Udvendige markiser

Fakta | 

En markise skygger for sol og regn og kan give dig en ekstra "stue" det meste af sommeren. En markise er dog væsentligt dyrere end en parasol.

Med en markise virker boligen større om sommeren, fordi du kan bruge den overdækkede terrasse som et ekstra rum.
En markise kan overdække din terrasse eller altan og give dig et ekstra udendørs rum gennem hele sommeren i både regn og sol.

Hvorfor købe en markise

En markise skærmer for solen på terrassen og i boligen, hvilket kan være rart i de meget varme sommermåneder. Desuden vil en markise få boligen til at virke større om sommeren, fordi du kan bruge den overdækkede terrasse som et ekstra rum.

Markisen gør det muligt at nyde de fleste måltider udendørs. Om aftenen holder den duggen væk, og selv i stille regnvejr kan du sidde under en markise uden at blive våd.

Fordele

  • Markiser skærmer for solen på terrassen.
  • Markisen kan fungere som udvendig solafskærmning, som forhindrer, at der bliver meget varmt inde i boligen i de varme sommermåneder.
  • Markisen sørger for, at der er ly for dug og stille regn.
  • Markisen tager ikke meget plads, når den er rullet sammen.

Ulemper

  • En markise er ikke så fleksibel som en parasol, da du ikke har samme mulighed for at flytte rundt på markisen.
  • En markise er meget dyrere end parasol. En markise koster typisk fra 10.000 kr. og opefter, mens en stor parasol og en parasolfod kan fås for et par tusinde kroner.

LÆS OGSÅ: Solafskærmning

Hvad skal du tænke på, før du køber en markise?

Der findes et stort udvalg af markiser i forskellige farver, modeller, størrelser, konstruktioner og med forskellige tekniske detaljer. Så det er en god idé at gøre dig nogle overvejelser, før du køber en markise.

Spørgsmål du bør overveje, før du køber en markise

  • Hvilken markise passer til huset og terrassen?
  • Hvor stor skal markisen være?
  • Hvilke materialer skal markisen være lavet af?
  • Skal markisen have knækarm eller faldarm?
  • Skal markisen have en motor?
  • Skal markisen have en kassetteboks?
  • Hvilket ekstraudstyr er smart at have?

Du skal også være opmærksom på, at der i kommunens lokalplan eller i servitutten for din ejendom kan være regler, som sætter begrænsninger for, hvilken markise du kan vælge.

Hvilken markise passer til huset?

Det er en god idé at vælge en markise, som passer til dit hus.
Det er en god idé at vælge en markise, som passer til dit hus.

Du skal selvfølgelig først og fremmest vælge en markise, der passer til din personlige smag, hvad angår type, farve, mønster m.m. Men derudover er det også en god idé at tænke på, hvilken type markise der vil passe godt til husets stil og farver. Hvis huset er moderne og firkantet, passer det måske ikke så godt med en markise med blomster og romantiske blondekanter.

Når det gælder stellet, kan du som regel vælge mellem fire-fem standardfarver, men du kan også mod ekstrabetaling få stellet i andre farver. Hvis du vælger samme farve, som husets udhæng har, bliver markisens stel mindre synligt.

Der findes over 150 forskellige typer i diverse farver, mønstre og med forskellige kantafslutning, bl.a. blonder, fryser, kontrastfarver og meget mere, så der er nok at vælge imellem. Vælg f.eks. en farve, der matcher facadens farve og/eller terrassens belægning. Husk, at en mørk farve dug/stof vil tage meget lys fra terrassen og stuen bagved end en lys dug.

Når du skal beslutte, hvor stor din markise skal være, skal du selvfølgelig først og fremmest se på, hvor stort et areal du har behov for at få overdækket. Du skal dog passe på med at overdrive størrelsen. En alt for stor markise kan komme til at virke alt for voldsom og overvældende i forhold til huset.

Hvilke materialer skal markisen være lavet af?

Som med de fleste andre ting er der en sammenhæng mellem markisens pris og dens kvalitet.

En markise af god kvalitet er kendetegnet ved:

  • At den er let at gøre rent, f.eks. fordi den er lavet af polyakryl eller andre materialer, der afviser snavs.
  • At dugen bevarer farverne godt, selvom den udsættes for sol, vind og regn.
  • At dugen er modstandsdygtig over for råd og svamp.
  • At stellet er solidt, robust og ikke kræver for megen vedligeholdelse.

Det er en god idé at vælge en markise, hvor stellet er lavet af rustfrie materialer som f.eks. aluminium og stålwirer, der ikke ruster eller tærer, når de udsættes for vand.

Der er stor forskel på, hvor let eller kraftig markisers stel og konstruktion er. Jo større markisen er, jo kraftigere bør stellet også være. Stellet og konstruktionen skal være så stærk, at markisen kan modstå hårdt vejr og kraftige vindstød.

Det er en fordel, hvis markisen er konstrueret med f.eks. kæder, dobbeltfjedre eller gastrykcylindre, som kan optage kraftige vindstød, uden at markisen klapper sammen, og som samtidig kan holde dugen stram, så vinden ikke flår den i stykker.

Se også på, om producenten yder en garanti på markisen, og hvilke typer fejl og skader garantien dækker.

Hvilken type markise skal du vælge?

Der findes to hovedtyper af markiser. Her en markise med faldarm. Foto: Blendex.
Der findes to hovedtyper af markiser. Her en markise med faldarm. Foto: Blendex.

Når det kommer til den mere tekniske udformning af markisen, er der også nogle overvejelser, du bør gøre dig, før du køber en markise.

Skal markisen have knækarm eller faldarm?

Overordnet set kan markiserne deles i to hovedtyper:

  • Markiser med knækarm
  • Markiser med faldarm.

Ny_knaekarmmarkise.jpgPå en markise med knækarm er stoffet monteret på en arm, som kører med ud, når markisen slås ud. Knækarmen ligger næsten vandret oppe under markisen og bærer stoffet. Derfor er markiser med knækarm mest velegnede til at overdække en terrasse.

Da markisen er næsten vandret, kan dugen nå langt ud over terrassen, og den fylder ikke ret meget i højden. Markiser med knækarme er de mest almindelige.

På en markise med faldarm er stoffet monteret på en ramme, som går mere skråt nedad end en markise med knækarm. Denne type markise er derfor mindre velegnet til at overdække en terrasse. Markiser med faldarm bruges især som solafskærmning foran vinduer.

Skal markisen have en motor?

Du skal også tage stilling til, om markisen skal betjenes med håndkraft eller ved hjælp af en motor.

En manuel markise rulles ud ved hjælp af en drejestang. Det er ikke specielt hårdt at rulle en markise ud manuelt, så det er til at overkomme for de fleste.

En markise med motor fungerer ved hjælp af elektricitet og styres via en fjernbetjening. Motoren er normalt usynlig, da den er monteret inde i det rør, som stoffet rulles op på. En markise med motor sikrer, at dugen rulles korrekt tilbage i kassen, og at dugen altid ligger stramt, når markisen er kørt ud.

Skal markisen have et kassettehylster?

En stor markise med knækarm. Foto: Viking Markiser.
En stor markise med knækarm. Foto: Viking Markiser.

Du skal også beslutte dig for, om markisen skal være med eller uden kassettehylster. Et kassettehylster er en firkantet kasse, som markisen bliver rullet ind i, og som monteres på facaden. Når markisen er rullet ind, er kun kassen synlig, og du slipper for at se på den sammenrullede markise. Kassetten beskytter også markisen mod sol, vind og nedbør og forlænger derfor markisens levetid. Kassetten fylder lidt mere end selve markisen.

Ekstraudstyr til markiser

Nogle markiser har forskellige smarte detaljer som f.eks.:

  • Indbyggede børster, der gør dugen ren for det værste snavs, når markisen køres ind.

  • Et rullegardin, der kan trækkes ned foran markisen og skærme for lavtstående sol.

  • Indbygget halogenlys, der kan give en hyggelig belysning på terrassen.

  • En solvogter, der automatisk sørger for, at markisen kører ud, når solen skinner, og ind igen, når det bliver overskyet.

  • En vindvogter, der automatisk kører markisen ind, hvis det blæser op, så markisen ikke tager skade af hårde vindstød.

Sol- og vindvogteren er normalt samlet i én enhed, der styres med en fjernbetjening.

Hvordan monterer du markisen?

Du skal normalt montere markisen direkte på facaden eller på tagets spær. Du må gerne montere din markise selv, men hvis du er i tvivl, er det en god idé at få professionel hjælp til arbejdet. Det kan nemlig skade både huset og markisen, hvis den monteres forkert.

Det er også en god idé at få en professionel til at vurdere, om huset byggeteknisk kan klare belastningen fra markisen. En markise kan veje rigtig meget, især hvis den er stor.

Hvordan vedligeholder du din markise?

En markise skal rengøres jævnligt, da den ikke kan undgå at blive snavset til med bl.a. fugleklatter, os fra trafik eller skorsten, snavs fra visne blade og jord, der hvirvles op. Det nemmeste er at børste dugen med varmt vand med lidt flydende opvaskemiddel i. Skyl grundigt bagefter, og lad markisen tørre helt, før du ruller den ind igen. Markisens stel og mekaniske dele er som regel vedligeholdelsesfrie.

Publiceret: torsdag 24. juli 2008

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén

Kommentarer

Jeg så AMICO havde en balkon markise på deres webshop www.amicodirect.dk håber det kan hjælpe.

Mvh

Annemette
Annemette Trane | 18 Oct 2011
Hvorfor nævner I ikke markiser på altaner? Hvordan kan jeg vide at jeg har valgt den rigtige markise til min vestvendte altan på 2. sal? Har I nogle anbefalinger? Den skal kunne tåle vind næsten hver dag, hvor mange kan det?
Venlig hilsen
Eva
Eva Embring | 29 Jul 2011
Lykken er at være Farfar ;o)
SE | 13 Jul 2010
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen