Valg af stikkontakter

Fakta | 

Traditionelle stikkontakter er en ret enkel kombination af en afbryder og en stikforbindelse til elnettet. Men i dag findes mange andre muligheder, f.eks. trådløse stikkontakter og stikkontakter, der automatisk afbryder strømmen.

Hvid stikkontakt, LK OPUS 66.
Hvid stikkontakt, LK OPUS 66.
Foto: Lauritz Knudsen

Hvad er en stikkontakt/kontakt?

Stikkontakten er en enhed, som er monteret på væggen (som oftest) og forbundet til elnettet gennem skjulte kabler i væg, gulve og lofter. Den leverer elektrisk strøm til hjemmets mange elforbrugende apparater.

Stikkontakten fungerer samtidig som "hovedafbryder" for de tilsluttede apparater: Når stikkontaktens afbryder slås fra, afbrydes strømtilførslen til det tilsluttede apparat.

Hvor mange stikkontakter skal du have i din bolig?

Ifølge Stærkstrømsbekendtgørelsen har det siden 1984 været et krav, at der er mindst en stikkontakt for hver påbegyndt 4 kvadratmeter gulvareal i indendørs beboelsesrum.

I en opholdsstue på 20 kvadratmeter (4 × 5 meter) skal der derfor være mindst 5 stikkontakter. Hvis to eller flere stikkontakter er placeret samlet, tæller de kun for én.

Dette krav gælder opholdsrum, soveværelse, spisestue, gildestue, entré, gang, grovkøkken, bryggers og hobbyrum. Der er dog ikke krav om mere end otte kontakter pr. rum.

I afsnit 801.53 Antal stikkontakter i Stærkstrømsbekendtgørelsen for Elektriske Installationer står der: "Stikkontakter skal anbringes med så stor indbyrdes afstand, som det er praktisk muligt."

Særlige regler for køkken
For køkkener er der i Stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 6, kapitel 801, krav om, at stikkontakterne skal fordeles på mindst to lysgrupper. Det gælder principielt også for nye stikkontakter, der etableres i et eksisterende køkken. Sikkerhedsstyrelsen tillader dog, at der installeres op til to nye stikkontakter i et eksisterende køkken, uden at stikkontakterne i køkkenet skal fordeles på to lysgrupper.

Hvis man ved renovering fjerner hele installationen i et lokale, skal den nye installation udføres efter Stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 6, 6A, 6B og 6C. Det vil sige, at der f.eks. i køkkener skal etableres mindst tre stikkontakter fordelt på mindst to lysgrupper.

Stikkontakt i køkken, LK Baseline.
Stikkontakt i køkken, LK Baseline.
Foto: Lauritz Knudsen.
Foto: Lauritz Knudsen.|Stikkontakt i badeværelse, LK Hardline deco.
Stikkontakt i badeværelse, LK Hardline deco.
Foto: Lauritz Knudsen

Særlige regler for badeværelse
I badeværelser skal der være mindst en stikkontakt ud over eventuelle shaverstikkontakter. Det gælder dog ikke, hvis der er en åben bruser, og badeværelset er så lille, at det ikke kan lade sig gøre at placere stikkontakten mere end 120 cm fra bruseren.

Kravet om mindst en stikkontakt i den faste installation skal tages bogstaveligt. En stikkontakt i et belysningsarmatur eller i et badeværelsesskab kan ikke gøre det ud for den krævede stikkontakt.

Kravet er bl.a. indført for at undgå, at man kobler for mange elektriske apparater til én stikkontakt ved hjælp af en fordelerdåse. Overbelastning af husets elinstallationer kan medføre brandfare.

Kravet gælder nybyggeri og renoveringer, hvor det eksisterende elsystem bliver udskiftet.

Må du selv udskifte eller sætte stikkontakter op?

Der er regler for, hvilket arbejde du selv må udføre i forbindelse med elektriske apparater og installationer. Generelt gælder det, at du kun må udføre arbejde, der ikke ændrer grundlæggende ved en installation. Arbejde med nye og faste elinstallationer skal foretages af en autoriseret elinstallatør.

I forbindelse med stikkontakter må du - når strømmen er afbrudt - ifølge Sikkerhedsstyrelsen selv:

  • Udskifte eller montere stikpropper  (dvs. stik på løse ledninger) og ledningsafbrydere, apparatkontakter og transportable stikkontakter (forlængerled, tristikdåser m.m.).
  • Udskifte indendørs (normaltætte) afbrydere og stikkontakter uden jord (med to huller) op til 250 volt. Normaltæt materiel er alt materiel, der har en IP20-mærkning eller ikke har IP-mærkning. Det er fx radio- og tv-apparater og elektriske køkkenmaskiner.
  • Udskifte indendørs (normaltætte) stikkontakter med jord (med tre huller) op til 250 volt. Det forudsætter dog, at boligens elinstallation er beskyttet med en HFI- eller HPFI-afbryder (også kaldet fejlstrømsafbryder).
  • Erstatte almindelige afbrydere med lysdæmpere eller afbrydere med tidsfunktion og lign.
  • Ændre og reparere svagstrømsstyrings- og reguleringssystemer, som anvendes til at styre stærkstrømsfunktioner, herunder omprogrammering af intelligente styringer. Det kan være temperatur- og fugtstyring i forbindelse med køkken og badeværelse eller systemer til automatisk styring af lyset.

Hvad skal du have en autoriseret elinstallatør til at udføre?

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen skal der en autoriseret elinstallatør til at:

  • Foretage nye elinstallationer i boligen.
  • Udvide eksisterende elinstallationer i boligen, f.eks. sætte en ny stikkontakt op ved siden af en eksisterende.
  • Udskifte hele kontakter.
  • Installere eller udskifte materiel i boligens faste installation med en spænding over 250 volt.
  • Installere eller udskifte udendørs afbrydere eller stikkontakter.

Læs mere om, hvilke typer elarbejde i din bolig du selv må udføre, i BOLIUS Fakta: Love og regler om gør det selv-arbejde.

Hvad skal du være opmærksom på, når du vælger kontakter?

Når du vil købe nye kontakter, er det vigtigt at vælge en kontakt, der passer til dit behov - både med hensyn til funktion og design.

Trådløs stikkontakt, LK Wireless.
Trådløs stikkontakt, LK Wireless.
Foto: Lauritz Knudsen

Gennem mange år har især én dansk producent været førende på markedet og har dermed skabt en de facto-standard for stikkontakter og afbrydere. Størstedelen af afbrydere og stikkontakter i danske hjem kommer fra virksomheden Lauritz Knudsen og følger derfor deres standard. Det skal du være opmærksom på, hvis du vil udskifte kontakter, for denne standard er ikke altid kompatibel med det fælles europæiske Schuko-system.

Hvis du ønsker nye kontakter med samme fysiske størrelse, elektrisk forbindelse og funktionsmåde, har du ikke mange andre muligheder end fortsat at anvende Lauritz Knudsens elmateriel.

Der findes dog konkurrenter (f.eks. Gira og Kennig) på markedet, som markedsfører stikkontakter, der er kompatible med Lauritz Knudsens standard. Disse produkter er som ofte en del billigere. Kennig har f.eks. udviklet en dobbelt stikkontakt, så du kan få et ekstra udtag uden at skulle etablere en ny kontakt.

Funktioner
En stikkontakt er i dag ikke nødvendigvis "bare" en stikkontakt. Der findes stikkontaktsystemer, som kan fjernstyres trådløst, stikkontakter med indbygget lysdæmper og stikkontakter med andre funktioner, f.eks. automatisk slukning på et forudbestemt tidspunkt. Vil du være sikker på, at kaffemaskine eller vandkoger er afbrudt, når du går i seng, kan du med fordel få installeret en sådan stikkontakt.

Design
Rent designmæssigt er der også mange spændende løsninger. Tyske Schulte Elektrotechnik står f.eks. bag udviklingen af det designmæssigt prisbelønnede EVOline-system.

Publiceret: tirsdag 22. december 2009

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen