Tag med tagpap

Fakta | 

Tagpap giver mange muligheder, hvad angår tagformer og overflade. Det gælder både for nye tage og gamle, der skal renoveres.

Hvad er tagpap?

Siden 1850 har man i Nordeuropa kunnet se huse, der på vægge og tag har været beklædt med tjæret pap. Det var en svensk læge, der for ca. 225 år siden fandt på at beklæde plader af pap med tjære, og senere fandt man på at kombinere tjærens vandtætte egenskaber med den ældgamle kunst at dække taget med overlappende plader.

Allerede i slutningen af 1800-tallet fandt Jens Villadsen, grundlægger af Icopal, på at lave tagpap i baner af 70 cm i stedet for plader. Tagpappet blev nu rullet på taget og sømmet fast i samlingerne. Til sidst blev de overstrøget med tagpixtjære, hvilket skulle gøres med et til to års mellemrum, for at holde taget ved lige.

På tage med kun lidt fald, var den synlige sømning ofte årsag til utætheder, da sømmene blev "skubbet op", pga. temperatursvingninger der fik brædderne til at bevæge sig. For at undgå dette, begyndte man at lave tage med "listedækning". Dvs. at der blev sømmet trekantslister vinkelret på tagfladen, som så løftede sømmene op fra tagfladen.

Men tagpappen slår for alvor igennem i 1930'erne, hvor Icopal indfører "det vilfasvejsende Icopal tag". Systemet gik ud på, at smelte tagpapbanerne sammen i stedet for at tjære og sømmen dem sammen. Der blev også arbejdet på at forlænge tagpapbanernes holdbarhed. Banerne bliver nu belagt med knuste natursten og teglsten eller strøet med keramiske farvede sten i rød eller grøn.

Udover tjære har man i mere end hundrede år også brugt bitumen i tagpapindustrien. Bitumen forekommer i naturen (er en naturlig del af de fleste råolier) og kaldes også for naturasfalt. Det meste kendte er "Trinidad asfalt". I 1970'erne stoppede man med at bruge tjære af miljømæssige årsager, men bitumen anvendes stadigvæk.

I dag er tagpap lavet af polyesterfilt, der er belagt med asfaltbitumen, tilsat kemiske materialer samt gummimasse for at blødgøre det.

Hvilke typer tagpap findes der?

Her ses et tag med tagpap.
Her ses et tag med tagpap.

Tagpap kan anvendes mange steder og giver mange muligheder, hvad angår tagformer og overflade. Det gælder både for nye tage og gamle, der skal renoveres.

Overpap og underpap
Et tag med tagpap består normalt af:

  • Overpap - et lag af pap der lægges øverst i tagdækningen. Der er ofte små skifersten på overfladen. Denne pap brændes oftest på.
  • Underpap - et underlag for overpappen der gør taget helt tæt (især hvis taget har en meget lille hældning). Dette underlag sømmes eller brændes på. lidt afhængig af underlag og opgave.

Det er vigtigt at bemærke, at der skelnes mellem nye tage og tagopgaver samt renoveringsopgaver. Ved renoveringsopgaver anvendes der en speciel overpap, der har trykudlignende egenskaber, som gør, at der ikke kommer buler i pappet.

Tag med lav hældning og tagpap.
Tag med lav hældning og tagpap.

Overflade
Tagpap kan enten være helt glat eller have en struktur eller farve.

Farver
Farven på tagpappet afhænger af, hvilken farve keramisk skifer der ligger på toppen af tagpappet. Standardfarverne er:

  • Lys grå
  • Sort
  • Grøn
  • Teglrød

Det er også muligt at få tagpap i andre farver, men det kræver en større ordre og leveringstiden er længere.

Kvalitet og levetid
Inden du vælger tagpap, er det en god idé at have afklaret:

  • Hvilke krav og forventninger du har til tagdækningens kvalitet og levetid. Det afhænger naturligvis også af, hvilken type bygningen og tagkonstruktion det er.
  • Ønsker du en tagdækning, hvor der er garanti på, er der særlige regler og specifikationer.
  • Vil du have den størst mulige kvalitet og sikkerhed, skal du vælger en tagpap med SBS højpolymerbitumen.

SBS plymerbitumen
SBS (Styren - Butadien - Styrencopolymer) er et plastprodukt/gummimasse, som blandes med bitumen. Tilsammen kaldes det SBS polymerbitumen. Jo mere SBS polymerbitumen (højpolymerbitumen og lavpolymerbitumen), jo bedre. SBS polymerbitumen gør tagpappet mere holdbart, fordi det får bedre egenskaber på følgende punkter:

  • Elasticitet - tagpappet følger underlagets bevægelser.
  • Kuldeegenskaber - tagpappet kan lægges på i minus 15 grader.
  • Varmeegenskaber - tagpappet glider ikke ned på varme sommerdage.
  • Holdbarhed ved ældning - tagpappet har længere levetid.
  • Vedhæftningsevnen - det er nemmere at hæfte tagpappet fast især ved detaljer.
  • Holdbarhed ved fugebevægelse - de steder hvor tagpappet er svejset sammen.

Tagkonstruktionen er også med til at bestemme, om der skal være lavpolymer eller højpolymer SBS. Højpolymer bruges de steder, hvor der er store krav til tagkonstruktionen, f.eks. ved flade tage eller meget stejle tage.

Listedækning
Listedækning er en klassisk måde at lægge tagpap på, og som tidligere blev anvendt for at undgå utætheder i tagfladen. Listedækningen er en tagdækning der kendetegnes ved sine vertikale linier. Et karaktertræk der ofte anvendes i arkitektoniske sammenhænge. Afstanden mellem listerne er oftest 60 eller 100 cm afhængig af tagfladens størrelse.

Hvad er prisen på de forskellige typer tagpaptage?

I dette afsnit vil der kun behandles to typer tag med tagpap - tagpaptag med lister og et glat tag (uden lister). Der er ikke den store prisforskel på materialerne til de to typer tage, dog skal du huske på, at det er et lidt større arbejde med et tag med listedækningen. Der er heller ikke stor forskel på prisen på de enkelte farver tagpap.

  • Pris pr. kvadratmeter for et tag med en glat tagpapløsning: ca. 500 kr. pr. kvadratmeter (oplagt).
  • Pris pr. kvadratmeter for et tag med en tagpapløsning med lister: ca. 1000 kr. pr. kvadratmeter (oplagt).

Hvor længe holder et tag med tagpap?

Under normale og optimale forhold vil et tag med tagpap kunne holde ca. 50 år. Men levetiden er afhængig af følgende:

Havnehus med tag af tagpap.
Havnehus med tag af tagpap.
  • Materialevalg og antal lag.
  • Underlagets kvalitet og hårdhed.
  • Kvaliteten af det udførte arbejde, herunder detaljer og inddækninger.
  • Fastgørelsesmetode.
  • Tagets hældning.
  • Drift og vedligeholdelse.
  • Færdsel på taget (f.eks. ved rensning etc.).

Flere, af de firmaer der oplægger tagpappen, giver op til 15 års garanti både på produkt og på udførelse. Garantien er en fordel for alle parter i byggesagen. Arkitekten får nu et stærkt argument for at lave løsninger med tagpap. Tagentreprenøren kan sætte et ekstra kvalitetsstempel på sit håndværk. Bygherren får flere års tryghed og endnu større tillid til arbejdets udførelse.

Når der kan gives en garantiperiode på 15 år, skyldes det både de moderne produkters høje kvalitet og sikkerheden i den håndværksmæssige udførelse. Tagentreprenørerne har i dag så mange års erfaring og uddannelse bag sig, at der også kan gives garanti på udførelsen.

Hvilket underlag kræver et nyt tag med tagpap?

Et tagpaptag kræver et fast underlag af enten vandfast krydsfiner, brædder og godkendte OSB-plader. Ovennævnte materialer beklædes med underpap.

Kan tagpap lægges på alle hustyper?

Tagpap har siden slutningen af sidste århundrede været en naturlig del af den danske byggetradition og arkitektur. Bygninger som fiskerhusene i Skagen fra slutningen af 1800-tallet og Københavns Hovedbanegård (1911) er eksempler på ældre tage med tagpap.

Da industrialiseringen af dansk byggeri i 1960'erne og 1970'erne begyndte at bygge i beton, blev tagpap en forudsætning for at løse arkitekturen med de flade tage. Løsningerne var dog langt fra altid lige vellykkede, og der var mange problemer med de flade tagpaptage, bl.a. utæthed. Tagpap har siden hen gennemgået en kvalitetsudvikling, så tage med tagpap i dag er en af de sikreste tagformer.

Tagpaptage er igen blevet populære, og mange arkitekter udnytter i dag den store arkitektoniske frihed, som tagpap taget giver. Det er de færreste andre tagdækningsmaterialer, der kan skabe specielle og finurlige former, som kan skabes med et tag af pap. Dette er oftest årsagen, til at folk vælger at beklæde deres tag med tagpap. Det giver i mange tilfælde også huset et let udtryk.

Men tagpaptaget passer absolut ikke til alle hustyper, og det må frarådes at lægge tagpap på følgende typer huse:

  • En gammel murermestervilla fra starten af 1900-tallet.
  • Huse i indre by, er normalt ikke de mest egnede, medmindre der er tale om industrielle bygninger.
  • Gamle bondegårde vil ikke klæde et paptag og omvendt.

Hvor kan du se tage med tagpap?

Det bedste sted at tjekke paptage er i yderprovinsen. Der er mange institutioner, andelsboliger, lejelejligheder og andre bygninger, der har tagpaptag.

Flere anerkendte tegnestuer har anvendt tagpap som tagbelægning på mange prestigefyldte byggerier. Vandkunsten er en tegnestue der er værd at nævne for sine mange meget fine anderledes løsninger med tagpap.

Hvilke love og regler gælder for tage med tagpap?

Det er ikke unormalt, at lokalplaner for de enkelte boligområder indeholder præcise krav til tagbelægningens type og udformning. Bevaringsværdige og fredede huse er normalt også nævnt i lokalplanen. Til disse huse stilles der næsten altid krav om, hvordan og af hvilke materialer taget er lavet, og det er sjældent muligt at få lov af kommunen til at ændre den originale tagtype.

Tjek også eventuelle servitutter på husets matrikel, da der også der kan være specifikke krav til tagets eller husets udformning.

Må og kan du selv lægge et tag med tagpap?

Der er ikke regler for, hvordan et tagpaptag skal lægges eller hvem der må eller skal gøre det. Men det skal frarådes at begynde at eksperimentere med tagpap, da det kræver uddannelse og erfaring. Du bør ikke selv lægge taget da:

  • Banerne af tagpap vejer næsten 40kg, og er meget store og tunge at arbejde med.
  • Det er ikke ufarligt at brænde tagpap på taget. Det kræver en stor flamme, og der er mange eksempler på brandskader i forbindelse med fastbrænding af tagpap.
  • Det er svært at styre banerne, så de ligger lige på tagfladen og underlaget.
  • Inddækninger, skotrender og andet specifikt og teknisk arbejde er svært og kræver øvelse.

Publiceret: torsdag 13. marts 2008, ajourført: onsdag 28. marts 2012

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Dea Lindegaard
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Jeg har et hus som er fra 1939(kufferthuset)det ligner nemlig en kuffert.
Taget er af pap,gråt malet,men jeg har hvert år et næsten grønt tag.Det er træer i nærheden. Kan jeg spule taget og dernæst rense det???
karin voss
karin Voss | 29 Apr 2012
Jeg har naturligvis også bemærket at det kun er navnet Icopal, der er nævnt. Er det udtryk for en kvalitetsvurdering eller er produkter i samme kategori fra Phønix eller Isola lige så gode ?
Det er væsentligt at vide, da der er store prisforskelle og mange byggemarkeder slet ikke forhandler Icopal.
Palle Maag | 20 Mar 2012
man skulle tro det var en betalt reklame fra icopal,det tror jeg nu ikke på,jeg bor selv i en muremester villa,fra 1928 så da jeg skulle have nyt tag valgte jeg en tegl løsning af estetiske grunde,selvom jeg vidste at tagpap ville være den optimale løsning,efter at have lagt plader eller brædder på ville jeg have kunnet isoleret bedre inderfa,og have fået mere plads indvendig,samtidig ville det have været langt billigere end tegltaget,men ak ,et gammelt hus har sin egen stil
anders hørby | 07 Jun 2011
Er dette en betalt reklameartikel af Icopal?
mig | 07 Jun 2011
Er der nogle der har erfaringer med "selvbyggerpap" som dette:
http://www.gratisinfo.dk/tagpaptag
Søren | 27 Jul 2010



Få gratis hjælp af en Bolius ekspert

Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.

Klik og stil dit spørgsmål nu

Få professionel rådgivning

Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.

Klik og få mere at vide
Log ind i Husets kalender for at tilføje artiklen

Log ind

og tryk derefter på +ikonet igen for at tilføje artiklen til Husets kalender





Opret en profil på Husets kalender

Annonce

Nyhedsbrevfh-newsletter

Annonce

Inspirerende billedserier

  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen