Facader med overflade af mursten

Fakta | 

Facader af mursten ligger i den dyre ende, men kan også holde i flere hundrede år, hvis de opføres korrekt. De kræver ingen eller meget sparsom vedligeholdelse.

Parcelhus i kalksandsten.
Parcelhus i kalksandsten.

Hvad er en facade af mursten?

En facade af "blankt" murværk, dvs. mursten uden nogen form for overfladebehandling (f.eks. puds), er nok den mest almindelige husfacade i Danmark. I Danmark har vi en lang tradition for at bygge i mursten, og omkring 95 procent af alle enfamiliehuse i landet har en facade af mursten.

Mursten er normalt gule eller røde i en eller anden variation. Mursten består af ler, der brændes i en ovn. Brændes mursten af rødt ler, bliver de røde, og brændes de af blåt ler, bliver de gule. Hvis de to typer ler blandes, bliver stenen rosa. Mursten mures op med mørtel.

I dag er det meget moderne med mursten, der ikke er helt ens, så der kommer et spil i facaden. Desuden kan du også få sten, der er lysegrå, blådæmpede eller nærmest helt brune. Så der er mange muligheder, når der skal vælges mursten til facaden på dit hus.

Rosa mursten.
Rosa mursten.

Der findes også hvide mursten, som er kalksandsten og ikke fremstillet af ler. Men de har samme format som andre mursten og mures op på samme måde.

Det er også muligt at bygge med genbrugsmursten. Det vil sige sten, der har været brugt før, men som er pillet ned, renset for mørtel og parat til at blive muret op igen.

Murværk kan se meget forskelligt ud, alt efter hvilket mønster stenene mures op i (kaldes "forbandt"), og hvilken type fuge der er mellem stenene. Fuger findes i mange forskellige udformninger.

Hvorfor vælge en facade af mursten?

De fleste nye enfamiliehuse bygges med en facade af mursten. Mursten er et tidløst materiale. Med en facade af mursten skiller huset sig ikke ud fra mængden, medmindre du bevidst vælger en meget speciel type mursten.

Holdninger til mursten
Mange opfatter et hus med en murstensfacade som et kvalitetshus. Det hænger sandsynligvis sammen med, at de forbinder murermestervillaen med noget positivt. Murede huse havde frem til 1950'erne dobbeltmurede facader med både en formur og en bagmur af mursten.

Murermesterhus i røde mursten.
Murermesterhus i røde mursten.

Der er også nogen, der betragter mursten som "gammeldags" og kedeligt. Det gælder især de traditionelle røde og gule sten fra 1960'ernes og 70'ernes parcelhuse.

Kendsgerninger
I murede huse fra 1960 og frem er facaden for det meste bare en skal (skalmur), der er muret uden på den bærende bagmur (der vender ind mod huset) i ydervæggen. Imellem de to mure er der hulmursisoleret. Et hus med skalmur er i de fleste tilfælde et solidt hus, men det modsatte kan også være tilfældet.

Det hjælper ikke noget, at facaden (skalmuren) er af mursten, hvis den bærende bagmur er en sjusket udført gasbetonmur, der revner, fordi der ikke er fyldt op med mørtel mellem muren og fundamentet, eller hvis bagmuren og de indvendige vægge, der skal afstive huset mod vind, er af gasbeton, der i sig selv ikke vejer nok til at afstive tilstrækkeligt, og huset derfor slår revner.

Hvis du har et parcelhus af traditionelle røde eller gule mursten og synes, at de er kedelige at se på, er der mange muligheder for at overfladebehandle facaden. Skal du bygge nyt hus, kan du vælge en af de nyere og mere spændende sten.

Hvornår kan du vælge en facade af mursten?

Der er tre forskellige tidspunkter, hvor du skal tage stilling til, om husets facade skal være af mursten og i så fald af hvilken slags.

Nyt hus i mørkegrå mursten.
Nyt hus i mørkegrå mursten.
Foto: Udlånt af Bülow og Nielsen.

Bygge nyt hus
Skal du bygge nyt hus, skal du vælge, hvilken type mursten du gerne vil have, og hvilket forbandt de skal mures i. Der er rigtig mange muligheder. Du skal også vælge, hvilken farve og hvilket udseende fugen mellem murstenene skal have.

Bygge til eksisterende hus
Skal du lave en tilbygning til et muret hus, kan du prøve at finde de samme mursten, som er brugt til det eksisterende hus. Der findes firmaer, der kan være behjælpelige med dette. Eller du kan vælge en helt anden løsning, f.eks. en træbeklædning eller en beklædning af fibercementplader, der kan stå som en flot kontrast til murstenene.

Ændre på eksisterende hus
Skal du ændre placeringen af vinduer eller døre i et eksisterende hus, har du brug for at kunne mure de gamle vindues- eller dørhuller til. Men det kan være svært at finde nøjagtig den samme mursten som den, huset oprindelig blev bygget af. Nogle vælger at leve med den lille farve- eller nuanceforskel, mens andre ændrer hele facadens udseende ved f.eks. at overfladebehandle samtlige facader med puds.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Pudsning af murede facader - godt eller skidt og BOLIUS Fakta: Smukke huse med puds - overvejelser .

Hvor er facader af mursten bedst egnet?

En facade af mursten er næsten egnet til alle typer huse, hvor man ønsker en vedligeholdelsesfri facade. Det er de færreste huse, der vil se forkerte ud med murede vægge, men de findes dog. Murstensfacader er specielt gode til traditionelle konstruktioner som f.eks. parcelhuse og murermestervillaer.

Dobbeltmuret facade.
Dobbeltmuret facade.

Hvad koster en facade af mursten?

En facade af mursten er absolut ikke den billigste løsning, idet murerarbejdet er håndarbejde. Der går mange mandetimer for murerne og de arbejdsmænd, der sørger for en løbende leverance af mursten og mørtel til fugerne.

Facaden består oftest af en formur (også kaldet en skalmur), en isolering og en bagmur. Det koster fra ca. 1.450 kr. til 1.950 kr. inkl. moms pr. kvadratmeter at mure selve skalmuren op, afhængigt af valget af mursten (priser januar 2008). Den billigste mursten er en ganske almindelig gul mursten med huller i, mens den dyreste er en grådæmpet mørk blødstrøgen mursten.

Ud over denne pris kommer der udgifter til bagmur og isolering af hulmuren imellem de to mure. Hulmuren isoleres oftest med mineraluld. Bagmuren kan bestå af mange forskellige materialer. I et fuldmuret eller dobbeltmuret hus er bagmuren (der er bærende) også udført af mursten. Det er tilfældet i de fleste huse opført af mursten frem til og med 1950'erne. I murede huse fra 1960 og frem er bagmuren ofte udført af gasbeton eller lecabeton (letklinkerbeton). Den bærende konstruktion kan også være et træskelet, der isoleres og indvendigt beklædes med gips.

Hvilke fordele og ulemper er der ved facader af mursten?

Den største fordel ved mursten er, at de ikke skal vedligeholdes. De ældes smukt, uden at du skal foretage dig ret meget.

Fordele ved facader af mursten

  • Mursten kan ikke brænde.
  • Mursten er gode til at dæmpe støj.
  • Mursten kan optage og afgive varme.
  • Mursten kan optage og afgive fugt uden at tage skade af det.
  • Mursten bliver ikke angrebet af råd og svamp.
  • Et muret hus er nemt at sælge, da det er trygt og traditionelt og derfor har stor efterspørgsel.
  • Mursten er et rent naturmateriale, og det samme er mørtlen mellem stenene.
  • Mursten har en god isoleringsevne, så selv med nutidige krav til isoleringstykkelser behøver murstensvægge ikke at være tykkere end andre former for murstenvægge.
  • Mursten kræver meget sjældent nogen som helst form for vedligeholdelse.
  • Mursten kan holde til det danske klima uden at blive nedbrudt.

Ulemper ved facader af mursten

  • Det kan være svært at finde nøjagtig den samme sten, hvis du ønsker at ændre på facaden ved f.eks. at lukke dør- eller vindueshuller til.
  • I sjældne tilfælde kan mursten frostsprænges. Det kan kun lade sig gøre, hvis murstenen placeres, så den kan suge fugt, og den derefter bliver udsat for frost. Det sker typisk, når der er en konstruktionsfejl i facaden.
  • Meget sjældent angribes fugen af murbier.
  • I vores fugtige vejr kan alger i visse tilfælde sætte sig på facaden. De er uskadelige, men det er ikke så pænt at se på. De kan vaskes af med vand. Du bør ikke højtryksspule eller andet.
  • I sjældne tilfælde er fugerne så dårlige, at de bør fuges om. Læs mere i BOLIUS Fakta: Reparation af mørtelfuger i murede facader

Hvor længe holder en facade af mursten?

En facade af mursten kan holde evigt, dvs. flere hundrede år. Bare tænk på vores gamle kirker. Omkring to tredjedele af kirkerne i Danmark er 6-700 år gamle og opført af mursten, f.eks. er Roskilde Domkirke bygget af mursten i 1170'erne.

Hvor svære er facader af mursten at vedligeholde?

Facader af mursten er nemme at vedligeholde. Det er sjældent, at der skal gøres noget som helst.

Publiceret: torsdag 27. marts 2008

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen