Efterisolering: 10 ting du IKKE skal gøre
Du kan sagtens efterisolere dit loft selv og spare tusindvis af kroner. Men er du ikke opmærksom på faldgruberne, kan du i værste fald ende med skimmelsvamp og kuldebroer. Se her 10 ting du IKKE må gøre.

- Du kan godt efterisolere loftet selv - men vær omhyggelig og undgå sjusk.
- Brug ikke fugtig isolering. Du skal ikke bruge isolering, der har stået utildækket ude, så det er blevet vådt. Det øger risikoen for skimmelsvamp og råd i boligen. Isolering skal altid opbevares omhyggeligt dækket af med presenning eller lignende. Det bør også være løftet op på paller, så der er luft imellem isoleringen og jorden.
- Isolér ikke foran ventilationshuller, eller andre udluftningskanaler. Deres funktion er at sikre et stabilt og godt indeklima, også på loftet. Tildækker du ventilations- og udluftningshuller, kan fugt i luften ikke ventileres bort, og du øger risikoen for råd og svamp.
- Isolér ikke ovenpå en utæt dampspærre. Du bør som udgangspunkt ikke isolere ovenpå en utæt dampspærre. Tjek dampspærren - er den fuld af huller, eller er den ikke tæt langs siderne og i overlægget mellem banerne, bør den skiftes. Er du i tvivl om, hvorvidt du kan isolere på din dampspærre, så bed en rådgiver eller en tømrer vurdere, om dampspærren er i god nok stand.
- Sjusk ikke med isoleringen ved spær. Du bør ikke bare stoppe isolerering ned ved spær, bjælker eller lignende for at udfylde unøjagtige tilskæringer. Isoleringspladerne skal tilpasses ved hjælp af isoleringskniv og tommestok. Mål præcist op, og skær isoleringen til, så den passer helt perfekt.
- Sjusk ikke med isolering på dine vandrør. Skær omhyggeligt ud for alle samlinger og t-stykker og husk at tape alle samlinger og sørge for, at isoleringen når helt ind til væggen, hvor vandrørene kommer ud.
- Sjusk ikke med samlinger. Kontrollér hele tiden, at isoleringen ligger pænt, og at alle samlinger er helt tætte. Husk at forskyde samlingerne i de forskellige isoleringslag, så isoleringen bliver helt tæt.
- Drop ikke gangbroen. Du bør etablere en gangbro på loftet, hvis du skal efterisolere. Ellers risikerer du, at isoleringen bliver sammentrådt, og det forringer isoleringsevnen.
- Glem ikke luft under gangbroen. Der skal være minimum 7 cm mellemrum til udluftning mellem isoleringen og gangbro. Hvis gangbroen fylder hele loftsarealet, skal der være udluftningsspalter ca. pr. 1 meter i gangbroen.
- Isolér ikke, hvis du er i tvivl. Du bør ikke udføre isoleringsopgaver, du er i tvivl om, før du har rådført dig med en byggesagkyndig, en rådgiver eller en tømrer.
- Isolér ikke uden en beskyttelsesdragt med hætte, åndedrætsværn, handsker og korrekt kniv.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer
Punkt 1 BURDE være: Der må ALDRIG være TO dampspærrer OG der må ALDRIG være mere end 1/3 isolering på den "varme side" af en dampspærre.
Begg overtrædelser vil resultere i alvorlige skader.
Intet er jo lettere end at opsætte f.eks. 200 mm ny isolation - men kender man ikke konstruktionen og ved hvor dampspærren sidder, så går det meget sandsynligt helt galt.
Artiklen var mere misvisende end retvisende.
Jeg har hørt at det er nødvendigt at sørge for at gennemhulle den eksisterende dampspærre, hvis man vælger at lægge en ny "ovenpå" (det kommer nok an på hvor meget mellemrum der er mellem den eksisterende og en ny - hvis den ligger LIGE OP AD den gamle, så kan der vel ikke dannes fugt, men hvis der er et lag isolering imellem, så kan det vel blive fugtigt pga kondens.
mvh Rune
Jeg har et spørgsmål omkring udluftning at loftet. I undertaget er der isat udluftningshuller med jævne mellemrum og her kommer der jo fygesne ind ad om vinteren. Men når der desuden er fin udluftning hele vejen rundt langs kanten af isoleringen, behøves disse udluftningshuller/ventiler så at være der: altså kan jeg dække dem, så der ikke kommer fygesne ind her.
Venlig hilsen Torben.
Jeg forudsætter, at der er en korrekt og tæt dampspærre indvendig
Er der det, og man undlader at lakerer eller male gulvet på loftet, så kan jeg ikke se problemet.
Men selvfølgelig er det sikrere at skabe den ventilation,hvis det er muligt.
Men jeg vil nu alligevel påstå, at hvis der er en effektiv dampspærre på den varme side og man undlader at behandle gulvet/gangbroen med f.eks. lak, så gulvet ikke utilsigtet blever diffusionstæt, så er det ikke nødvendigt med mellemrum mellem isoleringen og gulvet/gangbroen.