Efterisolering af loft og tag

Fakta |  Publiceret: tirsdag 14. juli 2009

En af de største gevinster på varmeregningen kan hentes hjem ved at efterisolere loft og tag. Det kan gøres på flere forskellige måder. Visse typer arbejde kan fint udføres som gør det selv-arbejde, mens andet bør laves af professionelle

En af de største gevinster på varmeregningen kan hentes hjem ved at efterisolere loft og tag.
En af de største gevinster på varmeregningen kan hentes hjem ved at efterisolere loft og tag.

Hvornår er det aktuelt at efterisolere loft og tag?

Loft og tag er det sted i huset, hvor det bedst kan betale sig at efterisolere. Taget er en stor flade, og da varme søger opad, vil der ske et stort varmetab gennem et dårligt isoleret tag.

Afhængigt af tagkonstruktionen kan det være et større eller mindre arbejde at efterisolere. Et uudnyttet loft med fri adgang er f.eks. ret nemt at efterisolere, og det kan gøres til hver en tid uden gener i resten af huset. Her vil det under alle omstændigheder være indlysende at efterisolere.

Sidder isoleringen derimod under tagfladerne i et udnyttet tagrum eller en stueetage med loft til kip, vil det være et omfattende projekt at efterisolere taget, og det vil i langt de fleste tilfælde kun være aktuelt i forbindelse med en større ombygning eller renovering af taget.

Inden du går i gang med at efterisolere, bør du kontakte dit forsikringsselskab og informere dem om dine planer. Efterisolering påvirker fugtforholdene i huset og vil derfor have betydning for din husforsikrings eventuelle dækning af råd og svamp.

Hvilke lovkrav gælder for efterisolering af loft og tag?

Der er som sådan ikke noget krav i bygningsreglementet om, at du efterisolerer dit tag, medmindre du skifter tagbelægningen ud. Gør du det, skal du til gengæld så vidt muligt isolere op til samme standard, som gælder for nybyggeri.

Det gælder dog kun i det omfang, at det er rentabelt, altså kan betale sig, ud fra nogle faste beregninger af omkostningerne i forhold til den forventede besparelse. Ligeledes kan der være konstruktionsmæssige begrænsninger, der gør det urimelig dyrt eller umuligt at isolere i den krævede tykkelse. I disse tilfælde skal man isolere så meget, som det kan lade sig gøre.

Kan du selv efterisolere?

Der er ikke noget i vejen for, at du selv står for efterisoleringsarbejdet. Visse arbejder som indblæsning af isolering og isolering af taget udefra bør under alle omstændigheder udføres af professionelle.

Det er ret ubehageligt arbejde at tage eventuel gammel isolering ned og lægge af nye isoleringsmåtter. Det støver og kan give irritation af hud og øjne på grund af den mineraluld, som almindeligvis bruges, så mange vil alene af den grund foretrække at lade håndværkere udføre arbejdet.

Korrekt efterisolering kræver også viden og håndværksmæssig kunnen, da det er meget vigtigt at placering af dampspærre m.m. udføres korrekt. Sjusket eller forkert udført arbejde kan medføre alvorlige fugtproblemer og skader. Læs mere i BOLIUS Fakta: Skader ved efterisolering.

Uanset om du selv efterisolerer eller ej, er det en god idé at få en byggesagkyndig rådgiver til at vurdere, hvor meget du kan spare på varmeudgifterne, hvor du skal sætte ind, og om der er byggetekniske faldgruber, du skal være opmærksom på.

Efterisolering af loft

Den bedste fremgangsmåde, og hvilke muligheder du har for at efterisolere loftet, afhænger af tagkonstruktionen i dit hus. Nedenfor skitseres hovedtrækkene i de mest almindelige løsninger.

Efterisolering af uudnyttet loft
Isolering oven på et uudnyttet loft, hvortil der er adgang, hører til de nemmeste efterisoleringsopgaver, da isoleringsmåtterne simpelthen lægges ud på loftets gulv.

Du skal undersøge, hvor meget isolering der ligger i forvejen. Er den eksisterende isolering beskadiget eller trampet flad, skal den fjernes først. Er den eksisterende isolering og dampspærre intakt, kan du isolere ovenpå. Jo mindre isolering der er i forvejen, jo bedre vil efterisolering kunne betale sig.

Der skal først lægges en dampspærre ned mod underetagens loft. Herefter isoleres op til 300 mm. Mere end 300 mm vil ikke kunne betale sig. Jo mindre isolering der er i forvejen, jo større er varmegevinsten ved den ekstra isolering. De første lag isolering giver den største forskel, og herefter aftager den ekstra gevinst ved yderligere isolering.

Isoleringen kan være i form af måtter, men kan også være granulat, som blæses ind på loftet. Sidstnævnte skal udføres af en isolatør. Det er vigtigt, at der efterlades en ventilationsspalte på mindst 50 mm mellem isolering og undersiden af taget.

Isolering af loft nedefra

I et udnyttet tagrum kan der være så lidt plads over loftet (tagrummets gulv), at den eneste løsning er at isolere nedefra, dvs. på loftet i etagen nedenunder. Det gøres ved at skrue lægter op på den eksisterende loftsbeklædning. Herefter isoleres mellem lægterne, og der monteres dampspærre og derefter ny loftsbeklædning.

Da isolering af loftet nedefra tager noget af loftshøjden, skal du være opmærksom på at der skal være mindst 230 cm fri afstand mellem oversiden af gulvet og undersiden af den færdige loftsbeklædning for at rummet kan fungere som beboelse.

Efterisolering af skråvægge

Er rummet under taget udnyttet til beboelse, enten fordi loftet går til kip, eller det er en tagetage, der er (eller skal inddrages til beboelse), er det indersiden af taget, altså skråvæggene, der skal isoleres.

Isolering ovenfra
I det tilfælde, hvor du ønsker at bevare både tagbelægningen og den indvendige vægbeklædning på skråvæggen intakt, er det muligt at isolere alligevel, hvis du kan komme til at gøre det oppe fra tagrummet. Det gøres, ved at isoleringsplader skubbes ned mellem spærene oven på en eventuel eksisterende isolering, men oven over den indvendige vægbeklædning.

Man kan bruge en glat træfiberplade til at lade isoleringen glide på, når isoleringen skubbes ned, hvorefter pladen trækkes op igen og flyttes til næste mellemrum. Det er vigtigt at efterlade mindst 50 mm mellem isoleringen og taglægterne til ventilation. Løsningen forudsætter, at tagbeklædningen eller undertaget er helt tæt mod regn og vand udefra.

Isolering indefra

Hvis du ikke kan komme til oppefra, eller hvis der alligevel skal etableres ny vægbeklædning, kan du isolere indefra. Det kan f.eks. være aktuelt, når et uudnyttet tagrum inddrages til beboelse, eller hvis du ønsker at øge isoleringen i taget.

Ved indvendig efterisolering af skråvægge skal du alt efter isoleringstykkelse tage hensyn til følgende:

  • Hvis tykkelsen af den nye, ekstra isolering er mindre end halvdelen af den eksisterende isolering, monteres lægter og isolering uden ny dampspærre, da der ikke må være to lag dampspærre i en konstruktion. Den eksisterende dampspærre vil således komme til at ligge en tredjedel inde i isoleringen og altså ligge på den varme side. Herefter monteres ny indvendig beklædning.Hvis tykkelsen af den nye isolering er større end halvdelen af den eksisterende isolering, fjernes dampspærre og beklædning på den eksisterende konstruktion. Herefter isoleres til ønsket isoleringstykkelse mellem nye lægter eller planker, og der monteres en ny dampspærre og indvendig beklædning, typisk gipsplader.
  • Hvis der isoleres direkte oven på den gamle beklædning på skråvæggen, er det vigtigt først at fjerne gammelt tapet og maling, så eventuel fugt og kondens kan slippe væk. Det organiske materiale vil også kunne give næring til skimmelsvamp.

Isolering udefra
I forbindelse med udskiftning af hele tagbelægningen vil man isolere udefra mellem tagspærene, inden der evt. etableres et nyt undertag og ny tagbelægning. Det kan være nødvendigt at montere ekstra afstandslægter oven på spærene for at få plads til den ønskede isoleringstykkelse.

Fordelen ved denne løsning er, at det er muligt at opdatere hele tagkonstruktionen uden at røre ved den indvendige beklædning og rummet bagved.

Efterisolering af skunk

Hvis loftet har skunk, skal den også isoleres, både skunkvæggen ind mod loftsrummet og skunkgulvet ned mod etageadskillelsen. Er der rør i skunkrummet, bør du i stedet for isolere skråvæggen over skunken efter samme princip som forklaret ovenfor, så rørene sikres mod frost, fordi de kommer til at ligge på den varme side (indvendige side) af isoleringen.

Skunkvægge

Isoleres skunkvæggen indefra, skal en eventuel dampspærre fjernes. Der laves et nyt underlag til den indvendige beklædning ved hjælp af lægter. Det anbefales at placere den nye dampspærre således, at den ligger på den varme side, cirka en tredjedel inde i isoleringslaget. Alternativt placeres dampspærren umiddelbart bag den indvendige beklædning.

Isoleringen udføres med mineraluldsruller eller -batts i et eller to lag med forskudte samlinger. Hvis det er muligt, bør der etableres en vindtæt afdækning i bjælkelaget ved tagfoden og under skunkvæggen.

Skunkgulv

Hvis der ikke allerede er isolering på loftet, skal der monteres en dampspærre direkte mod loftet, mellem loftsbjælkerne og op langs bjælkernes sider, hvorefter der isoleres oven på dampspærren.

Ligger der allerede et tyndt lag gammel isolering, kan der placeres en dampspærre oven på det, hvis der ikke er en i forvejen. Herefter lægges et lag isolering, der er mindst dobbelt så tykt som det eksisterende. Det vil sikre, at dampspærren kommer til at ligge på den varme side af isoleringen.

Hvis dampspærren ligger længere ude i isoleringen, vil den kunne blive så kold, at indefrakommende fugt kondenserer på den med risiko for fugtproblemer i konstruktionen.

Efterisolering af fladt tag

Et fladt tag kan i princippet isoleres indefra på samme måde som angivet ovenfor. En langt bedre løsning er dog at isolere taget udefra i forbindelse med en hovedrenovering af taget. Helt flade paptage, som typisk er bygget i 60'erne, får i mange tilfælde store problemer med utætheder og undgår derfor sjældent en renovering.

Den nye isolering kan lægges direkte oven på det eksisterende tagpap, hvis taget er i god stand. Samtidig kiles den nye isolering op således at der skabes et svagt fald på det færdige tag.

Kolofon / Send feedback

Af Kristine Virén kv@bolius.dk
Jan Pasternak, arkitekt mdd

Kilder

Vurder [Der er 0 der har stemt. Hvad synes du?]

Sender din stemme...

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes


CAPTCHA billede for SPAM beskyttelseHvis du ikke kan læse ordet, tryk her.


Annonce

NETOP NU

Rund bålplads til haven lavet af firkantede træstykker
 
Nyhed | Jesper Klinge vandt ”Oaser i haven” i Bolius Idépris med sin runde bålplads, der også skal bruges juleaften. Bålstedet skulle være svært at lave – læs hvordan han gjorde.

Tips & Råd | Hvordan undgår du myg og myggestik?

Nyhed | Vind 30.000 kroner med den bedste hjemmearbejdsplads

Fakta | Pindsvinet

Annonce
Annonce

Inspirerende billedserier

Køb bolig
Førstehjælp til dit hus
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2, 1
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os