Hvad er det trådløse digitale hjem?
Med den trådløse Z-Wave-standard bliver det lettere at styre en lang række funktioner i boligen, f.eks. sensorer, lysdæmpere og termostater.

- Ved hjælp af et program på din mobil vil du kunne fjernstyre dit digitale hjem.
Hvad er det digitale hjem?
Ved begrebet "det digitale hjem" forstås normalt en bolig, hvor en lang række forskellige funktioner som lysdæmpere, låsesystemer, garageporte, ventilation, persiennestyring, termostater osv. integreres i et fælles kontrolsystem.
Hidtil har dette imidlertid været ensbetydende med, at der skulle trækkes kabler på kryds og tværs i hjemmet, hvilket har afskrækket mange fra at give sig i kast med projektet.
Med en netopkoblet kontrolboks vil du kunne fjernkontrollere dit digitale hjem ved hjælp af enten en pc eller - som her - et program på din mobiltelefon. Hvis du har defineret standardprogrammer for, hvordan de trådløse kontrolenheder skal reagere, når du forlader boligen eller vender hjem igen, kan du på den måde slukke alt lys og låse dørene med et tryk på en enkelt knap.
Fra oktober 2008 iværksætter Elsparefonden en omfattende kampagne for at støtte op om den trådløse Z-Wave-standard. Standarden har vundet stor udbredelse i bl.a. USA og nyder tillige opbakning fra en lang række globalt førende elektronik- og installationsvirksomheder.

- Fra efteråret vil du via Elsparefondens hjemmeside kunne kontrollere og overvåge dit digitale hjem, f.eks. som på illustrationen dæmpe lyset i enkelte rum eller hele huset på én gang.
Med Elsparefondens opbakning ventes standarden for alvor at vinde indpas, så det bliver nemt - og relativt billigt - at købe produkter til at automatisere boligen med.
Grundlæggende set sikrer standarden, at Z-Wave-certificerede enheder kan kommunikere med såvel hinanden som med fælles kontrolsystemer, uanset hvem der har fremstillet de enkelte produkter.
Ideen er, at du hermed kan automatisere dit hjem helt uden at trække kabler. Desuden kan du løbende købe nye produkter uden at risikere, at de ikke fungerer sammen med de kontrolsystemer og produkter, du allerede ejer.
Hvad er Z-Wave?
Den trådløse Z-Wave-standard er baseret på en lillebitte chip udviklet af det dansk/amerikanske firma Zensys. Chippen bruger ikke særlig meget strøm og kan fungere i flere år ad gangen med f.eks. et ganske almindeligt AAA-batteri. Z-Wave-chippen og dens indbyggede radiosender fylder omtrent det samme som en lillefingernegl i både omfang og tykkelse og kan derfor indbygges i selv meget små produkter.
En fin detalje er, at Z-Wave-enheder ikke blot kan kommunikere direkte med f.eks. en fjernbetjening, men at de hver især fungerer som relæstationer, der lader radiosignalet "hoppe" fra enhed til enhed. Derfor kan du hurtigt få rigtig god signaldækning i hele boligen, selv gennem vægge eller etageadskillelser, der normalt ville blokere signalet, hvis det skulle sendes direkte.

- Z-Wave-chippen, der er basis for den trådløse standard af samme navn, bruger ikke særlig meget strøm og er så lille, at den kan indbygges i selv ganske små produkter. Her ses den i selskab med en teske og en sukkerknald.
Er et givent produkt mærket med Z-Wave-logoet, garanteret Zensys og Z-Wave-alliancen, at produktet fungerer gnidningsløst sammen med andre Z-Wave-mærkede produkter. Det gælder, selvom Z-Wave-produkterne i din husstand er fremstillet af forskellige producenter.
Hvad er fordelen ved det trådløse digitale hjem?
Den store fordel er, at det bliver nemmere at styre enkeltenheder eller hele grupper på en gang. Det kan f.eks. gøres med en fjernbetjening eller - hvis du har en Z-Wave-certificeret kontrolboks med netadgang - via en netopkoblet pc eller en mobiltelefon.
Har du trådløse lysdæmpere i hele huset eller blot på de strømudtag og kontakter, du oftest bruger, kan du f.eks. slukke for lyset i hele huset ved et enkelt tryk på en knap.
Har du tillige trådløse termostater, kan du skrue op eller ned for varmen i hele huset eller sommerhuset på en gang - måske endda uden, at du selv er til stede. Med trådløst kontrollerede låsesystemer kan du låse hele huset af på en gang, f.eks. samtidig med at garageporten lukker, og udelyset tændes.
Du kan også definere særlige programmer for, hvordan boligen eller sommerhuset skal "opføre sig", f.eks. når du går hjemmefra, når du kommer hjem eller er på ferie i længere tid.
Systemet vil også kunne kombineres med rumovervågning eller termostatiske følere, så lyset tænder i arbejdsværelset, når du går ind, og slukker, når du går igen.
Der er i realiteten talløse muligheder, og på den måde kan du på en lang række felter gøre dagliglivet mere bekvemt og strømbesparende.
Hvad koster det trådløse hjem?
De trådløse produkter koster en smule mere end "håndstyrede" produkter af tilsvarende type. Men prisforskellen er ikke uoverkommelig, og en Z-Wave-certificeret lysdæmper eller termostat koster ikke mere end 100-200 kr. ekstra.
En netopkoblet kontrolboks vil typisk koste et par tusind kroner, men du kan også starte med en fjernbetjening til det halve til f.eks. at kontrollere lyset i din bolig.
Mange vil nok lægge ud med at købe et par lysdæmpere og en fjernbetjening til lidt over tusind kroner og herefter udbygge funktionaliteten i takt med behov, temperament og - ikke mindst - pengepung.
Hvilke enheder kan styres i det digitale hjem?
Stort set alt, du kan komme i tanke om. Blandt de Z-Wave-certificerede produkter, der allerede er på det danske marked eller ventes fra efteråret, kan nævnes:
- Lysdæmpere - både til strømudtag og som erstatning for ordinære kontakter til kontrol af indbyggede lysudtag
- Termostatstyrede radiatorventiler
- Garageportåbnere
- Låsesystemer
- Overvågningssystemer - herunder kameraer og infrarøde sensorer samt måling af temperatur og luftfugtighed etc.
- Kontrolsystemer til ventilation og lysafskærming (f.eks. persiennekontrol).
Hvordan kontrollerer du det digitale hjem?
I den mest basale form kan du klare dig med en fjernbetjening. Men investerer du i en netopkoblet kontrolboks, vil du kunne (fjern)kontrollere og programmere dine enheder via en særlig webbaseret brugergrænseflade eller - fra efteråret 2008 - via Elsparefondens hjemmeside. Læs mere på Elsparefondens hjemmeside.
Publiceret: torsdag 9. oktober 2008
Kolofon / Send feedback
Kilder
Zensys.dk
Wikipedia.dk
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer