Byggematerialers kvalitet

Fakta | 

De billigste byggematerialer kan være udmærkede, men mange gange kan det betale sig at vælge dem, der er lidt dyrere. De holder ofte længere og kræver mindre vedligeholdelse.

Hvad har betydning for byggematerialers kvalitet?

Overordnet set kan kvaliteten af et byggemateriale defineres ud fra følgende tre egenskaber:

  • Funktion - hvor godt virker det?
  • Holdbarhed - hvor længe holder det?  
  • Udseende/æstetik - hvor godt ser det ud?
Funktion, holdbarhed og udseende er tre væsentlige faktorer, når det kommer til byggematerialers kvalitet. Foto: Torben Klint
Funktion, holdbarhed og udseende er tre væsentlige faktorer, når det kommer til byggematerialers kvalitet. Foto: Torben Klint

Men går du et spadestik dybere, vil der i praksis være et væld af egenskaber, der har betydning for byggematerialers kvalitet. For eksempel har det følgende betydning for at vurdere kvaliteten af et isoleringsmateriale som mineraluld:

  • Isoleringsevnen - hvor godt isolerer den?
  • Styrke - hvor meget kan den holde til?
  • Vedligeholdelse - hvor længe holder den, og skal den vedligeholdes?
  • Udskiftelighed - er den let at udskifte?
  • Bygbarhed - er den let at arbejde med?
  • Brandsikkerhed - hvor modstandsdygtig er den over for brand?
  • Formbestandig - holder den formen, f.eks. når den udsættes for temperaturskift?
  • Fugtbestandig - bliver den ødelagt af fugt?
  • Sundhedseffekt - er den sundhedsskadelig?
  • Miljøvenlighed - er den miljøvenlig?
  • Lydisolering - hvor godt lydisolerer den?
  • Kontrol/mærkning - er den testet og godkendt af en troværdig institution?
  • Pris - hvor dyr er den?

Mange af disse egenskaber kan måles, så det rent teknisk og objektivt er muligt at afgøre, hvilket materiale der er bedst på bestemte områder. Men alligevel er det svært at sige, hvilket materiale der sammenlagt er bedst. Du vil ofte skulle afveje gode og mindre gode egenskaber for de forskellige materialer og så finde det produkt, der passer bedst i den konkrete byggeopgave, du er i gang med.

Ud over de tekniske egenskaber har byggematerialer også mere "bløde" egenskaber som f.eks. udseende, design og stil. Disse egenskaber kan ikke måles, da de opleves forskelligt fra person til person. Men de har selvfølgelig stor betydning for, hvordan vi oplever et materiales kvalitet.

Derfor er det ikke muligt at vurdere et byggemateriales kvalitet helt entydigt. Hvad der er det bedste materiale, afhænger både af den konkrete opgave og din personlige smag. Generelt kan man dog sige, at jo flere gode egenskaber et materiale har, jo højere er kvaliteten.

Kan et byggemateriale være både bedst og billigst?

Ja, i nogle tilfælde kan et materiale både være bedst og billigst. Dyre materialer behøver ikke nødvendigvis at være bedre, når det gælder funktion og holdbarhed. En del billige materialer klarer sig ganske udmærket i en sammenligning med væsentligt dyrere materialer.

For eksempel kan du finde udmærkede fliser til dit badeværelse, som ikke er særligt dyre. Du kan let komme til at betale dobbelt så meget eller mere, hvis du vælger f.eks. granit, marmor eller skifer, uden at fliserne har en bedre funktion eller holdbarhed. Her er det i høj grad materialernes stil og udseende, der er afgørende for prisen.

Med andre typer materialer er der en direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet. Det hænger sammen med, at materialer med gode egenskaber tit også er dyrere at producere. Det gælder f.eks. vinduer og yderdøre, der består af detaljer og enkeltdele, som det er relativt svært at fremstille. Her er der stor forskel i kvaliteten, og erfaringen viser, at dyre døre og vinduer generelt holder længere.

Skal du bruge byggematerialer med specielle funktioner eller lang levetid, kan det betale sig at betale ekstra for en bedre kvalitet. Sidder materialet et sted, hvor det ikke er udsat, og hvor det i øvrigt er let at udskifte, er der ingen problemer i at vælge det billigste alternativ. Foto venligst udlånt af Attic Group
Skal du bruge byggematerialer med specielle funktioner eller lang levetid, kan det betale sig at betale ekstra for en bedre kvalitet. Sidder materialet et sted, hvor det ikke er udsat, og hvor det i øvrigt er let at udskifte, er der ingen problemer i at vælge det billigste alternativ. Foto venligst udlånt af Attic Group

Hvilke byggematerialer er billigst på længere sigt?

Selvom et byggemateriale umiddelbart er billigere at købe, er det ikke nødvendigvis den billigste løsning på lidt længere sigt. Hvis det billige materiale har en kortere holdbarhed og skal udskiftes efter få år, er det en bedre forretning at vælge et lidt dyrere materiale, der holder længere. 

I byggeriet taler man om totaløkonomi, og det drejer sig om at regne på, hvad der er det bedste materiale til prisen. Inden for byggeriet har man nemlig af bitter erfaring lært, at det som regel kan betale sig at tænke langsigtet frem for bare at se på indkøbsprisen.

Som boligejer kan det være svært at gennemskue, hvornår man skal vælge den billigste løsning, og hvornår det kan betale sig at give en lidt højere pris. Et generelt råd er, at hvis du skal bruge byggematerialer, der har mange detaljer og/eller forskellige specielle funktioner, så er det en god idé at betale ekstra for en bedre kvalitet. Det samme gælder, hvis et byggemateriale skal holde mange år, eller hvis det skal sidde et udsat sted. Er materialet derimod let at udskifte og ikke så udsat, kan du roligt vælge de billigere materialer. I de tilfælde, hvor prisen hænger sammen med materialernes udseende, kan du også roligt vælge de billige materialer, hvis du er tilfreds med deres stil og udtryk.

Eksempler på kvaliteten af byggematerialer

Hvad der er god kvalitet varierer, alt efter hvilket byggemateriale der er tale om.
Hvad der er god kvalitet varierer, alt efter hvilket byggemateriale der er tale om.

Det giver ikke så meget mening at tale generelt om kvaliteten af byggematerialer, da god kvalitet er meget forskellig, alt efter om det f.eks. er trægulve, vinduer, mursten eller isoleringsmateriale, der er tale om. Derfor får du her nogle mere konkrete råd om, hvordan du skal vurdere kvaliteten af fire almindelige byggematerialer, som bruges meget i dansk husbyggeri:

  • Plankegulve
  • Vinduer
  • Tagbelægninger
  • Maling

Hvad er et godt plankegulv?

Kvaliteten af plankegulve er meget svingende. Sammenligner man to forskellige plankegulve af fyrretræ, vil der være stor forskel på, hvor mange knaster, små revner og andre urenheder der er i træet. Det har ikke kun betydning for gulvets udseende, plankegulve med mange småfejl har også kortere holdbarhed.

Der kan også være ret stor forskel på, hvor meget de enkelte gulvplanker vejer. De bedste og dyreste laves af tunge fyrretræsplanker fra træer, der typisk har groet langsommere, og som derfor er stærkere end planker fra fyrretræer, der har vokset hurtigere og derfor er lettere.
  
Endelig er der forskel på fyrretræsplankers bredde og tykkelse, og det hænger sammen med pris og kvalitet. En fyrretræsplanke, der er 20 cm bred, er dyrere end en 12 cm bred planke. Forskellen i tykkelsen har også betydning for prisen, men især for kvaliteten. Mange moderne gulve leveres i en tykkelse på omkring 2 cm, men det er muligt at få planker, der er helt op til 4 cm tykke og dermed mere solide.

Hvad er et godt vindue?

Der er stor forskel på forskellige typer vinduer, både hvad angår kvalitet og pris. Her er en liste over nogle af de egenskaber, du skal tænke på, når du vælger nye vinduer. Et vindue i en god kvalitet har:

  • Glas, som isolerer godt og holder længere.
  • En høj andel af kernetræ, som er mere modstandsdygtigt over for råd og svamp.
  • En god overfladebehandling, f.eks. med imprægnering og flere lag maling.
  • Et godt design og en god funktion, som gør det let at bruge vinduet i det daglige.
  • En nøjagtig udførelse, der sikrer, at der ikke kommer vand ind langs vinduets kanter.

Design og udformning har stor betydning for kvaliteten af et vindue. Vinduet ser smukt ud, hvis det er velproportioneret, og det virker let, hvis det f.eks. er lavet af slanke træprofiler, som måske oven i købet lukker mere dagslys i huset.

Både med hensyn til valg af tagbeklædning og vindue er der forskellige kvalitetsparametre at tage højde for. Foto venligst udlånt af Attic Group
Både med hensyn til valg af tagbeklædning og vindue er der forskellige kvalitetsparametre at tage højde for. Foto venligst udlånt af Attic Group

Hvad er en god tagbelægning?

Når du skal vælge en ny tagbelægning, skal du især tænke på, at tagbelægningen skal:

  • holde tæt i mange år, da den er dyrt at skifte ud.
  • være let at vedligeholde, da det både er dyrt og besværligt at reparere taget.
  • passe til dit hus.

Vær opmærksom på, at tagets belægning har meget stor betydning for husets udseende, især huse med høj rejsning. Hvis huset fortsat skal være smukt og harmonisk, er det vigtigt at vælge et materiale, der klæder det, også selvom det er en dyrere løsning.

Ud over typen af tagbelægning, altså om det f.eks. er skifer, betonsten eller tagpap, er farven også vigtig. Tagbelægningen skal passe til facadens farver og materialer, altså om det er mursten, puds, træ osv. Vinduernes form og farve kan også have betydning for, hvordan huset vil tage sig ud med den nye tagbelægning.  

Hvad er en god maling?

Kvaliteten af maling hænger sammen med, hvor godt malingen dækker overfladen, og hvor let den er at påføre. En god maling dækker ofte med kun et eller to lag, mens malinger af ringere kvaliteter først dækker efter tre til fire lag.

Når du skal vælge en god maling, skal du gå efter malinger, der:

  • dækker godt
  • er robuste og har en god holdbarhed
  • kan vaskes af
  • ikke er sundhedsskadelig
  • er miljøvenlig

Det er som regel dyrere at producere en maling, der både er god og holdbar og samtidig er uskadelig for mennesker og miljø. Derfor er kvalitetsmalinger dyrere end andre malinger.

Publiceret: mandag 16. oktober 2006

Kolofon / Send feedback

Af 
byggetekniker Lasse Lyck
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen