God og gratis byggerådgivning på nettet
Har du lyst til at gå i gang med et byggeprojekt, men føler dig ikke ordentligt klædt på til for alvor at gå til biddet? Så kan du med fordel søge råd og vejledning på nettet, der bugner af gratis eksperthjælp og tips fra boligejer til boligejer om alt mellem himmel og jord.
Hvorfor gå på nettet efter rådgivning?
Selvom du fra tid til anden vil være nødt til at betale professionelle for råd og vejledning til netop dit byggeprojekt, skader det bestemt ikke at være klædt på til at stille de rigtige spørgsmål.
Og eftersom du læser denne artikel, er du sikkert også allerede klar over, at nettet er et fremragende værktøj til at finde den viden, du har brug for nu og her. Så selvom du forhåbentligt synes, at der er meget nyttig boligviden at hente på bolius.dk, er der dog også en lang række andre websteder, hvor du kan finde god og gratis vejledning, uanset om du skal bygge om eller til, renovere boligen el.lign.
Mange af de sites, du kan læse om her, giver endda personlig rådgivning online eller pr. telefon, så der er mulighed for at få svar på netop dine spørgsmål.

- En lang række producenter og leverandører af byggematerialer tilbyder god og grundig vejledning på deres hjemmesider. Nogle steder er det også muligt at få rådgivning.
Hvordan hjælper producenterne?
De fleste større producenter og leverandører af byggematerialer tilbyder god og grundig vejledning på deres hjemmesider. Her kan man både finde information om den pågældende producents produkter, men ofte også om fx den underliggende konstruktion eller andre relevante emner.
Ikke sjældent tilbyder producenterne endda gratis rådgivning over nettet eller telefonen. Ved mere avancerede problemstillinger kan det dog være svært at give fyldestgørende rådgivning på denne facon, så i disse tilfælde vil en repræsentant fra virksomheden i stedet typisk tilbyde at besøge dig og yde rådgivning på timebasis.
På mange af hjemmesiderne er rådgivningen opdelt i overskuelige kategorier, så det er let at finde den information, du søger. Men eftersom producenten eller leverandøren har en interesse i at promovere netop det eller de produkter, de markedsfører, vil rådgivningen naturligt være centreret om de pågældende produkter. Dette er udmærket, hvis det er netop det, du søger.
Er du derimod ude efter en objektiv vurdering af, om du skal købe det ene eller det andet produkt, skal du i højere grad søge uafhængig rådgivning, fx hos branchesammenslutninger eller offentlige institutioner.
- Icopal, der bl.a. producerer og udfører tagløsninger, er et eksempel på en virksomhed med en typisk, udmærket og funktionel hjemmeside, hvor man kan finde svar både om virksomhedens produkter og underliggende og relaterede konstruktioner. Hjemmesiden rummer også en omfattende afdeling med spørgsmål og svar på mange af de problemer og spørgsmål, man kan have som gør det selv’er.
- Randers Tegl, som sælger tag-, facade- og belægningssten, har en række værktøjer på sin hjemmeside, der gør det lettere at "se" det færdige tag for sig. Desuden er der en meget tilgængelig blanket, som du kan bruge til at maile spørgsmål vedrørende tagsten og mursten og få mailsvar retur. Under punktet "Teglspørgsmål" er der hjælp til at beregne den nødvendige mængde teglsten til en given størrelse tag eller facade samt mulighed for at indhente priser fra nærmeste forhandler.
- Kongebro, der producerer skifer, har ligeledes en spørg og svar-service samt en oversigt over udvalgte spørgsmål og svar.
- Thermisol, Rockwool og lignende producenter af isoleringsmaterialer har ligeledes spørg og svar-service, samt et væld af information og
- Isover har desuden mailadresser og telefonnumre på tekniske konsulenter, som kan besvare spørgsmål om forskellige typer isolering og virksomhedens produkter generelt.
- JuraKalk har ligeledes en hjemmeside, hvor du kan finde mange nyttige informationer, ligesom virksomheden også besvarer spørgsmål. Desuden gør JuraKalk en del ud at have det historiske aspekt med i deres rådgivning, og virksomheden tilbyder også rådgivning og viden i form af kursusaktivitet om mørtel, kalktyper, puds m.v.
- Vinduesproducenten Velfac har gjort det muligt at skabe en visualisering af, hvordan ens hus vil se ud med nye vinduer. Du kan også læse om energimærkningsordningen for vinduer og de nyeste energikrav til vinduer. På hjemmesiden kan du også få ekspertråd. Da vinduer er et teknisk kompliceret område, hvor kravene hurtigt ændrer sig, er de fleste vinduesproducenter omhyggelige med at opdatere råd og vejledning på deres hjemmesider.
Der er rigtig mange større og mindre producenter af alle typer byggematerialer, der tilbyder gratis rådgivning i form af kort sparring med en teknisk konsulent.
- Byggecentrum har information om, hvilke producenter og leverandører der leverer hvilke typer byggematerialer. Herefter kan du gå ind på den pågældende producents hjemmeside eller rette telefonisk henvendelse for at finde ud af præcis, hvilken type rådgivning virksomheden tilbyder.
Rådgivning på brancheplan
En del branchesammenslutninger tilbyder også rådgivning. Eftersom brancheorganisationer typisk har større overblik over både deres branche som helhed og mere specifikke produkttyper, kan du have stor glæde af den rådgivning og hjælp, der tilbydes her.
Ofte præsenteres rådgivningen på sammenslutningernes hjemmeside som grundig og overskuelig service. Men vær opmærksom på, om sammenslutningen består af et smalt udvalg af producenter, der blot har egen promovering for øje, eller om det vitterlig er et repræsentativt udsnit af den pågældende branche, der står bag.
- Murerfagets Oplysningsråd Muro, er en informations- og samarbejdsorganisation, der har til formål at fremme det murede byggeri. På hjemmesiden er det muligt at købe organisationens mange publikationer, men der er også en masse gratis information, som kan læses eller downloades.
- Danske Malermestre har ligeledes et oplysningsråd, Malerfagets Oplysningsråd, hvor du kan hente masser af information om malerarbejde.
- Varmeisoleringsforeningen er en sammenslutning af danske producenter af varmeisoleringsmaterialer. På dens hjemmeside har du mulighed for at sende en mail til Varmeisoleringsfondens sekretariat, som vil besvare dit spørgsmål. Du kan stille spørgsmål om fx u-værdier, hulmurs- og efterisolering, energirapporter m.v.
- Glasindustrien er en sammenslutning af producenter, leverandører og grossister, og på dens hjemmeside kan du finde svar på spørgsmål om energiruder, termoruder, u-værdier og energi- og miljøfordele.
- Forsikringsoplysningen er en informationstjeneste stiftet af forsikringsselskaberne. De udgiver en række publikationer om forsikringsformer, men tilbyder derudover gratis rådgivning inden for et bredt udsnit af spørgsmål vedrørende forsikringer. Hjemmesiden har en del generel information om boligens forsikringer og om, hvordan man skal forholde sig, hvis der sker skader på ens hus eller lejlighed. Forsikringsoplysningen har telefontid mandag til fredag, og du kan også sende dit spørgsmål pr. e-mail.
- Astma-Allergi Danmark yder rådgivning om overfølsomhedssygdomme, hvilket er vigtigt at have med i billedet, når du skal vælge byggematerialer, beklædning m.m. Du kan fx læse om problemer med skimmelsvampe indendørs. Forbundet yder gratis rådgivning pr. telefon og mail.
- Byggecentrum - byggebranchens center for information - giver megen gratis rådgivning om alle byggetekniske emner, dels på hjemmesiden, men i endnu højere grad på sine stande på de faste byggeudstillinger i Ballerup og Middelfart. Standene er bemandet på udvalgte aktivitetsdage, og det kan du også læse mere om på hjemmesiden.
- Tekniq repræsenterer omkring 2.800 installationsfirmaer inden for el- og vvs-branchen, og på hjemmesiden kan du bl.a. læse om brugen af autoriserede installatører, og hvilke arbejder du selv må udføre.
- Træ Er Miljø er skabt af en række brancheforeninger, offentlige styrelser og andre organisationer med det formål at formidle viden om træ som miljøvenligt materiale. På siden er der bl.a. spørgsmål og svar om træ og et leksikon om træ og træmaterialer.
Kan det offentlige hjælpe?
Ja, her er endda rigtig meget og særdeles kvalificeret hjælp at hente, og der findes en række offentlige eller delvist offentlige institutioner, der yder gratis rådgivning om boligen. De offentlige institutioner kendetegnes ved at være uafhængige af producenter og salg, og man kan derfor gå ud fra, at deres rådgivning er objektiv.
- Boligejer.dk er Erhvervs- og Byggestyrelsens store hjemmeside for private boligejere. Siden rummer blandt meget andet guider til byggeprocessen, byggeprojekter, køb og salg af fast ejendom, lovgivning samt aktuelle nyheder for boligejere.
- Forbrugerstyrelsen ønsker at være omdrejningspunkt for udviklingen af ny forbrugerpolitik og har til formål at bidrage til, at danskerne kender deres rettigheder og muligheder. Forbrugerstyrelsen yder telefonisk rådgivning alle hverdage, men svarer - lidt specielt - ikke på spørgsmål via hjemmesiden.
- Borger.dk - genvejen til det offentlige Danmark - yder rådgivning vedrørende spørgsmål, der har med boligen og det offentlige at gøre. Det vil typisk være emner som ejendomsvurdering, affald og genbrug, naboer og retsforhold, sommerhuse m.m. På hjemmesiden er der en liste over, hvilke boligrelaterede emner de kan rådgive dig om. Du kan maile eller ringe dit spørgsmål ind.
- Sikkerhedsstyrelsen hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet, og her er samlet megen viden om tekniske installationer. En af styrelsens formål er at gøre det sikkert og trygt for borgerne at omgive sig med el, gas, fyrværkeri og almindelige forbrugerprodukter i dagligdagen og i hjemmet. Har du fx spørgsmål om, hvilken type arbejde du selv må udføre vedrørende vvs, el eller kloakering, kan du kontakte Sikkerhedsstyrelsen, enten pr. telefon eller mail.
- Energitjenesten har til formål at fremme energibesparelser i Danmark. På hjemmesiden er der information om bl.a. efterisolering, biobrændsel og solvarme. Der er etableret 12 lokale energitjenester i Danmark, og du kan rette alle typer energirelaterede spørgsmål til både Energitjenestens sekretariat i Århus og din lokale energitjeneste. Du kan ringe til Energitjenesten alle hverdage eller sende dit spørgsmål pr. mail.
- Energistyrelsen giver sig også af med rådgivning vedrørende alle typer spørgsmål om energiproduktion, -forsyning og -forbrug. Der er guider og information om stort set alt, der har med energi at gøre. Du kan både ringe og maile til styrelsen.
- Go' Energi er en uafhængig fond under Transport- og Energiministeriet. Go' Energi har til formål at sænke elforbruget, også private husejeres, og deler gerne ud af sin viden. Hjemmesiden har meget information om, hvordan du konkret kan energiforbedre din bolig. Spørgsmål besvares både på telefon og mail.
- Miljømærkning Danmark varetager administrationen af miljømærkerne Svanen og Blomsten. Flere og flere byggevarer miljømærkes, og et af de seneste skud på stammen er, at hele huse kan miljømærkes. Der er en sektion med ofte stillede spørgsmål, og har du spørgsmål om miljømærkerne, kan du sende en mail.
- Bygningskultur Danmark er en sammenslutning af 32 organisationer og institutioner, der arbejder for bygningsbevaring og kulturarvens fremme. Bygningskultur Danmark har et videncenter og formidler kontakt til specialiserede håndværkere inden for en række områder. Som privat boligejer kan du navnlig have glæde af rådgivernes viden om bygningstilstand og restaurering. På Bygningskulturs hjemmeside kan du se, hvordan du kommer i kontakt med deres rådgivere. Bygningskultur Danmark afholder mange arrangementer, kulturnætter og temadage, hvor du ud over rådgivning også kan hente en masse viden og inspiration.
Ekspert- og forbrugerhjælp på nettet
På internettet er der flere sider, hvor du kan hente professionel rådgivning, eller hvor forbrugere og boligejere kan hjælpe hinanden og give gode råd.
- Bolius har en gratis ekspertrådgivning, Spørg eksperten, hvor arkitekter, bygningskonstruktører og ingeniører inden for 2 dage svarer på dine spørgsmål over nettet. Spørgsmål, der drejer sig om økonomi, have og planter kan dog tage op til 5 hverdage.
- Forbrugerrådet er en uafhængig organisation, der bl.a. udgiver forbrugerbladet Tænk. På hjemmesidens afsnit om hus og have er der også godt råd om fx brændeovne, forskellige typer pærer og emhætter.
- Ask Alex er et populært site, hvor man kan finde svar om stort set alle emner, og boligen er blot en af kategorierne. Sitet har et brugerdrevet forum, ekspertblogs og meget andet. På disse sider er der - ud over råd og tips - også forbrugerdebat om boligrelaterede emner: Byggeri, Lav det selv.
Råd fra butikker og håndværkere
Butikkerne
I de fleste butikker og hos de fleste leverandører vil du også kunne få gode råd og vejledning. Dog vil der her gælde nøjagtig de samme betingelser som i forhold til producenter. Selvom der naturligvis er behagelige undtagelser, kan man ikke gå ud fra, at forhandleren er villig til at anbefale andre produkter end dem, butikken selv fører. Men så længe du har dette i tankerne, kan du roligt tage rådgivningen til dig.
Her er nogle eksempler på byggemarkeder med råd og vejledning:
- Silvan har guides til gør det selv-projekter, et forum for brugerdiskussioner samt ekspertrådgivning.
- XL-Byg har en sektion med råd og vejledning om gør det selv-projekter.
- Jem & fix har også diverse brugervejledninger på sin hjemmeside.
Håndværkeren
Endelig kan du også sparre med den håndværker, du har ude til en opgave. Her kan du få mange gode og praktiske råd om, hvilke materialer og konstruktionstyper håndværkeren selv har erfaring med at anvende.
Håndværkere bliver dog fra tid til anden kritiseret for ikke at være tilstrækkeligt hurtige til at omstille sig. Nogle foretrækker at fortsætte med at arbejde med de materialer og metoder, som de har været vant til i måske mange år.
Publiceret: mandag 11. december 2006, ajourført: søndag 12. juni 2011
Kolofon / Send feedback
Kilder
"Bogen om huset" | Søren Vasegaard | Borgen 1999
Omtalte virksomheder, myndigheder og organisationer
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer