Uigennemsigtigt glas
Uigennemsigtigt glas anvendes typisk steder, hvor du vil have lys ind, men gerne vil være uforstyrret, f.eks. i et badeværelse. Det kan også bruges som værn mod solens stråler.

- Væg af ætset glas.
Hvilke typer uigennemsigtigt glas findes der?
Der findes flere forskellige typer uigennemsigtigt glas. Uigennemsigtigt glas kaldes også "translucent" glas i modsætning til almindeligt glas, der er "transparent" (gennemsigtigt).
Uigennemsigtigt glas kan bruges til at skabe dekorative effekter, da der kan laves mønstre og andre detaljer i glasset. Ved at bruge uigennemsigtigt glas opnår du et blødt diffust lys, som er jævnt fordelt og trænger dybt ind i rummet.
Silketrykt glas
På silketrykt glas er et malet mønster brændt ind i overfladen under hærdningsprocessen. På grund af hærdningen er glasset et sikkerhedsglas (også kaldet brudsikkert glas). Det kan anvendes til glasvægge og døre indenfor i boligen eller som større glaspartier eller glasdøre udenfor i ydervægge og tag. Det er mønstret i silketrykket, der bestemmer, hvor meget lys der kommer igennem glasset (lystransmission). Mønstrene er typisk fine og tætte og kan derfor fungere som solafskærmning.
Silketrykt glas skal fremstilles i mål på grund af hærdningen.
Læs mere om laminering og hærdning i BOLIUS Fakta: Personsikkerhedsglas .
Ornamentglas

- Ornamentsglasset Mastercarre.
Foto: Pilkington.

- Ornamentsglasset Niagara.
Foto: Pilkington.
Ornamentglas er glas, der har et mønster præget ind i overfladen. Det vil sige, at mønstret valses ind i den varme glasmasse, når glasset produceres. Glasset kan være både klart og farvet, og hvis mønstret ikke er for dybt, kan glasset hærdes. Ornamentglas kan også folielamineres.
Ornamentglas er ikke lige så stærkt som almindeligt glas og bør derfor placeres som det indvendige glas i en termorude. Det tillader cirka 80 procent af sollyset at trænge igennem (glassets lystransmission). Ornamentglas kaldes også for "præget glas" eller "mønstret glas".
Mange typer ornamentglas kan fås som lagervare, dvs. at glasproducenten har det på lager, og det ikke skal specialfremstilles.
Fotografierne heromkring er eksempler på ornamentglas fra glasproducenten Pilkington. Producenten har fotograferet glassene med noget frugt, en flaske rødvin, et vinglas og en buket blomster bagved, så du kan få en idé om, hvor gennemsigtige de er.

- Ornamentsglasset Oceanic.
Foto: Pilkington

- Ornamentsglasset Tysk råglas.
Foto: Pilkington
Sandblæst glas
Ved at sandblæse glasset bliver overfladen jævn og mat. Der kan laves mønstre i sandblæsningen ved hjælp af skabeloner eller ved at variere dybden af sandblæsningen. Overfladen på sandblæst glas er svær at holde ren, derfor bør glasset sættes i en termorude med den sandblæste side indad mod det andet stykke glas. Glasset kan hærdes og lamineres. Sandblæst glas tillader 50-60 procent af solens stråler at trænge ind (lystransmission).
Sandblæst glas findes som lagervare i mange tykkelser.
Ætset glas
Glas kan også komme til at se sandblæst ud ved at ætse den ene side med flussyre. Ætset glas har en mere jævn og glat overflade end sandblæst glas og er dermed nemmere at holde rent. Glasset kan hærdes og lamineres. Ætset glas tillader 82-85 procent af solens stråler at trænge ind.
Ætset glas er lagervare.
Matlamineret glas
En tredje måde at opnå det sandblæste udseende på er at klæbe to stykker glas sammen (laminere) med en mat folie i midten. Matlamineret glas tillader mindre end 60 procent af solens stråler at trænge ind.
I BOLIUS Fakta: Personsikkerhedsglas kan du læse mere om laminering af glas.
Matlamineret glas findes som lagervare i flere tykkelser.
Fælles for sandblæst glas, ætset glas og matlamineret glas er, at du opnår en effekt som en japansk væg af rispapir.
Hvor anvendes uigennemsigtigt glas?

- Uigennemsigtigt glas anvendes typisk på badeværelser.
Uigennemsigtigt glas anvendes typisk steder, hvor man gerne vil have lys ind, men alligevel vil være uforstyrret, dvs. ikke kunne ses tydeligt. Det kan f.eks. være i en hoveddør ud mod en vej, hvor man gerne vil være relativt uset i entreen indenfor, eller i et badeværelsesvindue, hvor man gerne vil kunne gå på toilettet eller i bad uden at kunne ses udefra.
Sandblæst glas, ætset glas eller matlamineret glas bruges især til indvendige vægge i kontormiljøer el.lign. Men det kan også sagtens anvendes i private hjem til f.eks. et rum, der trænger til lys, men hvor man ikke ønsker, at man kan se direkte ind (en stribe glasvæg i hele væggens højde eller en stribe glasvæg i toppen af en væg). I private boliger bruges det desuden ofte i skabslåger eller franske døre. Mange vælger det også til afskærmning af brusekabinen, da kalkaflejringer fra vandet ikke ses nær så tydeligt på det som på klart glas.
Matlamineret glas er desuden meget velegnet til glastage, idet det skærmer for noget af UV-strålingen fra solen og samtidig kan fungere som sikkerhedsglas. Lamineringen gør, at glasset hænger sammen, hvis det går i stykker, dvs. at det ikke falder ned i hovedet på dig. I det hele taget er matlamineret glas velegnet til steder, hvor der er behov for sikkerhedsglas.
Kan klare ruder gøres uigennemsigtige?
Du kan gøre eksisterende ruder uigennemsigtige ved at klæbe folie på indersiden af dem. Der findes folie med mange forskellige mønstre, bl.a. kan du få noget, så dit vindue kommer til at se sandblæst ud. Du skal være opmærksom på, at der er større risiko for, at glasset sprænges ved dette.
Hvis du vil have en rigtig sandblæst rude eller en rude behandlet på anden måde i et eksisterende vindue, kræver det en ny rude.
Fordele og ulemper ved uigennemsigtigt glas
Fordele ved uigennemsigtigt glas
- God lystransmission. Selvom du ikke kan se igennem, trænger der lys igennem.
- Giver et blødt diffust lys, der fordeles meget jævnt.
- Mulighed for at få dagslys ind i et rum, hvor det ikke lige var oplagt. For eksempel et toilet i en ældre etageejendom, hvor der ikke er mulighed for at få et vindue på grund af placeringen midt i lejligheden.
- Det er begrænset, hvor meget du kan se igennem, hvilket er godt, f.eks. i et badeværelse eller i en hoveddør.
- Mulighed for at vælge dine helt egne løsninger og udtryk.
Ulemper ved uigennemsigtigt glas
- Sværere at holde rent end glat glas. Er dog ikke noget problem, hvis glasset er placeret med den behandlede side indad i en termorude eller med matlamineret glas.
- Du kan blive træt af ornamentet i glasset eller mønstrene i det sandblæste glas.
- Større risiko for, at ruden sprænger, hvis du klæber folie på glasset. Det skyldes, at folien kan medføre forhøjet eller uensartet opvarmning af glasset.
- Sætter du folie på ruden, er der risiko for, at der kommer ridser i folien.
Publiceret: torsdag 20. september 2007
Kolofon / Send feedback
Kilder
"Glas i byggeriet" | SBI-anvisning nr. 192 | Statens Byggeforskningsinstitut
Glasfakta 2007 | Pilkington 2007
"Kort og godt om termoruder" | Glasindustrien 2002
Henvisninger
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer