For varmt og for koldt i lavenergihuse
Der kan være op til 30 grader varmt i lavenergihuse med store glaspartier, men temperaturen kan i flere rum også komme under 20 grader. Få gode råd om, hvordan du får styr på temperaturen i dit lavenergihus.

- Det kan være svært at kontrollere indeklimaet i lavenergihuse med store glaspartier. Arkivfoto: Torben Klint.
Lavenergihuse kan spare meget energi, men der er også problemer med at bo i de energivenlige boliger. I flere lavenergihuse med store vinduespartier kan der både blive for varmt og for koldt – under 20 grader eller helt op til 30 grader i dele af huset.
- I gamle huse er varmetabet måske 10 gange så højt som i nye lavenergiboliger, hvor varmetabet typisk er nede omkring 2.000 watt. Det er så lavt, at der ikke skal særlig meget glas mod syd til, før det bliver rigtig varmt indenfor, fortæller civilingeniør Troels Kildemoes fra firmaet Ellehauge & Kildemoes, der er specialister i lavenergibyggeri.
Indeklima glemmes i lavenergihuse
Troels Kildemoes bakkes op af lektor Tine Steen Larsen fra Strategisk Forskningscenter for Energineutralt Byggeri ved Aalborg Universitet, som står bag en ny rapport til Erhvervs- og Byggestyrelsen om indeklima i eksisterende danske lavenergiboliger.
Hun ærgrer sig over, at der i alt for sjælden grad regnes på indeklima, men kun energiforbrug, når der bygges nyt.
30 grader indendørs i februar
Ifølge specialist i indeklima, civilingeniør, ph.d. Kasper Lynge Jensen fra Bascon A/S, kan høje temperaturer i lavenergihuset være værst, når det et koldt udenfor.
- Overophedning af huset er ikke nødvendigvis et problem i sommermånederne, hvor vi kan klæde os efter temperaturen. Men det er et problem med 30 grader indendørs i februar, hvor vi ikke bare kan have vinduer og døre stående åbne.
– Samtidig er det et problem hvis vi ikke kan slippe af med varmen i huset, for det er de færreste mennesker, der finder det behageligt at sove med over 25 grader i soveværelset, siger Kasper Lynge Jensen, der står bag bloggen ”Det Gode Indeklima”.
Lavenergihuse med vinduer, der ikke kan åbnes
Sådan får du et bedre indeklima i dit lavenergihus
- Åbn vinduet og luft ud om sommeren.
- Lad ventilationsanlægget klare udluftningen om vinteren – det kan genanvende ca. 80 procent af varmen, og der bruges ikke ekstra energi på at varme kold luft fra vinduerne op.
- Skærm af for solen med en udvendig solafskærmning – fx en markise, der kører ud, eller skodder, som kan skydes for vinduerne.
- Brug evt. solafskærmende glas i vinduerne (her får du dog ikke energi ind i huset, når du ønsker det).
- Få evt. vinduer, der kan åbnes (det er dog en dyr løsning, hvis du derved skal skifte dine eksisterende vinduer ud).
Kilder: Lektor Tine Steen Larsen, Strategisk Forskningscenter for Energineutralt Byggeri ved Aalborg Universitet og civilingeniør Troels Kildemoes, Ellehauge & Kildemoes
Tine Steen Larsen påpeger, at der i flere nybyggerier er en tendens til at benytte store vinduespartier, som ikke kan åbnes. Måske er det kun muligt at åbne en havedør eller lignende, som så ikke kan stå åben, når man ikke er hjemme eller om natten.
- Mulighederne for udluftning er i mange boliger for begrænsede, og slet ikke på det niveau, der er nødvendigt for at køle bygningen ned om natten, mener hun. Det er heller ikke en opgave, ventilationsanlægget kan klare. Det kræver et luftskifte på op til 3-4 gange i timen at køle huset ned, og normalt kører et ventilationsanlæg med et luftskifte på 0,5 gang pr. time. De fleste ventilationsanlæg til boliger kan slet ikke klare så store luftmængder, og hvis de kunne, ville det være meget energikrævende.
Lavenergihuse kan også blive for kolde
Et andet problem i lavenergihuse kan paradoksalt nok være kulde. Energiberegningerne for huset er ofte tænkt som en helhed, hvor den varme der kommer gennem vinduerne mod syd, skal fordele sig i hele huset.
Men virkeligheden er ikke altid som beregningerne, og lukkede døre kan fx resultere i forskellige temperaturer i de enkelte rum – specielt, hvis varmeanlægget er underdimensioneret.
Kolde rum mod nord
- I et nordvendt rum uden sol er der kun varmetab, og hvis varmeanlægget er for lille til rummet, er det et problem. I gamle huse er alle radiatorer som regel overdimensionerede, men i nye huse er varmebehovet meget lille, og samtidig er der en tendens til at beregne behovet meget præcist, og så går det galt, når huset afviger fra de forudsætninger, som er brugt i beregningen. Hvis vinduet ikke er helt tæt, eller der er fejl i isoleringen, kan anlægget ikke opretholde de 20 grader, man gerne skulle have, forklarer Tine Steen Larsen.
Hvis et af dine værelser er for kolde, kan du evt. opsætte en elradiator, eller, hvis det er muligt, prøve at skaffe supplerende varme via fx en varmepumpe, hvilket er lidt mere energiøkonomisk.
Endelig kan varmeanlægget have svært ved at følge med på de allerkoldeste vinterdage, hvor temperaturen udenfor bevæger sig ned under de minus 12 grader, som anlæggene generelt er dimensioneret til.
Energibesparelse mindre end forventet
Fordi du bor i et lavenergihus, behøver det ikke at betyde, at energiforbruget automatisk bliver langt mindre. Erfaringer fra tidligere undersøgelser af energiforbrug viser, at der kan være en variation i energiforbruget på helt op til 300-400 procent i helt identiske boliger.
- Det handler om adfærd. Nogle af de der bruger mest energi, er slet ikke bevidste om det. Måske åbner man vinduerne for at få frisk luft ind, men lader radiatorerne stå tændt. Lige som det betyder meget, om man bruger tørretumbler eller ej, om man holder øje med standbystrøm eller har teenagere, forklarer Tine Steen Larsen.
Lær at bruge dit lavenergihus
Hvis du bor i et lavenergihus, bør du sætte dig grundigt ind i, hvordan de forskellige dele virker. I sin rapport peger Tine Steen Larsen på, at kommunikation og oplysning til brugerne er vejen til succes, da manglende information kan føre til både dårligt indeklima og forhøjet energibrug.
Kasper Lynge Jensen er enig.
- Et lavenergihus kræver langt mere fra vores side. Man skal sætte sig ind i brugermanualerne og forholde sig til solafskærmningen, ventilations- og varmeanlæg. Man skal sætte sig ind i konsekvensen af de valg man træffer. Det er noget mere teknisk end et almindeligt hus, og kræver næsten en lille varmemester, siger han.
Kolofon / Send feedback
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide




















Kommentarer