Streaming af musik fra computer og internet
Der er flere muligheder, hvis du vil af med cd-reolen og i stedet hente din musik direkte til stereoanlægget fra en computer eller internettet.

- Sonos-system.
Hvad er digital streaming?
Hvis du er træt af at have cd'er stående i reolen, har konverteret tusindvis af musiknumre fra din cd-samling til MP3-filer på computeren eller vil lytte til musik fra internettet, så er streaming måske noget for dig.
Når du streamer musik, kan du høre musikken i alle de rum, du har tilsluttet streamingsystemet. Hvis du bevæger dig fra stuen til køkkenet, kan du med et enkelt tryk på fjernbetjeningen "tage musikken med".
Typisk taler man om at streame musik fra internettet, som regel via en pc eller en internetradio. Den mest almindelige måde at streame på er nok at høre netradio via sin pc, hvor man bruger computerens højttalere eller et sæt høretelefoner. Her henter du musikken online, men den gemmes ikke på din pc.
Men du kan også anvende teknikken til at høre musik, der ligger på din pc, via eksempelvis et stereoanlæg i stuen. Et streamingsystem består af en sender og en eller flere modtagere, der kobles sammen via et almindeligt trådløst netværk.
Typisk vil din computer være tilsluttet senderen, og derfor skal du have din musiksamling liggende på computeren eller - hvis du er avanceret pc-bruger - på en såkaldt netværksharddisk.

- Et streamingsystem består af en sender og en eller flere modtagere, der kobles sammen via et almindeligt trådløst netværk. Du kan også anvende teknikken til at høre musik, der ligger på din pc, via eksempelvis et stereoanlæg i stuen.
Man køber typisk modtagerne, når man køber et streamingsystem. Apples streamingsystem, der hedder Airtunes, er f.eks. bygget op omkring modtagere, der hedder Airport Express. Hvis du har en computer og et trådløst netværk, skal du altså blot købe en eller flere Airport Express-modtagere. Det samme gælder med Logitechs Squeezebox-system samt Linksys Wireless Home Audio.
Nogle modtagere har indbygget højttalere og forstærkere. Andre har ikke, men dem kan du koble til et musikanlæg via et ganske almindeligt audiostik. En modtager i et streamingsystem tilsluttes dit musikanlæg på samme måde som en cd-afspiller. Med denne type streamingsystem kan du også afspille musik og radio fra nettet. Streamingsystemer, der har en computer som den centrale enhed, er mere fleksible end andre typer systemer.
Hvis du vil streame fra nettet uden en pc som mellemled, kræver det en internetradio eller et anlæg som f.eks. det danske Touchdiva, hvor du abonnerer på en enorm musiksamling på nettet.
Vil du høre din egen musik uden en pc som mellemled, kræver det, at du kobler streamingsystemet op på en såkaldt netværksharddisk, hvilket kræver en hel del it-kunnen.
Hvilke streamingprodukter findes der?
Der er efterhånden en del streamingprodukter på markedet, men navnlig er det værd at nævne:
- Apple AirTunes, der er praktisk, hvis du har købt eller gemt det meste af din musik via Apples meget populære iTunes-program. Desuden kan systemet styres via en iPhone.
- Logitech Squeezebox-produkter, der navnlig er berømmet for deres store alsidighed og gode lydkvalitet. Desuden er prisen betydeligt lavere end systemerne fra Sonos og Linksys, men systemet kan også være meget svært at sætte op, så det fungerer optimalt.
- De to mest eksklusive systemer hedder henholdsvis Sonos og Linksys Wireless Home Audio. Begge er betydeligt dyrere end Logitechs Squeezebox-løsninger, men til gengæld er Sonos-systemet nemmere at anvende og sætte det op.
Hvis du vil have fuldstændig valgfrihed, når du streamer musik fra nettet, er det danske Touchdiva-system en mulighed. Her abonnerer du på adgang til en onlinemusikdatabase, som indeholder millioner af musiknumre, og som systemet henter fra. Systemet er meget nemt at sætte op. Ulempen ved Touchdiva er, at det ikke kan afspille musik fra din egen musiksamling, samt at det kan være noget langsomt, når det henter musiknumre på nettet.
Hvordan og hvor godt fungerer streamingprodukter?
De fleste streamingprodukter fungerer ved at sende musikken til en modtager, der skal tilsluttes et musikanlæg (nogle modtagere har dog indbyggede højttaler).
Generelt fungerer de fleste systemer stabilt og med god lydkvalitet, så længe de blot har adgang til rigelig båndbredde og en god netværksforbindelse. Det kan være svært at vide på forhånd, om dit netværk er "godt nok". Men hvis din bærbare pc har god netværksforbindelse der, hvor du planlægger at placere modtageren til et streamingprodukt, vil du sandsynligvis også opnå et godt resultat med musikken.

Er det nemt at streame musik?
Nogle systemer er nemmere at sætte op end andre, men generelt skal du regne med at bruge noget tid på at få dem til at virke. Ligeledes er det en rigtig god idé at have teknikkyndig assistance i nærheden, hvis teknikken driller. For realiteten er desværre, at det sjældent er lige så nemt at få et streamingsystem til at fungere, som det er at koble et sæt nye højttalere til stereoanlægget.
Men når det lykkes, er det nemmere at bruge et streaminganlæg end din cd-afspiller. Primært fordi du har adgang til hele din musiksamling med et par klik på en fjernbetjening.
Hvad koster streamingprodukter?
Et Sonos-system koster 7.999 kr. for en startpakke med fjernbetjening, en modtager med forstærker, der kan trække to højttalere, samt en passiv modtager, der skal tilsluttes et stereoanlæg.
En lignende startpakke med Linksys Wireless Home Audio koster omtrent det samme. Desuden kan man til begge systemer købe enkeltdele til at udbygge sit system med.
Apple AirTunes koster 719 kr. pr. Airport Express-modtager. Her anvendes en iPod Touch eller en iPhone som fjernbetjening. Apples system kan købes på Apple.dk.
Logitech Squeezebox Duet koster ca. 2.400 kr. for startpakken med fjernbetjening og modtager. Der findes også flere andre Squeezebox-produkter med og uden højttaler.
TouchDiva koster 5.999 kr. plus abonnement til 75 kr. pr. måned. Systemet forhandles af bl.a. Fona.
Ud over de nævnte forhandlere kan det ofte svare sig at foretage en netsøgning på de ønskede produkter. Der kan være mange penge at spare i netbutikkerne. (Alle priser er fra september 2009).
Hvordan fungerer internetradio?
De fleste internetradioer ligner traditionelle køkkenradioer. De kobler sig trådløst på nettet via hjemmets trådløse netværk og har en lille lcd-skærm. På nettet er der adgang til tusindvis af radiostationer. Netop det er det største problem ved internetradio, idet du hurtigt farer vild i udvalget. Desuden kan det undertiden være svært at navigere tilstrækkelig nemt og hurtigt på den fritstående internetradios små displays.
Publiceret: mandag 12. oktober 2009
Kolofon / Send feedback
Personlig rådgivning
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus


























Kommentarer
http://www.doktorguld.dk/gratis%20musik.html