Venlig type

Inspiration |  Publiceret: onsdag 14. september 2005

Det gængse dukkehusformat er afskaffet i et nyt bud på et kvalitetsfritidshus, tegnet af arkitekt MAA Poul Dørflinger. Klassisk facadehøjde og god taghældning sikrer masser af lys og gode anvendelsesmuligheder hele året rundt.

 

En lys og venlig, men samtidig skarpskåren konstruktion med materialer af høj kvalitet er centrale elementer i det nye fritidshus, som Poul Dørflingers tegnestue i Haderslev har udtænkt for datterselskabet Kubo Living. Arkitektens bud på et typehus til fritidsbrug gør op med den lave højde, der er karakteristisk for mange boliger i sommerlandet. "Vores ønske var at skabe et hus, som markerer sig på en god måde i landskabet, og at komme væk fra det dukkehusagtige, der ofte præger traditionelle sommerboliger. I stedet tager konstruktionen udgangspunkt i en klassisk facadehøjde og en taghældning på 45 grader," fremhæver Poul Dørflinger.

Venlig type

Gedigne materialer

Huset på i alt 98 kvadratmeter er opført som prøvehus i Jegum, nær Henne Strand ved Vestkysten. Der er tale om et træhus af sortmalet lærketræ.

Overalt er der valgt gode materialer, lige fra taget af rødt tegl, der er forsynet med tagrender og nedløb af zink, til de massive fyrretræsgulve. De er ludbehandlede, hvad der måske ikke umiddelbart synes så velegnet til et fritidshus, hvor snavsede barnesko og gummistøvler i ubevogtede øjeblikke kan slæbe masser af skidt med ind. Men når luden én gang er kørt godt ind i træet, er gulvene slet ikke så vanskelige at holde, forsikrer Poul Dørflinger. Det står imidlertid kommende bygherrer frit for i stedet at vælge klinker magen til den praktiske gulvbelægning i forrummet, der er placeret ved indgangen i husets nordvendte facade. Her er der god plads til at hænge vindjakkerne og stille det snavsede fodtøj.

Venlig type - 1

Klinkerne fortsætter i det tilstødende badeværelse med toilet, håndvask og brusekabine samt den spa, som mange sommerhusejere og -lejere efterhånden betragter som uundværlig.

En strøm af lys

En glasdør i forrummet leder videre til husets store, åbne køkken-alrum. Fra kipvinduet i taget strømmer lyset året rundt ned igennem de fritliggende bjælker fra morgengry til solnedgang. Bjælkerne er ligesom husets øvrige træværk malet hvide. Den lyse, rene stil går igen i køkkenet af malede HTH-elementer. Overskabe uden låger skaber god plads til servicet uden at virke tyngende, og bordpladen af oliebehandlet bøgetræ runder det lette, men samtidig solide, helhedsindtryk af.

Venlig type - 2

Fra spisebordet er der gennem en glasdør udkig og også udgang til husets sydvendte solterrasse af trykimprægneret træ. Den suppleres af endnu en terrasse ud fra stuedelen i vestgavlen, hvor en raffineret fortsættelse af den åbne kip tjener som såvel overdækning som lyskilde og samtidig bidrager til indtrykket af rummelighed. Opholdsstuen, der er adskilt fra spisepladsen ved hjælp af en 70 cm høj væg, placeret i husets symmetrilinje, tilføres yderligere masser af sollys via et stort glasparti i terrassehjørnet.

Tre værelser og en hems

Alle lofter følger taghældningen. Det betyder, at der er fuld ståhøjde på den store hems, der er etableret oven over to mindre soverum i husets østlige gavl. Hemsen, som kan anvendes til opbevarings- eller opholdsrum, nås ad en 60 cm bred skrå lejder af træ.

Et lidt større forældresoveværelse med udgang til den overdækkede terrasse udgør husets sidste rum.

Venlig type - 3

Topisoleret

Fritidshuset er godt rustet til at modstå Vestkystens barske vejrlig både i sommer- og vinterhalvåret. Huset er topisoleret med 200 mm isoleringsmateriale i ydervægge og 250 mm i taget, ligesom alle glaspartier er udført i lavenergiglas. En brændeovn i opholdsstuen er ikke bare hyggelig at se på. Den fordriver også hurtigt den værste kulde, så beboerne selv på en råkold vinterdag kan få varmen kort tid efter ankomsten.

Det lyse, varme og venlige Jegum-hus fås magen til, opført på egen grund og ikke nødvendigvis ved Vesterhavet, for en rund million. Men det er naturligvis muligt at vælge andre materialer, som så får indflydelse på byggeprisen, bemærker Poul Dørflinger.

Venlig type - 4

 

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen