Derfor skal du energirenovere
Det kan ikke altid betale sig at skifte til energivinduer eller skifte til ny opvarmning. Men der er mange andre gode grunde til at energirenovere din bolig. Læs, hvilke her.

- Det kan ikke altid betale sig at skifte de gamle vinduer ud. Men det kan have andre fordele end de økonomiske.
Foto: Tommy Verting
Kan det betale sig? Når det handler om at give boligen en grøn overhaling, har der fra politikere og producenters side været et entydigt fokus på, om renoveringen økonomisk er en god forretning – altså om investeringen kan tjene sig hjem over en forholdsvis kort periode.
Det store fokus på økonomisk rentabilitet fremgår klart af regeringens energiplan fra 2005 og spiller også en afgørende rolle for udformningen af energimærker, hvor energikonsulenten kun skal anmærke tiltag, der er økonomisk rentable for boligejeren.
LÆS OGSÅ: Jordvarme skar over halvdelen af varmeregningen
Forkert kun at fokusere på økonomi
Men det er i virkeligheden et helt forkert udgangspunkt, lyder det fra eksperterne, der efterlyser et opgør med det entydige økonomiske fokus.
- Der er fra politisk side et enormt stort fokus på, om en energirenovering kan betale sig økonomisk – altså om investeringen betaler sig hjem. Men det er langt fra altid den slags økonomiske beregninger, der kan motivere boligejerne, siger Kirsten Gram-Hanssen, forsker ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) med særligt fokus på energiforbruget i boliger.
Godt for indeklima og miljø at energirenovere
Kisten Gram-Hanssen peger på, at det er de færreste boligejere, der finder lommeregneren frem og beregner tilbagebetalingstiden for det nye køkken, bilen eller havemøblerne, og at det samme i høj grad gør sig gældende, når det handler om energirenovering.
- Hjemmet er først og fremmest rammen om vores familieliv, og det er derfor ikke kun de langsigtede økonomiske perspektiver, der er afgørende for vores handlinger. Der er mange andre gode grunde til at energirenovere.
- Ofte vil man få et bedre indeklima og dermed et mere behageligt hjem, og samtidig vil man kunne lette samvittigheden ved at reducere forbruget af energi eller skifte til renere energiformer og dermed bidrage til, at ressourcerne bruges mere varsomt, siger Kirsten Gram-Hanssen.
Energirenovering kan ”betale” sig
Også i Dansk Byggeri mener specialkonsulent Jonas Møller, at tiden er inde til et opgør med den økonomiske rentabilitetstankegang.
Mange af de mest oplagte energirenoveringstiltag som husmursisolering og udskiftning af oliefyr, er ifølge Jonas Møller allerede høstet. Han mener derfor, at vi bliver nødt til at acceptere, at et entydigt fokus på, om en energirenovering kan betale sig økonomisk, ofte vil betyde, at der intet sker.
- Hvis man som boligejer kun kigger på økonomien, vil man ofte nå frem til, at det ikke kan betale sig. Men hvis man ser på en energirenovering i et bredere perspektiv, vil resultatet i de fleste tilfælde være det modsatte, siger Jonas Møller.
Energirenovering fremtidssikrer boligen
Han mener, at en energirenovering af boligen udover et bedre indeklima og en grøn samvittighed også fungerer som en fremtidssikring af boligen.
- Alt tyder på, at energi i fremtiden bliver dyrere, og at politikerne også i stigende grad vil skrue på de økonomiske redskaber som fx øgede energiafgifter eller forbedrede finansieringsmuligheder. Dermed vil det blive relativt dyrere at bruge energi, siger Jonas Møller.
Samtidig peger undersøgelser på, at boligkøberne i stigende grad lader energimærket være afgørende for deres boligkøb.
Senest har en undersøgelse fra EDC vist, at boligkøberne nogle steder i landet er villige til at betale op til 500.000 kr. ekstra for en bolig med et godt energimærke.
LÆS OGSÅ: Start energirenovering
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Læs mere her: www.haandvaerkerfradrag.dk