Hvor lang tid kan fladskærmen og vaskemaskinen holde?
Forbrugerrådet er ved at lave database, der skal vise, hvor lang tid de lidt større hvidevarer og apparater holder. Du kan give dine erfaringer videre.
Hvor mange år kan du egentlig regne med, at den nyindkøbte tørretumbler holder? Skal den repareres? Og er et mærke bedre end et andet?
Det vil Forbrugerrådet forsøge at finde ud af med en ny database, hvor 5.000-10.000 danskere løbende skal fortælle om deres erfaringer med større produkter i deres hjem som opvaskemaskiner eller en fladskærm.
I dag findes der ingen danske undersøgelser, der fortæller noget om holdbarheden på de ting, der står i næsten alle danske hjem. Det skal erfaringsdatabasen ændre.
Holder en opvaskemaskine fra Miele 20 år?
- Vi mangler den kontinuerlige viden om, hvad de forskellige ting kan på længere sigt, og hvordan de udvikler sig. Virker en Bosch boremaskine f.eks. efter fem år, eller holder en Miele opvaskemaskine i 20 år, og har der været reparationer undervejs, spørger analysechef i Forbrugerrådet, Thomas Roland.
Vaskemaskine og opvaskemaskine mest i stykker
At tingene går i stykker vidner en lille internet-undersøgelse fra Bolius om. Her blev deltagerne spurgt om hvilke pludselige problemer de havde oplevet med deres hus de sidste 5-10 år.
31 procent af deltagernes vaskemaskine var gået i stykker, mens 17 procent havde oplevet, at opvaskemaskinen var gået i stykker. Det gav henholdsvis en tredjeplads og en sjetteplads på top 10-listen over problemer. Deltagerne har også oplevet, at køleskabet, fryseren og ovnen går i stykker.
Resultater skal holde producenterne vågne
Resultaterne fra databasen skal indgå i de test, som Forbrugerrådet foretager af forskellige produkter, og som bliver offentliggjort i bladet Tænk. Og dermed være med til at klæde forbrugerne bedre på, inden de går ud og køber større ting ind til hjemmet.
- Og så skal de være med til at holde producenterne vågne. Vi glæder os at se, om der er forskel på de forskellige produkter og de forskellige mærker, for vi ved det faktisk ikke, siger Thomas Roland.
Brancheforening tilfreds med erfaringsdatabase
Ebbe Lauritzen, direktør i FEHA, Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater, hilser erfaringsdatabasen velkommen.
- Det er helt fint at få rimelige afdækninger på området. Men det er nødvendigt med en stor population - at spørge 1.000 holder ikke, for der er mange varianter på området, siger han.
5.000-10.000 danskere skal dele ud af erfaringer
Ifølge planerne skal der da også være 5.000-10.000 danskere, der skal give deres erfaringer videre. 4-6 gange om året vil de, der tilmelder sig databasen, få en mail, hvor de skal svare på spørgsmål om et eller to produkter i deres hjem.
Indtil videre har 1.800 meldt sig, men Thomas Roland forventer, at målet vil blive nået. Han opfordrer alle interesserede til at melde sig.
Den første undersøgelse finder snart sted. Resultaterne vil blive bragt i novemberudgaven af Tænk.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer