Solafskærmning

Fakta | 

Solafskærmning holder både solens varme og generende lys ude. Udvendig afskærmning er bedst rent teknisk, men indvendig afskærmning er ofte nemmere at håndtere.

Hvorfor skærme af for solen?

Der er en fin balance mellem, hvornår der er for lidt sollys, og hvornår man føler sig generet af det. Det er derfor vigtigt at kunne kontrollere sol- og dagslyset for udnytte det optimalt og få den største glæde af det. Afskærmning af solen har derfor to formål: dels at forhindre direkte sol, så der ikke bliver for varmt, og dels at forhindre blænding fra reflekser og direkte sol, primært om vinteren.

Overophedning

Flere nye boliger har store glaspartier fra gulv til loft, og risikoen for alt for høje temperaturer inden døre på solrige dage i sommerperioden er derfor stor. Det gælder ikke mindst de nye lavenergihuse, som derudover også er rigtig godt isolerede og dermed har svært ved at komme af med varmen igen. Hvis der ikke skærmes af for solen, vil rummene blive overophedede, og det vil være ubehageligt at opholde sig i dem.

Udvendig solafskærmning virker bedst mod overophedning af boligen. Den hindrer varmestrålerne i at trænge ind på den indvendige side af glasset og dermed varme luften inden døre op. I Danmark har vi for det meste vinduer, der åbner udad, og det sætter visse begrænsninger for brugen af udvendig solafskærmning.

Sådan kan solafskærmningen klares ved ovenlysvinduer.
Sådan kan solafskærmningen klares ved ovenlysvinduer.

Blænding

Her hos os nordpå er der ofte generende sollys og blænding fra vinduerne, fordi solen står lavt i vinterperioden. Når du vælger solafskærmning, er det dog vigtigt at tænke på, at der stadig skal kunne komme dagslys ind i boligen. Dels på grund af den positive effekt, dagslys har på menneskers velvære og sundhed, men også fordi det vil være spild af energi, hvis du skal tænde lamper indenfor, når der ellers er lys nok udenfor.

Du skal også tænke på, hvilke rum der er tale om. Hvis det er et opholdsrum, hvor du opholder dig meget, vil det være rart at kunne se ud ad vinduerne, selvom solen er stærk, og der er solafskærmning.

Hvilke former for solafskærmning findes der?

Tagudhæng er en af de mange muligheder for solafskærmning, der findes.| Fra Byggeri Heiberggården i Hørsholm. Her er der benyttet skodder som solafskærmning, mens de løvfældende træer også hjælper med at skygge for solen om sommeren. Foto udlånt af: Østrup Maskinsnedkeri.|Her fungerer markisen både som solafskærmning af rummet indenfor og af terrassen. Foto udlånt af: Viking Markiser A/S.
Tagudhæng er en af de mange muligheder for solafskærmning, der findes.
Fra Byggeri Heiberggården i Hørsholm. Her er der benyttet skodder som solafskærmning, mens de løvfældende træer også hjælper med at skygge for solen om sommeren. Foto udlånt af: Østrup Maskinsnedkeri.
Her fungerer markisen både som solafskærmning af rummet indenfor og af terrassen. Foto udlånt af: Viking Markiser A/S.

Der er primært to former for solafskærmning: indvendig og udvendig. Hvilken type der er bedst, afhænger af flere forhold:

  • I hvilken retning vender vinduet? 
  • Hvad bliver rummet brugt til?
  • Hvor meget skal der skærmes af for varmen? 
  • Syns- og blændingsforhold. 
  • Energimæssige overvejelser. 
  • Arkitektoniske hensyn.

Tagudhæng

Selvom et tagudhæng ikke er justerbart, skærmer det fint af for den høje sol om sommeren, som ellers kan give overophedning. Ud over den solskærmende effekt beskytter et tagudhæng også huset mod vejr og vind. Et tagudhæng kan kombineres med, at dele af facaden er trukket tilbage, f.eks. glaspartier.

Skodder

Udvendig solafskærmning ses rigtigt meget sydpå i form af skodder for vinduerne. Ud over at skærme for den værste sol i middagstimerne sørger skodderne også for, at man sover i mørke. Man kan have skodderne for og samtidig have vinduerne åbne, hvis de åbner indad. Varmeteknisk er skodder en rigtig god løsning.

Beplantning

Beplantning kan også skærme mod stærk sol om sommeren og forhindre overophedning. Løvfældende træer vil lade mere lys komme ind om vinteren, når bladene er væk. Eksempelvis giver birketræer en fin afskærmning om sommeren og lader alt dagslys komme ind om vinteren.

Markiser

Markiser fungerer på samme måde som tagudhæng ved at skærme af for solen, når den står højt på himlen. Fordelen ved en markise frem for tagudhænget er, at du kan regulere markisen. Det kan gøres både manuelt og elektrisk.

Udvendige rulleskodder eller persienner

Denne form for udvendig afskærmning ses sjældent på danske enfamiliehuse, da vi som regel har vinduer, der åbner udad. Men ved større glaspartier, der ikke kan lukkes op, kan denne form for udvendig afskærmning bruges.

Indvendige persienner, gardiner og lign.

Der findes mange forskellige former for indvendig solafskærmning i form af gardiner, rullegardiner, persienner, lamelgardiner m.v.

Fordele og ulemper ved udvendig solafskærmning

Eksempel på udvendige persienner som solafskærmning. Foto udlånt af: Somfy Nordic AB Denmark.
Eksempel på udvendige persienner som solafskærmning. Foto udlånt af: Somfy Nordic AB Denmark.

Udvendig solafskærmning er en bedre løsning end den indvendige solafskærmning, når det gælder varme. Det skyldes, at solens varmestråler forhindres i at komme ind i boligen og varme luften op inden døre. Ulempen ved udvendig solafskærmning er, at den er udsat for vejr og vind. Det kan være nødvendigt at rulle markiser eller persienner op på grund af f.eks. for meget blæst. Der findes udstyr, der kan regulere afskærmningen automatisk ved hjælp af vind- eller lysfølere. På den måde kan f.eks. markiser rulle op, hvis det begynder at blæse op, og rulle ned igen, når det blæser mindre. Afskærmningen kan også reguleres efter lysforholdene, så den automatisk ruller ned, når solen er skarp.

Fast solafskærmning, som ikke kan reguleres, ses mest på større erhvervsbygninger, men sjældent på boliger. Den kan da heller ikke anbefales, da den netop ikke giver mulighed for at få så meget dagslys som muligt ind i boligen. Desuden kan den tage udsyn.

Fordele og ulemper ved indvendig solafskærmning

Indvendig solafskærmning i form af plisségardiner. Foto udlånt af: Velux Danmark A/S.
Indvendig solafskærmning i form af plisségardiner. Foto udlånt af: Velux Danmark A/S.

En fordel ved indvendig solafskærmning er, at den er nem og hurtig at betjene, og den fås i mange variationer og farver. Den er også let at montere og udskifte, hvis du vil have variation eller en anden model.

Ulempen er, at solens varmestråler når ind gennem ruden. Derved når solen at varme noget af boligen op, inden strålerne reflekteres. Til gengæld er det en fordel på vinterdage, hvor man ønsker at få varmen ind, men ikke vil blændes af solen. Indvendig solafskærmning er at foretrække til mindre vinduer, da der ikke skal så meget til for at skærme af for solen og varmen. På grund af indeklimaet stilles der ofte større krav til rengøring af indvendig solafskærmning end af udvendig.

Publiceret: mandag 20. november 2006

Kolofon / Send feedback

Af 
bygningskonstruktør, byggeøkonom Lone F. Geyer
journalist Lisette Lykke Andersen
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen