Sådan undgår du byggesjusk
Meget byggesjusk kan undgås. Læs her hvordan.
Byggeboomet i de senere år har ført til mange sager om byggesjusk. Men det er muligt at undgå de fleste fejl og mangler, når du bygger nyt, om eller til, hvis det blot sker i tide, siger fagredaktør i Bolius og tidligere byggeleder Susie Frederiksen.
- Du skal alliere dig med nogle professionelle uvildige rådgivere og ikke bare stole på dem, der skal udføre arbejdet. Det kan selvfølgelig gå godt, men håndværkerne har jo en anden interesse end dig, for de skal jo tjene penge på dig. En uvildig rådgiver er fuldstændig på din side, siger Susie Frederiksen.
Hun råder til at få en rådgiver med helt fra starten, så du kan få en ordentlig kontrakt med håndværkerne. Alt i kontrakten skal specificeres ud.
God kontrakt kan sikre dig godt
- Hvis der står sort på hvidt, at det skal laves sådan og sådan og bruges de og de materialer, så kan man se, om håndværkeren har gjort det, og så vil du stå meget bedre i en evt. retssag. En god kontrakt og rådgiver kan også sikre, at du ikke lige pludselig skal betale en masse ekstraregninger, forklarer Susie Frederiksen.
Fejl skal rettes undervejs
Samtidig bør der holdes godt øje med arbejdet undervejs. For opdages fejlene hurtigt, er de meget nemmere og billigere at rette - og det er nemmere at få håndværkerne til at rette dem.
- Når du først får et færdigt hus, er det meget svært at få rettet fejl. Det bliver uforholdsmæssigt dyrt for håndværkerne, og derfor stiller de sig selvfølgelig på bagbenene, siger Susie Frederiksen.
Betal kun for det, der er lavet
En anden vigtig ting er at holde godt fast i dine penge. Har du først betalt for hele projektet, har du ikke noget at 'true' med, hvis du skal have fejl rettet.
- Betal aldrig det fulde beløb - betal kun for det, der er blevet lavet og helst lidt mindre. Det er så vigtigt, men det er svært, for det kræver is i maven, og det kan være svært for almindelige mennesker at overskue, hvor langt håndværkerne er nået, eller hvis de kræver, at du skal betale for materialerne, siger Susie Frederiksen.
Betal når huset er godkendt
Hvis du skal have bygget et helt nyt hus kan du også vælge et typehusfirma, der ikke kræve penge, før du har godkendt huset. Det er flere typehusfirmaer begyndt at tilbyde.
- Men du skal stadig have en rådgiver undervejs, for der er mange fejl, som kan være gemt inde bag ved i det færdige hus, forklarer Susie Frederiksen.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer