Skal du have en hurtigere netforbindelse?

Fakta | 

Det kan i mange tilfælde være rart med en hurtig netforbindelse. Men du skal ikke altid regne med at kunne "surfe" markant hurtigere med de dyreste forbindelser. Og høj båndbredde kan aldrig erstatte en oprydning på computeren, hvis den er blevet sløv.

Er din pc længe om at vise hjemmesider, kan du rydde op på computeren eller få en hurtigere netforbindelse.
Er din pc længe om at vise hjemmesider, kan du rydde op på computeren eller få en hurtigere netforbindelse.

Hvad er up- og downloadhastighed?

Up- og downloadhastighed er et mål for den hastighed, hvormed din netforbindelse er i stand til henholdsvis at sende (uploade) og hente (downloade) data. Hastigheden måles i bit pr. sekund.

Har du en downloadhastighed på 2 megabit (Mb), kan du altså under ideelle forhold hente op til 2 millioner bit pr. sekund fra en netside, hvis den altså er i stand til at sende tilstrækkeligt hurtigt. Eftersom der går 8 bit på en byte, kan du altså ideelt hente op til 250.000 byte pr. sekund (også benævnt 250 kilobyte (kb)). Det tager således 4 sekunder at hente 1 megabyte (MB, 1 million bytes) med en 1 megabitforbindelse.

Antager vi, at du gerne vil downloade en sang i mp3-format, der fylder 4 megabyte (MB), vil det ideelt tage 16 sekunder at hente sangen med en netforbindelse med 2 megabit (Mb).

Hvorfor kan du ikke sende data lige så hurtigt, som du modtager dem?

De fleste netforbindelser er skruet sådan sammen, at du henter data langt hurtigere, end du kan sende dem. Det skyldes primært, at det med de mest almindelige netteknologier, herunder den telefonnetbaserede ADSL, af rent tekniske årsager er billigere for netudbyderne at gøre brugerne i stand til at modtage data hurtigt end at sende dem. Så vil du have en hurtig uploadforbindelse på f.eks. 1 eller 2 megabit (Mb), skal du typisk betale ekstra.

Desuden har det reelt ikke kunnet svare sig for netudbyderne at tilbyde meget høje uploadhastigheder, da der ikke har været den store efterspørgsel. Langt de fleste netabonnenter bruger overvejende deres netforbindelse til at se netsider, hente musik eller se videoklip på, ikke til at uploade større datamængder.

Screenprint.| Download af filer
Som "almindelig" websurfer får du stor fordel af at opgradere din downloadhastighed fra eksempelvis 256 kb pr. sekund til 1 Mb. Derimod sendes data fra hjemmesider sjældent så hurtigt til din pc, at du mærker forskel på en opgradering fra 1 til 2 Mb eller mere endnu.
Henter du ofte store filer, som f.eks. her en spildemo, der fylder knap 2 GB, eller sørger du blot for at holde din pc opdateret med de nyeste sikkerheds- og antivirusopdateringer, vil du sikkert have stor glæde af en hurtig downloadhastighed. Ligeledes får du gavn af høj downloadhastighed på mindst 4 Mb pr. sekund, hvis du ser meget net-tv.

Men det er måske ved at ændre sig. For med det fibernet, som navnlig elselskaberne bruger milliarder af kroner på at etablere i disse år, kan du sende og modtage data lige hurtigt. Det håber selskaberne vil betyde, at langt flere brugere benytter sig af muligheden for at tage onlinesikkerhedskopi af deres data eller sende højkvalitetsvideo og store digitale billeder til familie og venner osv.

Kan du surfe hurtigere med en bedre netforbindelse?

Nogle gange, men bestemt ikke altid. De fleste netsider sender alligevel ikke data til brugeren med en højere hastighed end 1 eller - i sjældne tilfælde - 2 megabit pr. sekund. Så hvor du vil opleve, at netsider vises markant hurtigere, hvis du opgraderer din downloadhastighed fra 256 eller 512 kilobit (kb) til 2 megabit (Mb), vil du ikke mærke nogen forskel ved at opgradere fra 2 til 4 megabit.

Uploadhastigheden spiller derimod ikke den store rolle for, hvor hurtigt du surfer. Det skyldes, at de "instruktioner", du sender til hjemmesiderne om, hvad du vil se, ikke fylder særlig meget.

Kan du downloade data hurtigere med en bedre netforbindelse?

Ja, det kan du. Henter du eksempelvis musikfiler, programmer eller demoudgaver af nye spil, vil du ofte opleve, at data sendes lige så hurtigt, som din forbindelse kan håndtere at hente dem.

Lad os antage, at du gerne vil hente 250 megabyte data, f.eks. en pakke programopdateringer til Windows eller en flot filmtrailer i high definition-format, så tager det under optimale forhold:

Høj uploadhastighed på 512 Kb pr. sekund eller mere har eksempelvis betydning, hvis du spiller grafisk avancerede onlineskydespil, lægger store billedfiler i onlinefotoalbums eller sender fotos til fremkaldelse over nettet.
Høj uploadhastighed på 512 Kb pr. sekund eller mere har eksempelvis betydning, hvis du spiller grafisk avancerede onlineskydespil, lægger store billedfiler i onlinefotoalbums eller sender fotos til fremkaldelse over nettet.
  • 2 ¼ time med en 256 kb-forbindelse
  • Knap 34 minutter med en 1 Mb-forbindelse
  • Knap 17 minutter med en 2 Mb-forbindelse
  • Knap 4 minutter med en 8 Mb-forbindelse.

Kan du surfe hurtigere med en ny computer?

Som udgangspunkt: Nej! I dette spørgsmål spiller nethastigheden afgjort førsteviolin.

Forudsat at din pc ikke er "forurenet" med alt for mange programmer og browserudvidelser, der starter automatisk (begge dele trækker nemlig tungt på både computerens processor og hukommelse) har pc'ens basale ydelse ikke særlig meget at gøre med, om du kommer hurtigere eller langsommere fra den ene netside til den anden.

At navnlig Windowsbaserede computere har en kedelig tendens til at blive sløvere med tiden, er en anden sag. Det problem løser du ved at optimere ydelsen ved f.eks. at slette programmer eller (endnu bedre) ved at geninstallere computeren fra bunden. Ikke ved at opgradere din nethastighed.

Hvorfor vælge en hurtig downloadhastighed?

  • Er I flere brugere i husstanden, som trækker på netforbindelsen samtidig, vil I ud fra et rent "surfmæssigt" perspektiv godt kunne drage fordel af forbindelser med downloadhastighed på 2 Mb eller mere. I trækker jo på samme båndbredde.
  • Downloader du meget musik via nettet, eller vil du leje film online, vil du mærke en markant fordel ved at opgradere din downloadhastighed.
  • Ser du meget net-tv, f.eks. DR Update, vil du også sætte stor pris på en downloadhastighed på over 4 Mb eller mere for at kunne se den bedste kvalitet uden at skulle leve med "hakkende" billeder.
  • Spiller du eller dine børn ofte computerspil over nettet, kræver det også en vis båndbredde. De fleste onlinebaserede skyde- eller rollespil kræver således gerne 2 MB download og 512 kb upload for at fungere optimalt. Og gør netforbindelsen stadig knuder, selvom den burde være hurtig nok til formålet, kan du med fordel kontakte din netudbyder og bede dem optimere forbindelsen til netspil. Det gør udbyderen typisk uden beregning.
  • Endelig anvendes netforbindelsen også til meget andet end rent surf. Eksempelvis henter computerens styresystem automatisk jævnligt opdateringer af sikkerhedsprogrammer og anden software, og de kan være temmelig store.
  • I de senere år er det blevet markant billigere at få hurtige netforbindelser for en meget begrænset merpris.

Hvorfor vælge en højere uploadhastighed?

  • Sender du mange digitale billeder til fremkaldelse online, eller bruger du meget tid på at vedligeholde din hjemmeside eller dit onlinefotoalbum, kan du uploade større datamængder hurtigere, hvis du opgraderer din uploadhastighed.
  • Stadig flere nettjenester tilbyder at vedligeholde en sikkerhedskopi af dine data online. Her er det i sagens natur en stor fordel at have en høj uploadhastighed, da det ellers kan tage dage eller endda uger at sende alle dine data til nettjenesten.
  • Ved grafisk tunge netspil er det ofte en fordel med en uploadhastighed på 512 kb. Dog er den rå hastighed ikke eneste parameter her. Så oplever du gentagne gange at blive sparket af spilservere, fordi din "ping" er for høj, bør du kontakte netudbyderen og bede dem optimere forbindelsen til onlinespil. 

Får du den hastighed, du betaler for?

I store træk, ja. Men eftersom netudbyderne opgør hastigheden på en lidt kringlet facon, er den leverede båndbredde ofte 10-15 procent lavere, end man kunne forvente. Er hastigheden endog betydeligt lavere, kan du med fordel tage fat i din netudbyder og bede om en udbedring eller en prisnedsættelse. Sidstnævnte kan f.eks. være relevant, hvis du har købt en 20 Mb-forbindelse, men på grund af lokale, tekniske forhold ikke kan modtage mere end eksempelvis 15-16 Mb.

Du kan selv kontrollere den leverede hastighed via IT- og Telestyrelsens Bredbåndsmåler, se mere her .

TDC har også en rigtig udmærket hastighedsmåler, som du finder her. Denne måler er dog, som TDC også selv gør opmærksom på, ikke retvisende for downloadhastigheder på over 8 Mb. Den virker også fint, selvom du har en anden udbyder end TDC. Du kan se testen her

Skal du vælge forbrugsafregnet internet?

Det kan sjældent svare sig at vælge forbrugsafregnet internet frem for "flatrate", hvor du kan sende og modtage lige så mange data, du har lyst til, uden at betale ekstra. Heller ikke selvom du kun surfer minimalt på computeren.

Ganske vist er basisabonnementet noget billigere end flatrate-bredbånd, men sørger du for at holde dit styresystem og antivirusprogram opdateret (hvilket som bekendt er en rigtig god idé), kan alene download af opdateringer æde besparelsen ved at vælge forbrugsafregnet net frem for et abonnement med ubegrænset forbrug.

Publiceret: tirsdag 6. januar 2009

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen