Tjek installationerne før du køber bolig

Nyhed |  Publiceret: mandag 26. maj 2008

Du kan undgå mange skader og ærgrelser ved at tjekke elinstallationer og vvs-installationer, før du køber hus. Et elsyn kan være med til at forhindre brand.

 

Hvert år dør flere af elbrande i huset, mens endnu flere får stød af hjemmelavede elinstallationer. Andre boligejere får problemer med kloakken, fordi træer har gennemhullet rørføringen.

Før huskøb er det derfor en god idé at undersøge installationerne for de mest almindelige fejl, så du enten kan styre uden om boligen eller tage dine forholdsregler.

Undgå ulovlig el med et elsyn

Foto: Tommy Verting - Køber du et hus med mere end et par år på bagen, kan det være en god idé at få set navnlig elinstallationerne efter i sømmene. For der er rigtig mange ulovlige og decideret livsfarlige installationer derude, siger Jan Felland, videnformidlingschef i Bolius.

I det tilfælde kan du bede en autoriseret el-installatør foretage et såkaldt "elsyn", der er en betegnelse for en standardiseret måde at kontrollere en elinstallations lovlighed og funktionalitet.

Få el-installationen målt igennem

- Ved et elsyn undersøger installatøren, om eltavlen er lovlig monteret. Han måler også, om HPFI/HFI-afbryderen faktisk fungerer. Det kan du nemlig ikke kontrollere blot ved at trykke på testknappen, forklarer teknisk konsulent Flemming Larsen fra installatørernes arbejdsgiverforening, TEQNIK.

Desuden vil installatøren måle installationen igennem for at se, om noget tyder på, at der er problemer i det skjulte ledningsnet. Ligeledes vil han foretage en række stikprøvekontroller af kontakter og forbindelser.

Indbygningsspots og sænkede lofter kan være dårlige tegn

Der er ofte flere forhold som kan antyde, hvis installationerne er udført forkert. F.eks. kigger installatøren ofte ekstra godt efter, om indbygningsspots er monteret korrekt.

Ligeledes får sænkede lofter og tegn på omfattende gør det selv-indsats ofte el-installatøren til at være ekstra opmærksom på, om de korrekte materialer og montagemetoder er anvendt.

- Det kan installatøren jo f.eks. tjekke ved at se på, hvordan el-udtag er monteret eller ved at skrue et spot ud af loftet og se på den ledning, der forbinder spottet, forklarer Flemming Larsen.

Mange fordelingsdåser øger risiko for brand

Til sidst udarbejdes en rapport om installationen. Her kan du bl.a. læse, om der er et passende antal sikringsgrupper og stikkontakter i forhold til de krav, en moderne familie stiller.

- Husk, at en helt almindelig elkedel let kan bruge næsten en hel sikringsgruppe alene. Og er der ikke stikkontakter nok, vil du hurtigt ende ud i noget med en masse fordelingsdåser, og det øger risikoen for brand, siger Flemming Larsen.

Elsyn ingen garanti mod yderligere fejl

På den måde giver elsynet et ganske godt billede af installationens tilstand. På den anden side vil en installatør aldrig kunne garantere, at han fanger alle fejl og ulovligheder.

- Du kan f.eks. ikke vide med sikkerhed, om ledningerne er samlet med kronmuffer eller hårnåle bag ved væggene, siger Flemming Larsen.

Han vurderer, at et elsyn typisk koster 1.000-2.000 kr. afhængig af boligens størrelse og installationens kompleksitet.

Svært at kontrollere vvs-installationer

På vvs-området findes ikke samme standardiserede testforløb. Primært fordi det er endnu sværere at måle og vurdere installationernes tilstand, forklarer teknisk konsulent Nils Lygaard fra TEQNIK, der også organiserer virksomhederne i vvs-branchen.

- Du har ikke mulighed for at se andet end det, der er synligt allerede. Derfor ville et tilsvarende vvs-syn være omfattet af så mange forbehold, at det reelt ikke ville være noget værd. Vi kan f.eks. ikke begynde at trykprøve installationerne på grund af risikoen for at forvolde skade på bygningen, siger han.

Gennemgå selv synlige vandhaner og toiletter

Derfor kan en autoriseret vvs-installatør sjældent fortælle meget mere om vvs-installationernes sande tilstand, end du selv kan slutte dig til.

Herunder om vandhaner, armaturer og toiletter fungerer, om der tilstrækkeligt hurtigt kommer varmt vand i hanen, eller om vandtrykket i øvrigt er tilfredsstillende.

Store træer og kloakker er ikke gode venner

Desuden skal du være opmærksom på, om der er store træer i nærheden af boligens kloakering. Navnlig bør større piletræer få alarmklokkerne til at ringe, da deres rodnet let kan gennemhulle rørføringen.

I det tilfælde kan det være en god idé at få undersøgt kloakledningerne nærmere af en kloakmester.

Lad en vvs-installatør tjekke fyret. Der er også grund til at være på vagt, hvis sælger har oplyst, at der fra tid til anden er problemer med opstigende vand fra boligens afløb.

- Ligeledes er det en god idé at bede en vvs-installatør gennemgå fyret, hvis det ikke har været serviceret i et par år. For på den måde kan du ret billigt undgå ubehagelige overraskelser, når du først har købt huset, siger Nils Lygaard.

Boligadvokat: Kontrol er godt, men…

Du kan være uheldig at løbe ind i et hus med ulovlig el og lækkende kloakker, men der er ikke altid grund til at male fanden på væggen og gennemkontrollere hele huset. Det vurderer Henrik Høpner, formand for foreningen Danske Boligadvokater.

- Køber du et relativt nyt hus, behøver du f.eks. sjældent være på vagt i forhold til installationerne. Og køber du en gammel rønne med henblik på at renovere hytten fra kælder til kvist, kan du reelt være ligeglad. For så vil du sikkert skifte alle installationerne alligevel, bemærker han.

Giv installationerne et kig, før du køber hus

VVS - det kan du undersøge selv:

  • Virker vandhaner/armaturer?

  • Foregår skiftet mellem koldt/varmt vand tilstrækkelig hurtigt?

  • Er der tilstrækkeligt vandtryk?

  • Fyld evt. håndvaskene op og se, hvor hurtigt vandet løber ud.

  • Løber toiletterne?

  • Spørg mægler/sælger, om der har været problemer med manglende kloakkapacitet/tilbageløb (sælger har en såkaldt "loyal oplysningspligt" og må ikke tilbageholde den slags informationer).

VVS - her skal der professionelle til:

  • Er der gået mere end to år siden sidste service på fyr eller anden primær varmekilde, bør du overveje at få der efterset, før du skriver under på købsaftale.

El-installationer - det kan du undersøge selv:

  • Undersøg om kontakter og strømudtag fungerer.

  • Vurdér, om der er tilstrækkeligt med strømudtag til at undgå omfattende brug af fordelerstik.

El - her skal der professionelle til:

  • Få tjekket elinstallationerne med et elsyn af en autoriseret el-installatør - specielt hvis huset har en del år på bagen og/eller der er udført meget gør det selv-arbejde. Et elsyn tager 2-3 timer og koster typisk 1.000-2.000 kr. afhængig af boligens størrelse og installationens kompleksitet. Bed om skriftligt tilbud, før du beder elektrikeren gennemgå installationen.



 

Kolofon / Send feedback

Af Michael C. Svendsen

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen