Lavenergihuse og passivhuse
Lavenergihuse og passivhuse bruger meget mindre energi end almindelige enfamiliehuse. De koster lidt mere at bygge, men det er hurtigt tjent ind på en lavere varmeregning.

- Lavenergihuse og passivhuse bruger meget mindre energi end almindelige enfamiliehuse.
Hvad er forskellen på et lavenergihus og et passivhus?
Lavenergihuse og passivhuse er to typer huse, der har det til fælles, at de bruger mindre energi, end bygningsreglementet stiller som krav til det maksimale energiforbrug i huse.
- Lavenergihuse er defineret i bygningsreglementet, der sætter grænser for, hvor meget energi husene må bruge til opvarmning m.m. Der findes to klasser lavenergihuse.
- Passivhuse er et koncept, som stammer fra Tyskland, og som endnu ikke har fået en særskilt dansk definition. I princippet er et passivhus et superlavenergihus, der kun bruger meget lidt energi til opvarmning m.m.
I øjeblikket er der desuden ved at blive udviklet huse, der producerer mere energi, end de anvender - de såkaldte plusenergihuse.
Hvad er et lavenergihus?
Lavenergihuse er huse, som lever op til særligt skrappe energikrav, der er defineret i bygningsreglementet.
Der er to klasser lavenergihuse:
- Klasse 1, som maksimalt må bruge halvt så meget energi som et almindeligt enfamiliehus.
- Klasse 2, som maksimalt må bruge trefjerdedele af den energi, som må bruges i et almindeligt enfamiliehus.
På et år må et almindeligt enfamiliehus maksimalt bruge 70 kWh/m² plus 2.200 kWh divideret med det opvarmede etageareal (boligarealet) til opvarmning, ventilation, køling og varmt brugsvand - dette kaldes energirammen.
Læs mere om bygningsreglementets energikrav til huse i BOLIUS Fakta: Nye energibestemmelser

Lavenergihuses lave energiforbrug opnås ved:
- At huset er isoleret med et tykkere lag isolering end almindelige enfamiliehuse.
- At være omhyggelig med at undgå utætheder og andre steder, hvor varmen i huset kan gå tabt i omgivelserne (kuldebroer).
- At huset har energiruder med et meget lille varmetab.
- At huset har ventilation med varmegenvinding, så der ikke spildes varme på udluftning.
Et lavenergihus er ikke meget dyrere at opføre end et almindeligt enfamiliehus. Til gengæld vil du i løbet af nogle få år kunne tjene ekstraudgiften ind, fordi huset er meget billigere at varme op.
Op gennem 1990'erne og efter 2000 er der blevet bygget en hel del forsøgsbyggerier, der har vist, at det sagtens kan lade sig gøre at bygge typiske enfamiliehuse, som opfylder de skærpede energikrav, uden væsentlige byggetekniske problemer. Husene har en fornuftig økonomi både i selve byggeriet, og når de tages i brug.
Godkendelse og dispensation
Det er den tekniske forvaltning i kommunen, som ud fra bestemmelserne i bygningsreglementet afgør, om dit nye hus kan godkendes som et klasse 1- eller klasse 2-lavenergihus.
Da et lavenergihus ikke behøver så stor en tilførsel af energi, er det ofte tilstrækkeligt, at huset forsynes med jordvarme, solvarme, en varmepumpe eller en anden lokal energiforsyning. Derfor er et nyt lavenergihus ikke forpligtet til at blive tilsluttet den kollektive varmeforsyning med f.eks. fjernvarme eller naturgas. Du skal søge dispensation fra tilslutningspligten i kommunen.
Hvis du bygger et eksisterende hus om til lavenergihus, kan du også søge kommunalbestyrelsen om at blive fritaget fra tilslutningspligten.
Fordele ved et lavenergihus
- Et lavenergihus har meget lave udgifter til varme.
- Huset er miljøvenligt.
- Huset har et kontrolleret indeklima. Du behøver ikke lufte ud, da ventilationssystemet selv klarer luftudskiftningen.
- Du kan få dispensation fra tilslutningspligten.
Ulemper ved et lavenergihus
- Byggeomkostningerne er lidt højere end for almindelige enfamiliehuse.
- Nogle føler, at huset er for tæt.
Hvad er et passivhus?
Et passivhus er et superlavenergihus, dvs. et hus, hvor behovet for rumopvarmning er mindre end 15 kWh/m2 pr. år. Der er også strenge krav til tætheden i et passivhus for at undgå varmetab. Kravene er væsentligt strengere end de krav, bygningsreglementet stiller til enfamiliehuse i.
Konceptet bag passivhusene stammer fra Tyskland, hvor et passivhus er en bygningsstandard, som ikke kun omfatter energiforhold, men også stiller krav til materialer, bygningsfysik, placering af bygningen på grunden, indeklima m.m.
Det tyske Passiv Haus-koncept bygger på beregningsmetoder, som vi ikke direkte kan "oversætte" til kravene til de danske energibestemmelser i bygningsreglementet. I Tyskland anvender man f.eks. husets indvendige areal (nettoarealet), når man beregner, hvor meget energi huset må bruge pr. kvadratmeter, hvor vi i Danmark regner med det udvendige areal (bruttoarealet).
Passivhuses lave energiforbrug opnås bl.a. ved at bygge, så huset har:
- Et lavt varmetab fra vægge, loft og gulv.
- Supereffektive vinduer.
- Optimalt placerede vinduer, så solvarmen udnyttes.
- En lufttæt konstruktion.
- Kontrolleret ventilation med varmegenvinding.
- Et kompakt design, så husets overflade er lille og dermed ikke taber så meget varme.
- Solvarmeanlæg, som anvendes til varmt brugsvand.
Passivhuse er meget udbredt i Tyskland, Østrig og Sverige. Det er muligt, at passivhuskonceptet på et tidspunkt kommer til at danne grundlag for kravene til et ny dansk klasse 1+ lavenergihus i bygningsreglementet.
Det første danske passivhusbyggeri blev opført i Næstved i 2006, og i efteråret 2007 er flere byggerier i gang i Danmark, bl.a. i Vejle, Ebeltoft, Middelfart og ved Lystrup og Hjortshøj i Århus.

Et passivhus skal certificeres for at kunne kaldes et passivhus. I Danmark vil det kunne ske hos www.passivhus.dk.
Hvilke fordele er der ved et passivhus?
- Varmeregningen er meget lav.
- Fra udlandet er der eksempler på passivhuse, der ikke har været dyrere at bygge end almindelige huse, fordi man har kunnet spare installationen af centralvarmeanlægget.
- Den effektive isolering betyder, at der ikke er træk.
- Mekanisk ventilation sikrer, at der altid er frisk luft.
Hvilke ulemper er der ved et passivhus?
- Da der ikke er stor erfaring med at bygge passivhuse i Danmark, kan det være svært at finde håndværkere, der kan udføre byggeriet, og at finde materialer og produkter, der lever op til kravene. Øget efterspørgsel vil naturligvis kunne ændre på dette forhold.
- I nogle typer passivhuse kan vinduerne ikke åbnes, hvilket kan være psykologisk ubehageligt.
Dispensation fra tilslutningspligten
Når du bygger et passivhus uden varmeanlæg, kan du søge kommunen om dispensation for tilslutningspligten til den kollektive varmeforsyning. Det har stor betydning for økonomien, hvis du kan slippe for at betale for tilslutningen og den faste årlige afgift.
Publiceret: onsdag 9. december 2009
Kolofon / Send feedback
Kilder
www.passivhaus.de
www.altompassivhuse.dk
www.passivhus.dk
www.ellehauge-kildemose.dk
Henvisninger
I Ullerødbyen ved Hillerød opføres huse i lavenergiklasse 1 I Stenløse Syd opføres huse i lavenergiklasse 1 og 2 Se flere eksempler på passivhuse på hjemmesiden Altompassivhuse.dk Se de tyske kriterier for passivhuse oversat til dansk på Passivhus.dk Rådgivning og information om passivhuse hos firmaet Passivhus.dk Tysk hjemmeside om de tyske erfaringer med passivhuse Harresø - Dansk producerede passivhuse
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer