Nyopførte passivhuse
Når du bygger et passivhus, skal du være meget omhyggelig med at vælge grund, projektere og opføre huset. Det koster ca. 10 procent mere at bygge et passivhus end et traditionelt hus.

- Nyopført etplanshus fra Thyholm murer.
Kan et traditionelt dansk hus bygges som et passivhus?
Et traditionelt dansk hus kan godt bygges som et passivhus. Men det nytter ikke noget at gøre, som "man plejer". Der skal tænkes nyt helt fra starten, dvs. allerede fra valget af grunden. Under projekteringen af huset skal der i alle beslutninger være fokus på at minimere husets varmetab.
Endelig skal huset bygges med stor omhu, da det ellers ikke bliver tæt nok. Det er alt sammen nødvendigt for at komme ned på passivhuskravet på 15 kilowatt-timer pr. kvadratmeter, som er den mængde energi, der må bruges til at opvarme huset.
Firmaet Thyholm Murer A/S opfører i Skibet ved Vejle et dobbeltmuret enplanshus i passivhusklassen, som ligner et traditionelt dansk muret hus. Huset er en smule mere kompakt end et standardtypehus.
Vægarealet skal gøres så lille som muligt, da det har stor betydning for den beregning, der skal dokumentere, at huset er et passivhus.
Der er tre andre murede passivhuse i samme udstykning, men de har ikke den traditionelle typehusfacon. Derudover er der tre huse med en facade i puds, som også er meget traditionelt dansk. Et af husene har en facade i hvid beton, mens de sidste to huse har en facade i træ, hvilket bliver mere og mere almindeligt herhjemme.
Hvilke danske firmaer bygger passivhuse?
I Danmark er der et firma, der har fået sit byggesystem certificeret efter det tyske passivhus - Harresøhus (september 2008), der for øvrigt er et af fem firmaer i hele verden!
Hos Harresøhus kan du bestille et passivhus på samme måde, som du bestiller et hvilket som helst andet typehus. Passivhuset fra Harresøhus er et ottekantet hus med loft til kip, hvor du frit kan placere alle de indvendige vægge.
Der er ingen af de mere kendte typehusfirmaer i Danmark, der på nuværende tidspunkt opfører passivhuse. Men det skal nok komme, da passivhusstandarden forventes at blive kravet i det danske bygningsreglement fra 2020 - og det er der jo ikke længe til.
Der findes to ikke særligt kendte hustyper i Danmark, som vil kunne certificeres som passivhuse: et hus bygget af flamingo og et hus bygget af stålplader. Men for at de kan kaldes passivhuse, skal de placeres korrekt på grunden i forhold til verdenshjørnerne og skygge, og de skal selvfølgelig følge alle de nødvendige retningslinjer for certificering som passivhus.
Hvem kan du kontakte, hvis du ønsker at bygge et nyt passivhus?

- Hus tegnet af Olav Langenkamp.
I Danmark er der kun en håndfuld personer, der ved virkelig meget om passivhuse. Deres erfaringer med passivhuse stammer primært fra Tyskland, Østrig og Schweiz
Arkitekt Olav Langenkamp, som har bygget det første certificerede passivhus i Danmark, har erfaring med området. Han har bygget et hus i Ebeltoft til sig selv og sin familie. Olav Langenkamp har sin egen tegnestue med speciale i passivhuse og huse, der producerer deres egen varme og strøm, samt energirigtig renovering.
Tegnestuen samarbejder med Passivhus.dk, en tysk vinduesspecialist og et tysk entreprenørfirma i et fælles firma UNS4. Ved henvendelse til Olav Langenkamp kan man altså både få huset tegnet af en arkitekt, få beregningerne lavet og få bygget huset.
I øjeblikket bygges ti passivhuse i Skibet ved Vejle - de såkaldte Komfort Huse. De firmaer, der arbejder på husene, er ved at indhente erfaringer, som de kan bruge til fremtidige passivhuse. Det gælder både de arkitektfirmaer, rådgivende ingeniørfirmaer og entreprenørfirmaer, der står for opførelsen. De involverede parter i passivhusbyggeriet ved Vejle kan ses på Komfort Husenes hjemmeside.
Letbetonelementgruppen under Dansk Beton har i august 2008 udgivet hæftet: "Energieffektive boliger", hvor Arkitektfirmaet C.F. Møller i samarbejde med Ingeniørfirmaet Hundsbæk & Henriksen har tegnet og gennemregnet et eksempel på et trekantet etplanshus, der kan opføres som passivhus. Hæftet er ment som en vejledende information til arkitekter og ingeniører.
Af rådgivende ingeniørfirmaer med erfaring med passivhuse kan nævnes:
- Passivhus.dk ved Søren Pedersen
- Ellehauge & Kildemoes, der står bag hjemmesiden Altompassivhuse.dk
- Cenergia Energi Consultants
- Wissenberg.
Aalborg Universitet står bag et erhvervsnetværk om passivhuse.
Formålet med Netværk Passivhus er bl.a. at give især mindre virksomheder adgang til den nyeste viden og erfaring med lavenergibyggeri - både nationalt og internationalt og at udvikle nye bygningskoncepter og produkter.
Hvad koster et nyt passivhus?
Et nyt passivhus koster omkring 10 procent mere at opføre end et traditionelt hus, der kun lige overholder bygningsreglementets energikrav. Det skyldes primært, at materialerne koster mere, og at der bygges med en større omhu for at være sikker på, at huset er tæt nok. Når huset er færdigt, er der til gengæld næsten ingen varmeregning, så de månedlige udgifter er ikke meget større, selvom du skal låne lidt mere til byggeriet.

- Passivhus under opførelse i Skibet.
I Tyskland og Østrig gives der tilskud til byggeri af et passivhus, så prisforskellen bliver meget lille for husejeren.
Kan du selv bygge et passivhus?
Hvis du ikke er ekspert i passivhuse, vil det nok kræve, at du får rådgivning af nogen, der er. Og det skal ske helt fra starten af projektet.
Valg af byggegrund
Når du skal vælge byggegrund, skal du overveje, om den overhovedet er egnet til at bygge et passivhus på. Det skal være muligt at placere huset rigtigt i forhold til verdenshjørnerne, og så det ikke ligge i skygge om foråret, efteråret og vinteren. Et passivhus har et stort behov for gratis varme fra solen gennem vinduerne.
I mange danske lokalplaner er der en begrænsning på, hvor mange etager et hus må have. Det er typisk halvanden etage, dvs. en fuld stueplan og en førstesal med skråvægge under taget.
Er der begrænsninger i det område, hvor du planlægger at bygge et passivhus, skal du undersøge, om kommunen vil give dispensation for et passivhus i to fulde etager, som er den optimale form på et passivhus.
Projektering
For at huset kan certificeres efter de tyske certificeringsregler for passivhuse, kræves der en del dokumentation i den fase, hvor huset tegnes og projekteres. Der skal redegøres for, hvor godt huset isoleres, hvorledes samlinger mellem forskellige materialer skal udføres, hvordan kuldebroer undgås osv.
Opførelse
Du skal være opmærksom på, at det kræver stor omhu at bygge et passivhus. Huset skal være meget tæt, og det kræver en meget omhyggelig udførelse af dampspærren og stort fokus på tætning omkring f.eks. vandrør og elektriske installationer. Det er som regel der, hvor der er utætheder i traditionelle huse, og hvor varmen slipper ud.
Hvis du selv vil bygge et passivhus og undgå alle faldgruberne undervejs, vil det kræve, at du er en dygtig håndværker, der kender lidt til alle slags håndværk eller har anden byggeteknisk indsigt.
Kan et passivhus være svært at sælge?
Et passivhus vil nok blive nemmere og nemmere at sælge, jo mere oliepriserne stiger, og jo mere udbredt kendskabet til hustypen bliver.
Jo mere oliepriserne stiger, jo større forskel vil der være på et passivhus' varmeregning, som er næsten nul, og på varmeregningen for et almindeligt hus. Jo mindre varmeregningen er, jo mindre er den månedlige faste udgift, og jo mere sjov er der råd til.
Et passivhus kan også blive attraktivt, efterhånden som danskerne opdager, at der ikke behøver at være træk og kulde i et hus. Når først vi vænner os til, at huse kan være supergodt isolerede og af den grund behagelige at opholde sig i, vil der komme flere passivhuse.
Publiceret: torsdag 2. oktober 2008
Kolofon / Send feedback
Henvisninger
Læs om passivhuset fra Harresøhus i artikler fra Ingeniøren Læs om passivhuset fra Harresøhus i artikler fra Ingeniøren Læs om princippet bag Harresøhus på deres hjemmeside Læse mere om arkitekt Olav Langenkamp på hans hjemmeside Læs om passivhusbyggeriet Komfort Huse ved Vejle Læs om Netværk Passivhus
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer