Billigst at installere centralstøvsuger i eksisterende huse
Centralstøvsugeranlæg er ikke kun noget, der hører nye huse til. Det er billigere at montere en centralstøvsuger i et færdigt hus end i et nyt.
Selv om du ikke tænkte på en centralstøvsuger, da drømmehuset blev bygget for år tilbage, behøver du ikke glemme alt om at få en "indbygget" støvsuger. Det er både nemmere og billigere at montere rørene til centralstøvsugeren i et eksisterende hus frem for et helt nyt.
Kun ét håndværkerbesøg i eksisterende huse
F oto udlånt af Frithiof A/S
Grunden til at det er billigere er, at håndværkeren som regel kan klare installeringen ad én omgang, forklarer Henrik Behrens, ejer af bhc-teknik, som sælger og monterer centralstøvsugere.
- Hvis der skal monteres centralstøvsuger i et nyt hus, skal håndværkeren ud i huset to gange. Men hvis det er en eftermontering i et eksisterende hus, kan det som regel klares på en dag, fortæller han.
6.000 kr. for en "gør det selv" centralstøvsuger
Ifølge direktør Iben F. Kristoffersen fra Frithiof A/S, som udvikler og sælger centralstøvsugere, er der mange, der ikke ved, at centralstøvsugere også kan monteres i eksisterende huse.
- Mange tror, at det er dyrere, end det er. De tror, at det koster 30.000 til 40.000 kr. men et komplet system til at installere selv fra os koster knap 6.000 kr. inklusiv moms, fortæller Iben F. Kristoffersen.
Flest anlæg i nye eller ombyggede huse
Hun vurderer, at næsten 75 procent af Frithiofs centralstøvsugere installeres i nye huse eller huse under ombygning.
- Folk får ideen, når de alligevel er i gang, mener hun.
Rør kan støbes ned eller følge udhænget
Ifølge Henrik Behrens er det nemmest at montere en centralstøvsuger i almindelige parcelhuse på 130-170 kvadratmeter i ét plan med loftrum. Så kan rørene trækkes hen over loftet og ned i rummet via et indbygget skab. I et nyt hus, kan man vælge at støbe rørene ned i gulvet.
- Jeg har oplevet nogle, som ville have centralstøvsuger. De lod rørene løbe under udhænget. Så fik de trukket dem ind gennem væggen mellem gulvet på 1. sal og loftet nedenunder, fortæller Henrik Behrens.
Centralstøvsuger ikke til loft med kip
Men selv om der er mange muligheder for at montere en centralstøvsuger i et eksisterende hus, er der trods alt nogle gange, hvor det ikke er smart.
- Hvis du f.eks. har et helt nyt hus med loft til kip, så alt er åbent og der er fliser i gulvet, så kan man godt synes, at det er synd at begynde at hive fliserne op, siger Henrik Behrens.
|
Centralstøvsuger
En centralstøvsuger er en støvsuger, der er "indbygget" i f.eks. væggen eller på loftet
i huset. Rundt omkring i huset monteres sugekontakter, hvor du kan tilslutte en særlig støvsugerslange. Sugekontakterne er forbundet med rør til motoren og selve sugeenheden, som kan placeres i f.eks. kælder, bryggers eller blot et skab. Alt efter model skal sugeenheden tømmes for støv 2-3 gange om året.
Direktør for Frithiof A/S Iben F. Kristoffersen vurderer, at der bliver solgt 5.000 - 10.000 centralstøvsugere i Danmark om året. Der er ca. 1,5 millioner enfamiliehuse i Danmark.
|
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer