Fra oliefyr til naturgas
Du kan spare mange penge ved at udskifte dit gamle oliefyr med et nyt fyr til naturgas. Typisk vil besparelsen på varmeregningen være på mellem 3.000 og 5.000 kr. om året.
Det er normalt billigere at varme huset op med naturgas end med olie, men det er ikke så meget prisen på olien eller naturgassen, der betyder noget. Når det er billigere med naturgas, skyldes det, at naturgasfyret udnytter energien i gassen bedre, end oliefyret udnytter energien i olien (virkningsgraden er højere). Det betyder, at du kan spare en del penge ved at udskifte dit gamle oliefyr.
Besparelsen afhænger af, hvor gammelt oliefyret er. Hvis det er mere end 15-20 år gammelt, vil besparelsen typisk være på mellem 15 og 30 procent. Det betyder, at du årligt kan spare et sted mellem 3.000 og 5.000 kr. på din varmeregning.
Siden 1. januar 2004 har du som forbruger frit kunnet vælge, hvem der skal levere naturgas til din bolig. Leverandørerne konkurrerer om prisen på et frit marked. Hidtil har gasprisen ligget meget tæt op ad olieprisen, men de sidste par måneder (efteråret 2006) har der været en tendens til, at gasprisen er faldet lidt i forhold til olieprisen. Det er med til at gøre besparelsen ved at skifte til naturgas lidt større.
På hjemmesiden gasprisguiden.dk kan du let beregne, hvad det vil koste at få leveret naturgas fra de forskellige leverandører af gas i dit område.
Kan alle danske huse få naturgas installeret?
På gasprisguiden.dk kan du se, hvilke firmaer der kan installere og levere naturgas i dit område, og hos dem kan du få oplyst, om det er muligt at få lagt naturgas ind i dit hus.
Hvad koster det at skifte fra et olie- til et naturgasfyr?
Det koster normalt et sted mellem 30.000 og 50.000 kr. at få fjernet et gammelt oliefyr og få installeret et nyt naturgasfyr. Prisen afhænger bl.a. af størrelsen på fyret og af, hvilken type fyr du vælger. De mest avancerede og energirigtige fyr er normalt de dyreste.
Prisen for selve installationen kan også variere en del. Det bliver f.eks. dyrere, hvis det er besværligt at etablere den nødvendige aftrækskanal fra fyret ud til det fri. Det er lettest og derfor billigere, hvis der er en gammel skorsten, som kan bruges. Og det bliver dyrere, hvis der skal etableres et nyt, selvstændigt aftræksrør op igennem etagerne ud til det fri.
Normalt vil vi ikke anbefale, at du får lavet et vandret aftræksrør ud gennem facaden. Det er måske nok en billigere løsning, men det kan være usundt for mennesker at indånde den kulilte, der evt. kommer fra gasfyret ud i en højde, hvor der færdes mennesker. Facaden har heller ikke godt af den fugt, der er i aftræksluften.
Når du skal regne ud, hvad det alt i alt koster at skifte fyret ud, skal du også huske, at det koster noget at få taget det gamle fyr og den gamle olietank ned og kørt væk, og at der skal laves et nyt elstik med jordforbindelse, som det nye fyr skal sluttes til.
Du kan få et tilbud på hele arbejdsopgaven hos en autoriseret vvs-installatør. Du kan enten vælge en vvs-installatør, som du kender i forvejen og har tillid til. Eller du kan få naturgasselskaber til at anbefale dig en, der er god til den type opgave.
Kan du få tilskud til det nye naturgasfyr?
Der er ikke noget egentligt tilskud til et nyt naturgasfyr, men naturgasselskabet betaler normalt for at skyde stikledningen fra vejen, hvor hovedkablet ligger, ind til dit hus. Du skal dog være opmærksom på, at såfremt naturgasselskabet ikke betaler for stikledningen, så kan det koste op imod 15.000 kr. at få etableret dette stik. Så det er en god ide at forhøre sig om hvem der skal betale for stikledningen, inden du går igang.
Samtidig betaler selskabet for at opsætte et gasmålerskab ved huset. Hvis dit hus ligger længere væk fra hovedkablet/vejen end cirka 25 m, opkræver naturgasselskabet et gebyr, som er afhængigt af, hvor lang stikledningen skal være.
Naturgasselskabet kan skyde gasledningen gennem jorden fra vejen, så du slipper for, at de graver haven op. Det eneste sted, der skal graves, er ude på vejen og tæt ved dit hus, hvor gassen skal føres ind i huset.
Mange naturgasselskaber tilbyder fordelagtige lån til en ny installation af naturgasfyr.
Hvad skal der ske med den gamle olietank?
Normalt vil det vvs-firma, som står for at installere det nye gasfyr, også stå for at tage det gamle fyr ned og fjerne eller blænde olietanken. Du skal huske at få udgiften til dette arbejde regnet med i den samlede pris for opgaven. Det koster normalt et sted mellem 10.000 og 15.000 kr. at få fjernet en nedgravet olietank, mens det er væsentligt billigere, hvis olietanken står frit, f.eks. i kælderen eller garagen. I så fald koster det et par tusinde kroner at få olietanken fjernet.
I september 2005 kom en ny lov, der stiller krav om, at små olietanke i villaer skal sløjfes, når de har en vis alder. Som hovedregel skal nedgravede ståltanke udskiftes efter 40 eller 50 års brug, mens ståltanke, der står over jorden, skal udskiftes efter 30 eller 40 år. Olietanke af plast skal sløjfes efter 20 år. Hvis du snart skal udskifte din gamle olietank på grund af de nye regler, kan det være en anledning til at overveje, om du ved samme lejlighed skal udskifte oliefyret med et naturgasfyr.
Du kan læse mere om de nye miljøregler for olietanke på Miljøstyrelsens hjemmeside .
Hvilke fordele og ulemper er der ved at skifte fra olie til naturgas?
Fordele:
- Du sparer på varmeregningen, fordi et nyt naturgasfyr udnytter energien bedre end det gamle oliefyr (har højere virkningsgrad).
- Et nyt naturgasfyr fylder mindre end et oliefyr. Det kan som regel hænge på væggen og kræver ingen olietank.
- Naturgasselskabet betaler normalt for stikledningen fra vejen samt et målerskab.
- Naturgas er mere miljøvenlig end olie, da forbrændingen er renere og derfor ikke giver affaldsprodukter som aske og støv.
- Et nyt naturgasfyr er lettere at vedligeholde og kræver mindre service, og det skal heller ikke fyldes op med olie.
- Samtidig med at du får indlagt gas til dit nye gasfyr, kan du få et gaskomfur installeret til den samme gasmåler.
Ulemper:
- Du kan kun vælge et naturgasfyr, hvis der er lagt naturgas ind i dit område.
- Du skal typisk betale mellem 30.000 og 50.000 kr. for at få fjernet et gammelt oliefyr og installeret et nyt naturgasfyr.
- Du skal desuden betale for at få fjernet eller blændet den gamle olietank. Det koster mest, hvis tanken er gravet ned.
- Et naturgasfyr skal have et aftræksrør til det fri, og røret skal helst være lodret. Ofte kan den gamle skorsten bruges, men det kræver, at den ikke bruges til f.eks. en brændeovn.
- Din kælder kan blive mere fugtig og kold, fordi det nye naturgasfyr ikke taber så meget varme til omgivelserne som det gamle oliefyr.
Publiceret: mandag 6. november 2006
Kolofon / Send feedback
Lasse Lyck, Fagredaktør
Jan Bo Felland, videnformidlingschef
Kilder
Erhvervs- og Byggestyrelsen
Dansk Gasteknisk Center (DGC)
Energistyrelsen
sparolie.dk
HNG
DONG Energy
Miljøstyrelsen
Fotos og illustrationer
Fotos venligst udlånt af Valliant A/S
Henvisninger
Oversigt over energimærkede naturgaskedler, der opfylder bygningsreglementets nye krav til energieffektivitet, ifølge Dansk Gasteknisk Center
Fakta om naturgas ifølge Dansk Gasteknisk Center. www.naturgasfakta.dk Dansk Gasteknisk Center (DGC) er en teknologisk servicevirksomhed, som ejes af de store danske gasselskaber. www.dgc.dk Få gratis og uvildige råd om energi i bred forstand, især om vedvarende energi. Energitjenesten er blevet til i et samarbejde mellem Organisationen for Vedvarende Energi (OVE) og Samvirkende Energi- og Miljøkontorer (SEK). www.energitjenesten.dk Kampagnen ?Spar olie? er et samarbejde mellem Energistyrelsen og oliefyringsbranchens parter om
udskiftning af især oliekedler. www.sparolie.dk Garder dig mod forurening fra nedgravede olietanke. Tjek din olietank ifølge nye regler fra 2005.
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer
Så der skal lægges til beregningen at der for hvert 25 år skal købes ny gaskedel til ca 30.000 incl installation. Det giver så en simpel beregning en udgift på kr 1200 om året der skal tilføjes varmeudgiften