Tjek dine el-installationer

Fakta | 

Overbelastede ledninger eller fejl i elinstallationerne kan i værste fald føre til brand. Visse fejl kan kun en autoriseret elinstallatør opdage.

Hvorfor bør du tjekke dine elinstallationer?

Elektriske installationer bryder normalt ikke i brand, i det øjeblik man tænder dem og bruger dem. Det er ofte de skjulte fejl, der gør dem brandfarlige. En undersøgelse, som Sikkerhedsstyrelsen lavede i 2002, skønnede, at otte ud af 10 boliger har så graverende fejl, at de kan være i stand til at starte en brand. Sikkerhedsstyrelsen fandt i gennemsnit 16 fejl pr. bolig, hvoraf halvdelen var i stand til at starte en brand.

Hvilke fejl i elinstallationer indebærer de største risici?

Det er ofte snavs og ophobning af støv, der er årsag til kortslutninger, overspænding eller andet, som kan udvikle brand. Elapparater, muffer og samlinger bliver med tiden løsere, og så kan støvet samle sig, og risikoen for brand opstår. Mange overser desuden risikoen ved overbelastede ledninger. For mange forlængerledninger og for mange elektriske apparater koblet til samme kontakt kan overbelaste ledningerne, overophede og kortslutte og dermed være årsag til brand.

De mange gør det selv-husejere er også skyld i en del brande, fordi de har installeret nogle dele forkert.

Sådan tjekker du dine elinstallationer

El ledninger
Det er en god idé at vedligeholde sine elinstallationer ved jævnligt at gøre dem rene og tjekke dem for åbenlyse fejl og skader.

  • Se på dine elapparater og undersøg deres tilstand. Er der synlige skader, løse forbindelse eller buler?

  • Tjek, at der ikke ligger store mængder støv på fjernsyn, computer og andre apparater.

  • Kontroller dine stikkontakter. Hvis der er mere end fire apparater sluttet til en stikkontakt, er brandrisikoen øget.

  • Tjek dine lamper. Virker nogle af lamperne meget ustabile?

  • Mærk efter, om sikringerne er varme, og læg derudover mærke til, om de ofte springer.

  • Tjek, at pærens wattangivelse ikke overstiger det anbefalede for den pågældende lampe.

  • Du bør teste dit sikringsrelæ mindst én gang om året ved at trykke på prøveknappen på anlægget, hvorefter relæet skal slå fra. Hvis dit HFI/HPFI-relæ ikke virker, slår det ikke fra i tilfælde af kortslutninger eller overgang i ledninger.

Har du sikringer, som ofte springer, eller et HFI/HPFI-relæ, der ofte kobler fra, bør du tage kontakt til en autoriseret elinstallatør, som kan tjekke dine installationer.

Tjek de udendørs elinstallationer

Alt efter hvor mange udendørs elinstallationer du har, kan det være en god idé at undersøge, om de stadig er monteret ordentligt .

Hvis der er konstruktive fejl, kan dele af installationerne blive fugtig, og det kan give kortslutninger.

  • Sidder kablerne rigtigt og forsvarligt fast?

  • Er stikkontakterne forsvarligt monteret på underlag, eller hænger de?

Du må ikke selv udføre nogen form for tekniske installationer udendørs. Hvis du selv installerer eller udskifter udendørs afbrydere eller stikkontakter, dækker forsikringen ikke i tilfælde af brand.

Kræver det hjælp fra en professionel at tjekke elinstallationer?

Elinstallationerne er noget, der bliver brugt hver eneste dag, og det stiller høje krav til de enkelte installationer. De skal være i orden, og er de ikke det, bør du kontakte en autoriseret el installatør.

Mange af de typiske fejl, der med tiden opstår i elinstallationer, er det dog ikke muligt at opdage selv. Her skal der en autoriseret elinstallatør til, som har det fornødne udstyr til at måle spænding og strømstyrke. Det er derfor en rigtig god idé at få foretaget en gennemgang af elinstallationerne, evt. i forbindelse med andet elarbejde, du alligevel skal have lavet. En såkaldt elsikkerhedstest, som foretages af en autoriseret elinstallatør, koster 1.500-2.000 kr. (2007).

Det kan desuden være en god idé at få undersøgt, om skjulte elinstallationer, eksempelvis bag nedhængte lofter, er intakte og korrekt udført. I forbindelse med huskøb, er det også en god idé at være særlig opmærksom. Tilstandsrapporten tager ofte forbehold for de elektriske installationer.

Hvilket elarbejde kræver autorisation?

Den grundlæggende regel er, at det kræver autorisation at arbejde med de faste elinstallationer. Det vil sige eltavler, nye stikkontakter, afbrydere og udtag. Derimod må du godt selv udskifte kontakter, afbrydere og udtag og sætte lamper op.

Det kræver indsigt og erfaring at udføre elarbejde korrekt, og i rigtig mange tilfælde er det små fejl som løse forbindelser og muffer samt overbelastning af stikkontakter, der resulterer i store skader.

Mange sjusker med indbygning af halogenspots og gør det ikke korrekt. Halogenspots bliver hurtigt meget varme, og derfor er det vigtigt at sikre, at spottene har mulighed for at komme af med varmen og ikke ligger for tæt på isoleringen. Et godt og enkelt råd er at købe en helt almindelig urtepotte af ler med en diameter på omkring 14 cm. Den placerer du hen over den del af halogenspotten, der indbygges. Derefter kan isoleringen lægges helt tæt til urtepotten, uden at det kommer til at lugte brændt.

Hvornår dækker forsikringen?

Elinstallationer skal være lovlige på det tidspunkt, de er monteret. Hvis du har ældre installationer, er du først lovgivningsmæssigt forpligtet til at overholde gældende regler, når du foretager ændringer på installationerne. Men det kan være en god idé at få fornyet meget gamle installationer, fordi de kan være anledning til brand.

Stort set alle huskøb er baseret på, at der optages lån i huset, og for at husejeren overhovedet kan få et lån, skal huset være brandforsikret, idet husets værdi stilles som sikkerhed for långiveren.

Husforsikringen dækker skader på huset forårsaget af brand, eksplosion, lynnedslag eller nedstyrtede genstande fra luftfartøjer m.m. Indboforsikringen dækker de skader på inventaret.

Hvis det er graverende manglende vedligeholdelse, der er den direkte årsag til en elbrand og deraf følgende skader, kan du miste retten til erstatning, eller erstatningen vil kunne nedsættes. Det er dog meget sjældent, at det sker, eftersom det er forsikringsselskabet, der skal bevise, at det er den manglende vedligeholdelse, der er årsag til branden.
 
For visse skader kan der være fastsat specielle regler, som erstatningen bliver beregnet efter. Det gælder f.eks. kortslutningsskader. Du kan til din familiebasisforsikring tegne en udvidet elskadeforsikring, som dækker kortslutningsskader, der kan opstå på computeren eller fjernsynet.

 

 

Publiceret: torsdag 16. august 2007

Kolofon / Send feedback

Af 
Kristine Virén, videnformidlingschef
Casper Kjerumgaard, fagredaktør
Lisette Lykke Andersen, journalist

Kilder

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen