis du selv vil bygge huset, kræver det også en grundig instruktion og et godt samarbejde med leverandøren.

- Hus af flamingoklodser under opførelse.Foto venligst udlånt af Isobyg.
Er et hus af flamingoklodser egnet til selvbyg?
Det er ikke specielt svært at bygge et hus af flamingoklodser. Så hvis du har håndelag for gør det selv-arbejde, kan du godt stå for en del af byggeriet selv.
Det er relativt nemt at stable flamingoklodserne oven på hinanden. I og med at de ikke vejer ret meget, er de nemme at jonglere rundt med. Det er dog vigtigt at overholde leverandørens vejledning til punkt og prikke.
Når flamingoklodserne er rejst, skal hulrummet i væggene støbes ud med beton. Det bør du overlade til en fagmand, hvis du ikke har prøvet det før.
Hvordan skal et hus af flamingoklodser vedligeholdes?
Husets vedligeholdelse afhænger af, hvilken facade du vælger. Så det er en god idé at have vedligeholdelsen med i overvejelserne, når du skal vælge husets facade.
Den specialpuds, som bruges til huse af flamingoklodser, har den fordel, at den tørrer hurtigere end almindelig puds efter kraftigt regnvejr eller tøvejr. Derfor er den mindre sårbar over for frost, og risikoen for, at den krakelerer, er meget lille. Mange tror, at en pudset facade er sart og f.eks. ikke kan tåle, at man parkerer en cykel op ad den eller spiller bold op ad den. Det kan den sagtens klare, da pudslaget er ret tykt.
Den eneste vedligeholdelse, den pudsede facade kræver, er maling hvert 10.-15. år.
Hvis du vælger en facade af træ, skal den vedligeholdes som på et træhus. Det vil sige, at den skal have træbeskyttelse eller maling med jævne mellemrum.
Hvis du vil have så lidt vedligeholdelsesarbejde på facaden som muligt, kan du vælge en facade af natursten eller klinker.
Publiceret: torsdag 30. oktober 2008
Kolofon / Send feedback
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer