Opvarmning med oliefyr
Det er dyrere at varme op med et oliefyr end med et gasfyr eller fjernvarme. Varmeregningen med oliefyr kan dog blive mindre ved at udskifte det gamle oliefyr med et nyt med energimærke A.

- Med et gammelt oliefyr kommer det til at koste dig mere at holde huset varmt, end hvis du har gas- eller fjernvarme.
Hvordan fungerer et oliefyr?
Et oliefyr består af en oliebrænder og en kedel. Dertil hører en olietank, hvor olien til fyret opbevares.
Et oliefyr varmer dit hus op ved at brænde olie af. Olien fra olietanken føres ind i fyrets brænder, hvor det forstøves, blandes med luft og antændes. I oliefyrets kedel brænder den forstøvede olie, og varmen derfra bruges til at opvarme det vand, som løber i husets radiatorer eller gulvvarmesystem. Desuden varmes brugsvand op, så du har varmt vand i køkken og bad.
På ældre oliefyr sidder brænderen på fronten af kedlen (se foto), mens den i moderne oliefyr er indbygget i fyret.
Olie er en sort organisk væske, som hentes op af jorden - i mange tilfælde op til 2 km under havets overflade. Olie menes at være opstået, ved at plantedele og smådyr, der er blevet påvirket af bakterier og enzymer, har været udsat for højt tryk og høje temperaturer i lang tid.
Hvilke typer oliefyr findes der?
Der findes to slags oliefyr: et almindeligt oliefyr og et kondenserende oliefyr. Forskellen på de to typer fyr er, at det kondenserende fyr opvarmer vandet i radiatorsystemet med den varme røg fra forbrændingen af olie. Det gør det kondenserende oliefyr mere effektivt end et almindeligt oliefyr, hvor kun selve afbrændingen af olien bruges til opvarmning.
Hvordan bliver olien leveret til dit hus?
Olie til oliefyret bliver leveret til dit hus i en tankbil, som hælder olien over i olietanken. Det kan enten være en underjordisk tank i din have eller en tank, du f.eks. har stående i din kælder eller i et udhus.
Hvad koster det at fyre med olie?
Det er normalt lidt dyrere at varme op med olie end med gas, og det er væsentligt dyrere at varme op med et oliefyr end med fjernvarme. Men det er billigere at varme op med olie end med elradiatorer.
Hvor meget vedligeholdelse er der ved et oliefyr?
Det er et lovkrav, at oliefyrets kedel renses mindst en gang om året. Det skal gøres af en godkendt ekspert, som i mange tilfælde er skorstensfejeren.
Du kan se liste over godkendte eksperter her.
Desuden skal fyrets kedel have et eftersyn minimum hvert femte år. Det skal udføres en godkendt ekspert, som regel en vvs-installatør.
Hvert 15. år skal det samlede varmesystem efterses, dvs. fyr, varmtvandsbeholder, pumper samt radiatorer og rør.
Hvor længe holder et oliefyr?
Et oliefyr kan holde længe. I en del danske huse findes der stadig oliefyr, der er omkring 40 år gamle (fra før 1970).
Hvad skal du gå efter, når du vælger oliefyr?
Når du skal vælge nyt oliefyr, skal du på samme måde, som hvis du skal købe hårde hvidevarer, gå efter det med det bedste energimærke, dvs. et A-mærket oliefyr.
Oliefyret skal desuden leve op til bygningsreglementets krav om en årsnyttevirkning på mindst 91 procent, dvs. at mindst 91 % af olien bruges til opvarmning. Du kan finde en liste med de mest effektive oliefyr på markedet, der opfylder dette krav, på Energistyrelsens hjemmeside Sparolie.dk.
Hvad kan du spare ved at udskifte dit oliefyr med et nyt?
Hvis dit oliefyr er omkring 20-25 år gammelt, kan det betale sig at udskifte det. Et moderne fyr udnytter olien meget bedre, så du i løbet af få år har tjent det nye fyr ind.
På Energistyrelsens hjemmeside Sparolie.dk findes der en liste over gamle oliefyr, der har en så ringe effektivitet, at de bør udskiftes.
Hvad koster det at få monteret et oliefyr?
Hvis du skal have udskiftet et eksisterende oliefyr med et nyt, koster det mellem 25.000 og 35.000 kr. inkl. moms (Januar 2008)
Et kondenserende oliefyr kræver en ny skorsten eller aftræk, eller at den eksisterende skorsten bliver foret med en skorsten af stål. Skorstenen skal være todelt, så røgen ledes ud i den ene del, og frisk luft til forbrændingen af olien trækkes ind gennem den anden del. Dette skal lægges oven i prisen.
Hvilke alternative opvarmningsmuligheder er der, når oliefyret skal udskiftes?
Når oliefyret skal udskiftes, er den nemmeste løsning at erstatte det med et nyt oliefyr. Men det er værd at overveje, om du måske skulle vælge en anden energikilde. Bor du i et område, hvor der er fjernvarme eller naturgas, er det oplagt at få installeret det i stedet for at købe et nyt oliefyr. Det er væsentligt billigere, og ofte er der også tilslutningspligt til fjernvarme eller naturgas, hvis det findes i området.
Bor du et sted, hvor der ikke er tilslutningspligt til naturgas eller fjernvarme, er jordvarme en mulighed eller en luft til vand-varmepumpe. Begge dele kræver et vandbåret varmesystem, men er kun afhængige af strøm.
Har du god plads, er et træpillefyr, et brændefyr el.lign. også et alternativ. Et sådant fyr kræver, at du køber og får leveret træpiller eller brænde, medmindre du har en skov og selv kan skove.
Hvilke varmekilder kan bruges sammen med et oliefyr?
Solvarme kan bruges sammen med oliefyr. Hvis du også har solvarme, kan du slukke for oliefyret om sommeren, når der kun skal produceres varmt vand.
Hvor længe har man fyret med oliefyr?
Der er blevet fyret med oliefyr i Danmark siden starten af 1960'erne med olie importeret fra Mellemøsten. Den første danske olie blev fundet i 1966 af Dansk Undergrunds Consortium (DUC) i Nordsøen, men det var først i 1971, at der blev fundet så meget olie, at det var værd at udnytte.
I 1972 blev den første olie leveret fra Nordsøen til Danmark, men under den første oliekrise i 1973 rakte denne lille produktion slet ikke til hele det danske forbrug. På det tidspunkt bestod 93 procent af Danmarks energiforbrug af olie, så da priserne steg, var det en katastrofe. Under den anden oliekrise i 1979 kunne Danmark selv dække en mindre del af landets oliebehov. Det var først i 1998, at Danmark blev selvforsynende med olie.
I starten blev olien transporteret fra oliefelterne i Nordsøen til Danmark med tankskibe, men siden 1984 er olien blevet transporteret til Esbjerg gennem ledninger fra oliefelterne. Fra Esbjerg bliver olien ledt i ledninger til Fredericia Havn, hvor den bliver behandlet.
Publiceret: tirsdag 13. januar 2009
Kolofon / Send feedback
Kilder
Energistyrelsen sparolie.dk
Tekniq
Mærsk Olie og Gas
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer