Genskab den gamle bolig
Selv om din bolig er blevet renoveret uden tanke for den oprindelige stil, kan den genskabes. Flere firmaer sælger originale byggematerialer eller producerer stikkontakter eller dørhåndtag efter originale modeller.
Passer de nye, hvide plastic-håndtag ikke til din herskabslejlighed, eller vil et moderne vindue ikke være pænt, når vinduerne på slægtsgården skal skiftes ud, er der en anden mulighed. Du kan finde enten originale håndtag eller et brugt, men intakt gammelt vindue hos et af de firmaer, der handler med gamle byggematerialer.
Gamle beslag og vinduer

Mogens Christensen og hans ægtefælle åbnede for fire et halvt år siden en specialbutik med materialer og interiør til huse fra før 1950. I dag hedder butikken Tibberup Høkeren og ligger i Helsingør. Udover en egenproduktion af maling sælger butikken "bygningsantikviteter" som gamle beslag, el-artikler, dørhåndtag og vinduer, samt reproduktioner af f.eks. dørhåndtag og tapeter. Alt sammen noget der kan være med til at bevare eller genskabe den oprindelige stil i boligen.
- Bygningsbevaring går ud på at stoppe og nænsomt bevare det, der er. Det vil sige at bruge de materialer, man havde tidligere, i det omfang, det kan lade sig gøre, fortæller Mogens Christensen.
Genbrug er æstetik og økonomi
Et andet sted, hvor det er muligt at få gamle byggematerialer eller reproduktioner af f.eks. dørhåndtag er Genbyg på Amager. Butikken har i knap ti år har solgt gamle og/eller brugte vinduer, døre, stikkontakter, håndtag og andre byggematerialer.
- Her kommer kunderne både for det æstetiske, og fordi det at genbruge materialer er god økonomi, fortæller indkøber og medarbejder Tom Jørgensen.
Materialer fra ombygninger og nedrivninger
De varer, som Genbyg sælger, stammer fra byggesager rundt om i hele landet, hvor der rives ned eller bygges om.
- Vores marked går ud på at prøve at ramme det byggeri, vi har. Det vil sige de ting, som er specielle for forskellige perioder, og som ikke kan tilpasses Silvans sortiment, forklarer han.
Relancering af stikkontakt fra 1910
Firmaet Lauritz Knudsen, som producerer el-artikler, har også mærket en stigende interesse for at bevare eller genskabe den oprindelige stil i ældre huse. Derfor relancerede firmaet for et par år siden en stikkontakt fra 1910.
- Vi oplevede mange henvendelser fra folk, som rendte rundt på loppemarkeder og ledte efter de originale stikkontakter. Derfor valgte vi at sætte dem i produktion igen, fortæller kommunikationschef Lise Kirkegaard.
Vi vil have helhedsoplevelser
- Folk vil generelt gerne udtrykke sig på forskellige måder, og det smitter af på vores boliger. Man tænker mere i helhedsoplevelser, lyder Lise Kirkegaards forklaring på interessen for deres stikkontakter af ældre model.
Samme forklaring har Mogens Christensen.
- Folk ønsker mere og mere en helhed og er meget opmærksomme på, at tingene er gennemførte.
Behov for flere butikker
Kundeskaren til Mogens Christensens, Tibberup Høkeren, er meget blandet. Men alle kunder har én ting til fælles, mener han.
- De har truffet et valg og et fravalg. De vil noget andet, men har brug for hjælp. Derudover har flere og flere arkitekter fundet ud af, at det kan lade sig gøre at få fat i de her ting, forklarer han.
Derfor mener han også, at der er behov for flere butikker som hans.
- Vi er langt bagud i Danmark. I Finland, Sverige og Norge har de haft masser af sådanne butikker de sidste 10-15 år.
Funkisstil populær
En af de stilarter, som der specielt er efterspørgsel på er funkisstilen.
- Der er en stor interesse for funkisstil. Alt hvad vi kan opdrive fra 1920'erne og 1930'erne, kan vi sælge, fortæller Mogens Christensen.
Originale former til blomsterkrukker
Samme oplevelse har Tom Jørgensen fra Genbyg. Han fortæller, at hvor det før var småsprossede vinduer, Genbyg solgte meget af, er funkisstilen og materialer til 1950'er huse kommet mere frem.
Derfor er sidste nye tiltag fra Genbyg et samarbejde med en stukkatør, som har originale forme til blandt andet udvendige blomsterkrukker og fuglebade i funkisstil.
Foto: Lauritz Knudsen
Her kan du købe gamle materialer
Besøg Tibberup Høkeren på www.tibberuphoekeren.dk og Genbyg på www.genbyg.dk I Sverige findes langt flere butikker med materialer til bygningsbevaring. En af dem er Byggfabriken i Malmø og Stockholm, som du kan besøge på www.byggfabriken.se |
Del dine gode råd med andre
Hvis du selv har erfaring med bygningsbevarelse eller kender nogle gode butikker, hvor du kan købe materialer, er du velkommen til at skrive om det i "Kommenter denne artikel" herunder. |
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer