Lavenergihus bygget af stålplade
Et hus af stålplader er både tæt og velisoleret, og stålet leder jordvarmen op i ydervæggen, så huset bruger meget lidt varme. Huset har et sundt indeklima, som især er godt for astmatikere.

- Lavenergihus fra Espergærde.
Foto: Udlånt af Thermologica.
Hvordan er et hus af stålplader bygget?
Et hus af stålplader har ydervægge af stål, som står på et vandret fundament af stål, som er placeret i bunden af en udgravning i jorden. Stålydervæggene går ca. 1 ½ meter ned i jorden. Hvis huset skal have kælder, forlænges stålpladerne bare nedad.
Ydervæggene af stålplader er ikke så tykke som almindelige ydervægge af mursten eller træ. Tykkelsen afhænger af, hvor mange etager huset har. Jo flere etager, jo tykkere skal stålpladen være for at kunne bære husets vægt. Oven på stålvæggene rejses en helt almindelig tagkonstruktion.
Stålvæggene isolerer ikke i sig selv, så huset skal isoleres med omkring 350 mm isoleringsmateriale i væggene på indersiden af stålpladen og 400 mm på loft og i gulv. I gulvet isoleres der med standardflamingo (polystyren el.lign.), mens der i væggene og på loftet isoleres med isoleringsmateriale, der kan blæses ind. Det kan f.eks. være mineraluld eller perlite.

- Stålplade monteres i udgravet rende.
Foto: Udlånt af Thermologica.
Huset er bygget efter principper, der er velkendte fra havnebyggeri, kombineret med principper fra det traditionelle husbyggeri. Husenes holdbarhed er der derfor ingen grund til at være bekymret for.
Huse af stålplader bygget i Danmark
Der er endnu ikke så mange erfaringer med stålpladehuse herhjemme, men í udlandet har man gennem mange år brugt stål i stor stil som skelet i højhuse.
Der er indtil videre kun bygget fire huse af stålplader i Danmark, og endnu et er på vej:
- Et parcelhus i Espergærde (1992), der er bygget som et demonstrationsbyggeri.
- Et parcelhus i Århus (1994).
- Et parcelhus i Frederikshavn (1998).
- En treetagesejendom med lejligheder i Ballerup (1996).
- Et ældrecenter, der er ved at blive opført i Stenløse (2008).
Prøvehuset i Espergærde er testet på alle ledder og kanter og er fundet helt i orden. Der findes derfor megen dokumentation om det. Danmarks Tekniske Universitet (DTU), DMI, KAB Forskningscenter Risø og Aalborg Universitet (AAU) har f.eks. foretaget mange målinger på huset.
Hvorfor er stålplader velegnede til lavenergihuse?
Et stålpladehus er et lavenergihus, dels fordi det er velisoleret og tæt, og dels fordi stålpladerne fungerer som varmeleder. Stålpladerne fungerer næsten som en slags jordvarmeanlæg, der henter varmen i jorden op i stålvæggen. Derved bliver temperaturen på ydervæggene lidt højere end temperaturen i luften om vinteren, og det nedsætter varmetabet gennem væggen.
Ved samlinger omkring vinduer, døre og installationer, f.eks. afløb, vand, elkabler og ventilationskanaler, er det vigtigt at være meget omhyggelig med isoleringen og tætningen. Ellers smutter varmen ud gennem utæthederne. Det er også vigtigt, at dampspærren er helt tæt og slutter tæt omkring alle samlinger. Dampspærren placeres en tredjedel inde i ydervæggen og i loftkonstruktionen (målt fra indersiden) for at forhindre fugt i vægkonstruktionen.
Huset har et ventilationsanlæg med varmegenvinding. På den måde kan man opnå et godt og sundt indeklima i det tætte hus uden at spilde varme ved at lufte ud. Ventilationsanlægget sørger både for at udskifte luften og holde luftfugtigheden nede, og det genbruger varmen fra den "beskidte" luft til at varme den rene luft op med.

- Lavenergihus af stålplader under opførelse.
Foto: Udlånt af Thermologica.
Et lavenergihus skal leve op til skrappe energikrav, som fremgår af bygningsreglementet, dvs. at varmetabet gennem ydervæggen skal være lavt. Varmetabet angives som en U-værdi, og U-værdien skal normalt ned på 0,2 eller derunder, hvis huset skal opfylde kravene til et lavenergihus. Hvis huset skal opfylde kravene til et passivhus, skal U-værdien ned i nærheden af 0,1.
Læs mere om kravene til lavenergihuse i BOLIUS Fakta: Energiklasser for nye enfamiliehuse og BOLIUS Fakta: Energiberegning af nye huse.
Stålplader bruges i passivhuse
Stålpladehuse er så velisolerede og tætte, at de bygges som passivhuse. Et passivhus behøver ikke noget fyr eller en anden varmekilde. Det opvarmes alene med gratisvarmen fra solen, beboerne, det elektriske lys og installationerne og fra varmegenvindingen i ventilationsanlægget.
I en af lejlighederne i stålpladehuset i Ballerup har man målt, hvor meget energi der skal bruges til at varme huset op. Det er meget lidt, nemlig hvad der svarer til energien fra tre 60 watt-pærer. Forsøget blev udført af KAB, der var byggeadministrator. Prøvehuset i Espergærde har stået tomt en vinter uden varmetilskud, og temperaturen inde i huset nåede aldrig ned under 13 grader.
Hvordan ser et stålpladehus ud?
Et stålpladehus kan sagtens ligne et helt almindeligt hus både udefra og indefra, idet stålet kan være helt skjult inde i vægkonstruktionen.
Du kan få præcis den facadebeklædning, du har lyst til, uden på stålpladerne. Hvis du gerne vil have et træhus, beklæder du bare huset med brædder. Og hvis du vil have et hus med murstensfacade, kan du også få det. Du kan også lade stålpladerne være synlige udefra. Vinduer og døre kan også placeres fuldstændig frit.
På indersiden ligner huset også et ganske almindeligt hus. På den indvendige side af stålpladen sættes der er skelet op til gipsvæggen. Når gipspladerne er monteret på skelettet, hældes der isoleringsmateriale ind i hulrummet mellem stålpladen og gipspladen.
Hvilke fordele er der ved et lavenergihus af stålplader?
- Huset er 3-7 procent billigere at opføre end traditionelt byggeri, bl.a. fordi det kan opføres på kort tid. Det gælder også, selvom huset er et passivhus.
- Huset er meget behageligt at opholde sig i, da vægge, lofter og gulve er godt isolerede og derfor føles varme. Der er en meget lille temperaturforskel (under 1 grad) på overfladerne i huset.
- Huset er godt for allergikere, da luften hele tiden udskiftes og derfor er ren. Astma-Allergi Forbundet har stået bag et forsøg, hvor flere familier med astma i en periode har boet i huset. De syge familiemedlemmer blev alle medicinfri efter en periode mellem tre uger og et halvt år.
- Huset er frit for skimmelsvamp, da luftfugtigheden holdes nede. Huset er også tørt fra starten i modsætning til et traditionelt muret byggeri, som kan rumme meget byggefugt.
- Huse af stålplader har et meget lavt energiforbrug til varme. Stålplader bruges derfor også til at bygge passivhuse.
- Stål kan genbruges. Stålpladerne kan f.eks. være fremstillet af stål fra gamle skibe, der er smeltet om.
- Huset kan få de dimensioner, du ønsker, da stål kan bære meget og er et meget fleksibelt materiale.
- Stålpladehuset er grundigt testet og dokumenteret af bl.a. Danmarks Tekniske Universitet (DTU), DMI, KAB, Forskningscenter Risø og Aalborg Universitet (AAU).
Hvilke ulemper er der ved et lavenergihus af stålplader?
- Byggeri med stålplader er ikke særlig udbredt endnu, så det er ikke sikkert, at kommunens tekniske forvaltning kender til det. Derfor er det en god idé at tage et møde med kommunen, inden du går i gang. Det kan måske lette sagsbehandlingen.
- Det er helt sikkert ikke alle arkitekter, ingeniører, entreprenører og håndværkere, der kender til stålpladehuse. Derfor kan det være svært at finde rådgivere og håndværkere, der har erfaring med at bygge netop den type hus.
Der eksisterer en masse fordomme om huse af stål, bl.a. fordi huskonceptet er så nyt og anderledes i forhold til traditionel dansk byggestil. For eksempel tror mange, at det at bo i et stålhus er som at bo i en container, men sådan er det ikke. Stålet er normalt ikke synligt, men gemt inde i ydervæggen, og huset har et godt indeklima, bl.a. pga. ventilationsanlægget, som sørger for at holde luften frisk og uden fugt.
Hvordan kommer du i gang med at bygge et lavenergihus af stålplader?

- Stålplader monteres i udgravet rende.
Foto: Udlånt af Thermologica.
Hvis du kunne tænke dig at bygge et stålpladehus, skal du kontakte firmaet Thermologica, som har patent på byggeprincippet. Firmaet kan enten levere præfabrikerede stålplader, der er skåret til i mål, eller pladerne kan skæres til på byggepladsen.
Enhver arkitekt eller bygningskonstruktør kan tegne et sådant hus, og enhver ingeniør kan lave de statiske beregninger. Men da konceptet ikke er ret kendt, vil det tage længere tid for dem, hvis de gør det første gang. Stål er dog et relativt simpelt at regne på.
Er et stålpladehus egnet til selvbyg?
Et stålpladehus er ikke egnet som et gør det selv-byggeprojekt. De store og tykke jernplader skal placeres rigtigt nede i jorden, og det er et arbejde, der skal udføres af professionelle med en kran. Pladernes skal derefter fastholdes, så de får tilstrækkelig afstivning til at bære taget. Det er heller ikke en gør det selv-opgave. Når først den bærende konstruktion er opført, kan det videre arbejde udføres som for alle andre boliger.
Hvordan skal et stålpladehus vedligeholdes?
Stålpladerne i ydervæggen kræver ikke i sig selv vedligeholdelse. Stålet er beskyttet, så det ikke ruster (katodisk beskyttelse).
Husets vedligeholdelse afhænger derfor af, hvilken facade du vælger at sætte uden på stålpladerne. Det er derfor en god idé at have vedligeholdelsen med i overvejelserne, når du skal vælge husets facade. En pudset facade og en træfacade skal f.eks. males med nogle års mellemrum, mens en muret facade stor set er vedligeholdelsesfri.
Publiceret: torsdag 30. oktober 2008
Kolofon / Send feedback
Kilder
Thermologica
DTH (nu DTU)
KAB
Carl Bro
DMI
Aalborg Universitet
Astma-Allergi Forbundet
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer