Arkitekten kan forøge værdien af dit hus
Ved at arbejde sammen med en arkitekt, har du selv mulighed for at sætte dit eget præg på dit nye hus eller ombygning. Dit hus kan også blive mere værd - både i kroner og ører men også i det daglige.
Arkitekter oplever ofte, at folk mener, det er alt for dyrt og besværligt at bruge en arkitekt. Men vælger du at arbejde sammen med en arkitekt, når du skal bygge om eller nyt, kan du opnå flere fordele.
- Der er mange der mener, at det er alt for dyrt og besværligt at bruge en arkitekt, så de derfor hellere må købe et typehus end at få tegnet et af en arkitekt, fortæller arkitekt Lars Bo Poulsen fra Nørkær + Poulsen arkitekter MAA ApS i Aalborg.
Men det mener han er en helt forkert opfattelse, da en arkitekt kan tilføre byggeprojektet værdier, uden at det behøver blive meget dyrere.
Ejendomsmæglere: Huset er arkitekttegnet
- Skal huset på et senere tidspunkt sælges, er der mange ejendomsmæglere der bruger det, at huset er arkitekttegnet i salgsøjemed, fortæller han.
Men det er ikke kun i kroner og ører, der er en værdiforøgelse. Det er især også i den daglige brug, pointerer Lars Bo Poulsen.
Arkitekten ser byggeprojektet i en helhed
- Hvis du bruger en arkitekt, får du en større helhed i projektet. Du får tænkt flere ting ind i det, så form og funktion går op i en højere enhed, mener Lars Bo Poulsen.
Desuden kan en arkitekt hjælpe dig som bygherre med at få et overblik over, hvordan projektet skrues bedst sammen, supplerer Kristine Virén, arkitekt og fagredaktør i Bolius.
Arkitektens arbejde
I et byggeprojekt bruges en arkitekt typisk til at udarbejde:
-
Skitseforslaget - den rigtige idé udarbejdes og tegnes på baggrund af bygherrens behov og ønsker.
-
Myndighedsprojektet - skal bruges til at søge byggetilladelse med. Det beskriver projektet mere konkret og detaljeret med tegninger og tekst.
-
Hovedprojektet - det endelige og færdigtegnede byggeprojekt, som skal give overblik og skabe enighed og forståelse af projektet overfor arkitekt, håndværker og boligejer. Desuden bygges der efter hovedprojektet.
Ideen er arkitektens stærkeste side
- Det er i udarbejdelse af selve ideen - skitsefasen, at arkitekten er stærkest - den kreative fase, som vi er uddannet i, fortæller Kristine Virén.
Det er under arbejdet med skitseforslaget, at ideen til, hvordan byggeriet skal se ud, bliver skabt. Arkitekten skal finde frem til en optimal løsning, som tilgodeser de ønsker og behov, bygherren har, og sammen skal de udvælge, hvilke ideer der skal arbejdes videre med, eller hvilke der skal aflives på grund af forhindringer i lokalplan, byggetekniske løsninger eller økonomi.
- I nogle tilfælde har boligejerne en rigtig god fornemmelse af, hvad de gerne vil have, og så skal arkitekten "bare" hjælpe med at tegne og konkretisere projektet. I andre tilfælde er det meget mere diffust, hvor konen siger: "Jeg kan godt lide, at det er sådan lidt hyggeligt", og så er det arkitektens opgave sammen med boligejerne at finde frem til, hvad det er, forklarer Kristine Virén.
Fremtidssikring af boligen
- Arkitekten kan også være med til at fremtidssikre boligen. Hvad er boligejerens behov nu og på sigt, f.eks. hvis der kommer børn eller de flytter hjemmefra. Han eller hun kan indarbejde en fleksibilitet, så huset kan flere ting. Arbejde med de skiftende behov. Det skal også være sådan, at andre fremtidige købere at se mulighederne i huset, siger Kristine Virén.
Analyse af sted, hus og bygherrens behov
For at finde frem til den bedste løsning, ser arkitekten på grundlaget for arbejdet.
Lars Bo Poulsen fortæller, at hvis det er et helt nyt hus, der skal bygges ser de på:
-
Hvad kunden ønsker? Dobbeltcarport, antal rum, rumfordeling mm.
-
Hvordan er grunden? Beliggenhed, udsigt, lysindfald mm.
Er det en til- eller ombygning, ser man grundigt på det eksisterende hus, forklarer Kristine Virén. Hvilken type er det? Hvornår er det bygget? Hvad er kvaliteterne ved huset og stedet?
Og sidst men ikke mindst kigger arkitekten grundigt på brugerne af huset og deres behov. Hvad har de brug for? Høre hvad de siger, og hvilke uenigheder der måske er.
- En arkitekt skal kunne læse mellem linierne, hvilke typer de er, og det er derfor vigtigt, at arkitekten kommer ud og besøger kunden i boligen, siger Kristine Virén.
Få mulighed for at få indpasset dine ønsker
- På den måde passes kundens ønsker ind. Det er den helt store forskel ved at bruge en arkitekt i forhold til at købe et færdigt typehus, at man får mulighed for at få indpasset sine ønsker - og så er det selvfølgelig også det at få tegnet sit helt eget hus, som ikke også findes på udstykningen ved siden af, siger Lars Bo Poulsen.
Deltag i projektet - eller lad være
Hvis du bruger en arkitekt, giver det dig også mulighed for at deltage mere i projektet, hvis det er det, du har lyst til det, fortæller Lars Bo Poulsen. Og det er der mange der gerne vil. Men er du ikke så interesseret i det, kan også du lade arkitekten styre byggeprojektet for dig.
Arkitekten kan rådgive fra start til slut
- En arkitekt kan rådgive dig fra start til slut i projektet. Og det er en god rådgiver, da han vil gøre alt for, at resultatet bliver så godt som muligt. Det er jo også hans projekt, da det er ham, der har tegnet det, siger Lars Bo Poulsen.
Hvad kan en arkitekt?
|
Hvad får du ud af at bruge en arkitekt?
|
Hvad koster en arkitekt?Det er svært at angive et præcist bud på, hvad arkitektens arbejde koster uden at kende arbejdets omfang - det kan jo være lige fra en mindre om- eller tilbygning til et helt nyt hus. Men jo større og mere kompliceret byggeriet er, jo dyrere er det at få udarbejdet materialet.
Du kan betale en arkitekt på flere forskellige måder: Fastsat timesats
Fastpristilbud
Procentsats af den samlede byggesum
|
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer