Facader med gasbetonoverflader (porebetonblokke)
Gasbetonblokke er forholdsvis billige, nemme at arbejde med og har en god isoleringsevne. I dag er facader af gasbetonblokke normalt pudset i modsætning til tidligere, hvor de hvide blokke stod rå.

- Modernistisk hus med facade i
kalkede gasbetonblokke.
Hvad er en facade af gasbetonblokke?
Facader lavet af gasbetonblokke (porebetonblokke) var meget almindelige i 1950'erne, 60'erne og 70'erne. Især fra midten af 50'erne til midten af 60'erne var gasbetonblokkene et modefænomen. Mange arkitekter elskede materialet, fordi det var så fleksibelt at arbejde med. Blokkene var også elsket af selvbyggere, der brugte dem til at opføre parcel- og sommerhuse.
De velkendte hvide blokke med zigzagstriber blev produceret fra 1953 frem til 1977, hvor isoleringskravene i bygningsreglementet satte en stopper for produktionen. På det tidspunkt blev der stillet højere krav til isoleringsevnen, end blokkene kunne leve op til. Gasbetonblokke er ikke bare en facade, men en tyk blok (20 cm), der gør det ud for hele husets ydervæg. Derfor var isoleringsevnen vigtig.

- Urørt gasbetonvæg.
I stedet begyndte man at bruge gasbetonblokke til formuren (den yderste væg i hulmuren) og bagmuren (den inderste væg i hulmuren) i huse med en isoleret hulmur - på samme måde som når der bygges i mursten og lecabeton (letklinkerbeton). Hvis formuren er af gasbeton, er den normalt pudset. Det kan derfor være svært at se, om en pudset væg er lavet af mursten, lecabetonelementer (letklinkerbetonelementer) eller gasbetonblokke.
Siden omkring år 2000 er der i Danmark igen blevet produceret og solgt gasbetonblokke, der har en hel ydervægs tykkelse. Men blokkene er blevet tykkere. Nu er de mellem 30 og 40 cm tykke og har en overfladebeskyttelse af puds. Blokkene er blevet mere porøse, da der er kommet flere luftporer i dem, for at de skal kunne leve op til nutidens isoleringskrav. En gasbetonblok produceret i dag vejer omkring det halve pr. kubikmeter materiale sammenlignet med de "gamle" blokke.
Hvorfor vælge en facade af gasbetonblokke?
Til forskel fra andre facadematerialer kan gasbeton leveres som én blok, der er op til 40 cm tyk og dermed svarer til hele tykkelsen af husets ydervæg. Normalt består en ydervægskonstruktion af selve facaden, som er en formur eller en facadebeklædning, et lag isolering, evt. placeret i et træ- eller stålskelet, og en indervæg eller en indvendig beklædning. Gasbetonblokken isolerer derimod godt nok i sig selv til at udgøre hele ydervæggen.

- Huse med facader i gasbeton.
Foto: Udlånt af H+H Danmark.
Det er selvfølgelig også billigere og nemmere at mure en væg op i en omgang i stedet for at skulle gøre det i to omgange og derefter skulle isolere den, som det skal gøres på et hus med hulmur.
Når huset bygges af blokke, der er limet sammen, er det isoleret og tæt og kan samtidig ånde. Der er derfor ikke behov for dampspærre, som hvis facaden er af træ eller fibercementplader.
Holdninger til gasbeton
I dag er der mange, der betragter de oprindelige gasbetonfacader som umoderne og grimme. Og huse bygget af gasbetonblokke anses for at være kolde og billige.
Kendsgerninger
Huse af gasbetonblokke var meget moderne på opførelsestidspunktet. Datidens arkitekter opfattede ikke gasbetonblokke som grimme. Den oprindelige udgave isolerede også godt nok efter den tids forhold, men i dag kan den slet ikke være med. En væg af gasbeton fra 1960'erne vil mange i dag opfatte som kold. Den nye og tykkere udgave af blokken isolerer godt. Gasbeton er et relativt billigt materiale og er af samme grund stadig meget eftertragtet af selvbyggere.
Hvornår kan du vælge en facade af gasbetonblokke?
Der er tre forskellige tidspunkter, hvor du skal tage stilling til, om husets facade skal være af gasbeton.
Bygge nyt hus
Skal du bygge nyt hus, er den moderne udgave af gasbetonblokkene, som efterfølgende pudses, en oplagt facade at tage med i overvejelserne.
Bygge til eksisterende hus
Skal du bygge til et hus, der er opført af de oprindelige gasbetonblokke, er det ikke længere muligt at få det samme materiale. Desuden er det heller ikke lovligt at bygge en tilbygning med facade af de oprindelige blokke på grund af den dårlige isoleringsevne.
Skal du alligevel bygge til, kan du lige så godt samtidig efterisolere facaden på det eksisterende hus af gamle gasbetonblokke udefra og derefter beklæde efterisoleringen med samme facadematerialer som tilbygningen. På den måde får du den samme facade på hele huset, og du slipper af med kolde ydervægge i det oprindelige hus.
Ændre på eksisterende hus
Skal du ændre på placeringen af vinduer eller døre i et eksisterende hus, har du brug for at kunne lukke de gamle vindues- eller dørhuller til. Hvis gasbetonblokkene står uden overfladebehandling eller er kalkede, så du kan se fugerne, kan du lede efter gamle gasbetonblokke som genbrug. Du kan også lukke hullerne til med nyere produkter af gasbeton og efterfølgende pudse hele facaden.
Hvad koster en facade af gasbetonblokke?
Det er billigere at bygge en facade med gasbetonblokke end at mure en dobbeltmuret væg af mursten med en isoleret hulmur. For det første er materialet billigere, og for det andet kan arbejdet gøres i en omgang, hvor en dobbeltmuret facade opføres i to omgange. Det koster omkring 2.000 kr. inkl. moms pr. kvadratmeter at opføre en facade med de nuværende gasbetonblokke, og oven i det skal lægges en udvendig pudsning med specialpuds til ca. 750 kr. inkl. moms pr. kvadratmeter (priser januar 2008). Men så har du også en færdig ydervæg, hvor indersiden bare skal spartles, inden du kan male eller tapetsere den.
Hvilke fordele og ulemper er der ved facader af gasbetonblokke?
Der er både fordele og ulemper ved vægge opført i gasbetonblokke.

- Gasbetonvæg.
Fordele
- Gasbeton har en stor bæreevne og styrke i forhold til dens vægt.
- Materialet kan genbruges.
- Materialet er relativt nemt at arbejde med, så du kan selv stable dit hus op i "byggeklodser" og lime det sammen.
- Den moderne udgave, der limes sammen, har så godt som ingen kuldebroer. Fugerne af mørtel i den "oprindelige" udgave var kuldebroer.
- Materialet er nemt at bearbejde med almindeligt håndværktøj.
- Materialet bliver ikke angrebet af råd og svamp, da det er basisk og uorganisk.
- Gasbeton er fremstillet af naturmaterialerne sand, vand, kalk og cement.
- Blokkene isolerer så godt, at der kan bygges lavenergihuse af den moderne udgave af dem.
- Materialet tåler frost.
- Gasbeton vejer ikke ret meget, så den er nem at flytte rundt på.
- Materialet er diffusionsåbent, så fugt kan vandre igennem det, uden at det tager skade.
- Blokkene er lagervare, så der er meget kort leveringstid på dem.
- Materialet kan ikke brænde.
Ulemper
- Gasbetonblokke fra 1950'erne, 60'erne og 70'erne bliver med tiden kedelige at se på. De kan dog gøres pæne igen med en malerbehandling, f.eks. en kalkning.
- Vægge af de tidlige gasbetonblokke isolerer ikke så godt og vil i mange tilfælde virke kolde. Da væggene som regel ikke fejler andet end det, kan der mures en skalmur med en isoleret hulmur udenpå, og huset kan beholde gasbetonvæggen som bærende bagmur. Eller du kan isolere facaden udvendig og derefter frit vælge ny facadebeklædning.
- Statiske beregninger, der viser, at huset kan holde til påvirkninger fra især vind, skal udføres meget omhyggeligt og kan derfor være ret omfattende. Behovet for beregninger skyldes gasbetonens lave vægt. Producenten er gerne behjælpelig med det.
- Det er meget vigtigt, at der under husets opførelse holdes grundigt øje med, at de forankringer m.m., der er nævnt på tegninger og i beskrivelser, udføres korrekt.
Hvor længe holder en facade af gasbetonblokke?
En facade af gasbeton holder længe. Den reelle levetid kendes ikke, men huse, der er bygget i 1950'erne, står stadig i dag - over 50 år senere, uden at der er nogen nævneværdig forvitring eller nedbrydning af facaden.
Hvor svære er facader af gasbetonblokke at vedligeholde?
Ældre facader af gasbetonblokke fra 1950'erne og frem til 1970'erne betragtes i dag som grå og grimme, hvis de ikke har fået en overfladebehandling. Men en kalkning af ydervæggene kan gøre underværker. Når væggen kalkes, kan stenenes og fugernes konturer stadig ses tydeligt. De oprindelige blokke kan også pudses, så huset får en pudset facade.
Moderne facader af gasbetonblokke står som regel pudsede og skal derfor vedligeholdes på samme måde som en pudset facade.
Publiceret: torsdag 27. marts 2008
Kolofon / Send feedback
Kilder
"Sten på sten. Et strejftog gennem virksomhedens udvikling" | H+HIndustri 1987
"Jämerä - byggesystem baseret på Celblokken" | H+H Celcon2005/2006
"Celblokken. Teknisk information" | H+H Celcon 2008
"V&S Prisbogen" | V&S Byggedata A/S, januar 2008
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer