Fladskærme og højttalere overalt i boligen
Fladskærme og højttalere overalt i boligen Boligen bliver fyldt med fladskærme og højttalere, der måske bliver indbygget i væggen. Du kan få billede og lyd til at følge dig over alt i huset. Men det passer bedst til singleboliger, siger fremtidsforsker.
Du behøver ikke at gå glip af et eneste sekund af din yndlingsmelodi eller din yndlingsserie, når du bevæger dig rundt i dit hus. Allerede nu er det muligt at lade billede og lyd følge dig, og det vil blive endnu mere almindeligt i fremtiden, mener Bang & Olufsen.
- Grundlæggende tror vi på, at der kommer fladskærme og højttalere i alle rum i boligen, så du kan tage lyd og billede med dig, også hvis det er en dvd-film, du kigger på. Billede og lyd bliver forbundet trådløst over det hele, siger teknologidirektør i Bang & Olufsen, Peter Petersen.
Højttalere indbygget i væggen
Det er allerede muligt i dag, blandt andet med Bang & Olufsens linksystem, men Peter Petersen mener, at det vil blive endnu mere udbredt.
- Vi vil få flere højttalere, så man kan styre lyden direkte hen, hvor man er. Hvis man sidder ved spisebordet, så styrer man direkte lyden derhen ved hjælp af fjernbetjeningen. Højttalerne vil blive mindre og måske indbygget i væggen, siger Peter Petersen.
Vi vil også være på i hjemmet
Peter Petersen tilskriver udviklingen den generelle samfundsudvikling.
- Det er naturligt for os, at vi er på hele tiden, via for eksempel mobilen. En del af denne kommunikation er underholdning, og det ønsker man sig også, når man er i hjemmet, mener Peter Petersen.
Passer til singler, ikke familier
Også seniorforsker Anders Bjerre, Instituttet for Fremtidsforskning, tror på flere fladskærme og højttalere i hjemmet.
- Det matcher singleboligen godt, men ikke familieboligen. I en moderne børnefamilie er der tv og pc på alle værelser, og det er meget forskelligt, hvad man ser. Hvis jeg ser fodbold og min kone ser "Desperate Housewiwes", følger lyden så os begge to, spørger Anders Bjerre.
Hjemmebiograf til fodbold
Selv om han mener, at der vil komme flere fladskærme i boligen, mener han, at der fortsat vil være en stor skærm, man kan samles omkring.
- Jeg tror ikke hjemmebiografen forsvinder. Hvis FCK spiller mod Manchester United er der brug for den store skærm, hvor far og søn, venner og familie kan samles. Selv om der er en individualisering, har vi stadig brug for noget fælles, mener Anders Bjerre.
Lyd og billede kan dog også komme rundt i boligerne på en anden måde end højttalere og fladskærme.
Se tv i brillerne
- En anden mulighed er walkmans-modellen. Man kan placere levende billeder bygget ind i briller eller i noget, der minder om briller. Det kan erstatte, det du ser gennem brillerne eller delvist erstatte det, fortæller Anders Bjerre,
Han mener dog, at det kan være et problem, at en "tv-brille" kan tage meget af din koncentration. Det kan for eksempel betyde, at du ikke lægger mærke til, hvor du går, og ender med at ramle ind i spisebordet.
Læs også nyhedsartiklerne Radioen indtager badeværelset , Fladskærm med kamera på badeværelset og Familien Rydahl ser film på fladskærmen i badeværelset .
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer